Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tylvtestriden
621
hans kjødelige Indbildnings-Kraft; netop for disse Bøger raser
Ungdommen, og jeg føler det: Oehlenschlågers Aand tilsmiler
mig venlig sit Bifald, i det jeg løfter Stemmen efter Evne mod
sligt et Uvæsen. Oehlenschlåger selv, om han læste min Skrift,
som jeg dog knap tør haabe, skulde vist nødes til at lade mig
vederfares den Ret, at jeg taler efter min Overbeviisning, at jeg
husker, hvad ikke blot jeg, men baade Dannemark og Norge
skylder ham, og at det er mit oprigtige Ønske, at vores og Efter-
Slægtens Gjæld til hans Aand maatte, om mueligt, end vorde
tusindfold større. Det vilde skee, hvis han atter opløftede Øiet
og i sin tilbagevendte Aand opreiste paa Marken og Fjeldet den
Række af historiske Bauta-Stene, hvortil Shakspear udkastede
Tegningen i sine Historier, hvortil Goethe dannede en Model
i Gøz von Berlechingen, hvoraf Adam Oehlenschlåger reiste
den første i Håkon Jarl, og hvorom jeg kunde være nær ved at
opgive Haabet, dersom jeg troede at maatte opgive det om Bil
led-Huggeren! Dog, saalænge jeg hører, at han endnu gad
siddet i Valdemars Taarn og skuet ud over Elivaga med Saxo
og Snorro ved Siden, og saalænge jeg seer, at han endnu kan
sødt bevæges, som ved Enden af sin Reise, saalænge fristes jeg
ei til at opgive Haabet, men sørger kun over de skjønne Aar,
som henrinde, over Kræfterne, som bortødsles, og saavel over
de Sovende, jeg tænker Oeh.s Aand kunde vække, som over de
Viltre, den vist vilde styre !
Ingen troe, jeg lader mig opblæse eller forvirre, om Nogen
siger mig, at hvad jeg haaber af Oeh.s tilbagevendte Aand, for
maaer jeg selv! Nei, hvad jeg med Guds Hjelp kan formaae,
det veed jeg vist nok ei; men hvad jeg ikke kan eller skal
kunne formaae, det troer jeg at vide noget om, og det er sikker
lig: at skrive historiske Dramaer som Håkon. See, hvilken
Herlighed det vilde være, hvorledes man da kunde opføre Hi
storien levende for Folket, saa Skue-Spillet engang blev, hvad
det aldrig har været, men skulde blive: et virksomt Middel til
Folkets historiske Opdragelse, det kan jeg; føle dybt, hvilket
Savn det er i en Tids-Alder, da Aandens sjunkne Hald kun ved
en saadan Dunkraft kan skrues op til at sees og randsages, det
kan jeg; lade Fædrenes Aander paa Moders-Maalet livlig for
tælle, hvem de var, hvad de virkede, hvorledes de beskue Ti
den, og hvad de vilde nu udrette, hvis de hvilede paa Folket,
det kunde jeg maaskee, det maatte jeg vel gjøre i en Række af
historiske Samtaler, hvis jeg saae, at Haabet glippede; men
hvem seer ikke, at derved kom man i det Høieste til at føle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
