Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helligtrekongerlyset
26
som ikke med blussende Kind og rullende Øie vilde love at van
dre i Fædrenes Spor, at værge det gamle, det herlige Land eller
falde derover. Ingen, Ingen, og det er glædeligt, det at kunne
sige med Sandhed, det er disse blussende Kinder og rullende
Øine og mandige Løfter, som have samlet os her.
Derom behøves da ei længere Tale, hvad Landets øiensynlige
Nød monne være, og hvad vi skal ville som Danske ; men hvad
skal, hvad kan vi tænke at giøre? det er det store alvorlige
Spørgsmaal, vi alle maa gjøre, hver for sig, som vi ville opfor
dres til i denne Forsamling. Vi vil gaae, vi vil opreise Folket,
løfte dets Mod og dele dets Farer; visseligen, de Ord ere faa og
snart udsagde, og udsige Alt, hvad vi kan tænke at giøre, og er
Nogen kaldet til at opreise Folket, da er det visselig os, som
fødtes uden at saae eller pløie eller sanke i Lade, os, der ere
som Himlens Fugle, og kunne übundne flyve rundt over Land,
hvor vi lyste at synge. Men lad os betænke, om disse Ord og
ere saa lette at giøre, om Landet var frelst, hvis de skedte.
Vi vil opreise Folket, men hvorfra og hvormed? Er det
kun fra Bænk og Stol og Seng, de Legemer skulle opreises? vi
veed, saalænge det kan reises, maa det skee paa Sjælens Bud,
vi veed, det hjalp kun lidt, om Folket kunde drives flokkeviis
til Skodborg eller Eider, som det dreves hist til Kiøge, af de
Kroppe blev vist ei et Dannevirke saalidt som hist en Kiøgebugt.
Vi veed det, vi har seet og hørt og fornummet, at det er Aanden,
som sover, og Hjertet, som er faldet, det er dem, som skal vaag
nes, dem, som skal opreises. Ja, vi kan jo ikke dølge det for os
selv, de rave, de sove iblandt os i Tusindetal, de Skabninger i
Menneskelignelse, som Intet elske uden deres syndige Lyster
og de Ting, som forlyste disse, i hvis Øren de Ord: Opoffrelse,
Fædreneland, klinge som tomme Gienlyd fra Daarers Tider, be
lees og bespottes i Hjertet, selv naar de bæres paa Tunge. Ja,
hvor ere de dog ikke mange iblandt os, som jublede nys over
den søde livsalige Fred, vi skulde kiøbe for Norges Land og
stor Skiændsel, bruge til Vellyst og Overdaad? hvormed vil vi
opreise Saadanne? hvorledes vil vi indgyde dem den Kraft og
den Kiærlighed, uden hvilken det er umueligt at forsage de time
lige Ting, aldeles umueligt frivillig at vove Liv og Blod, hvor
der er Lidet at vinde og for dem Alt at tabe, thi Alt, hvad et
Menneske haver, giver han jo for sit Liv? Visselig, vare alle saa
døve for Aandens Røst, vare alle saa dybt nedsjunkne i Verdens
og Kiødets Ureenhed, da var det aldrig at vente, de kunde vaag
nes eller opreises ; men det er uimodsigelig vist, at skal Nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
