Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Danmarks Krønike
113
Imidlertid kom Ingel hjem fra Jagten, og betragtede Giæsten
med ualmindelig Opmærksomhed, thi de haardhudede Kæmpe-
Næver, Skrammerne, han havde paa Langs og paa Tverts, og
de gloende, spillende Øine lærde ham strax, at det var ingen
Bogfinke, men en Karl, der havde gaaet Skolen igiennem, og da
han nu fremdeles lagde Mærke til, at hverken reiste Giæsten sig
op, og hilste paa ham, heller ikke kunde nogen Ting aflokke
ham et Øiekast, end sige et Smiil, saa tvivlede han ikke længer
paa, det jo var Stærkodder, der sad, med Rynkerne i Panden.
Kongen skiændte nu paa sin Kone, fordi hun havde seet skiævt
til den Gamle, og brugt Mund paa ham, Noget, han bød hende
see til at giøre godt igien, beværte ham med 01 og Mad paa det
Bedste, og naar han saaledes havde faaet Noget at styrke sig
paa, prøve paa at muntre ham op, ved at tale ret mildt og ven
ligt til ham. Saaledes bør det sig at være, sagde Ingel, thi han
har i gamle Dage været min Foster-Fader, og jeg mindes endnu
fra min Barndom, medens min Fader levede, med hvilken sær
deles Kiærlighed han omgikkes mig. Bag efter lærde nu Dron
ningen, hvad der boede i den Gamle, og blev da ligesaa spag,
som hun forvar bister; ham, hun nys havde viist Dørren og
overøst med Grovhed, opvartede hun nu som hans ydmyge
Tjenerinde, den arrige Rabbenskralle var forvandlet til en sød
talende Hyklerske, som gjorde sig al muelig Umage med at for
milde Kæmpens Vrede, og oprette sin Forseelse. Forsaavidt
hun virkelig lod Ave bide paa sig, var hendes Forseelse jo vist
nok tilgivelig, men Straffen undgik hun dog ikke, thi sine Brø
dres Blod maatte hun see strømme paa Høisæderne, fra hvilke
hun fordrev den gamle Helt !
Dækket blev nu Nadre-Bordet, for Ingel og Svertings Sønner,
paa det Overdaadigste, og med de allernydeligste Retter, og Kon
gen bad indstændig den Gamle sidde hos, og kun ei være for
snar til at bryde et godt Lag, ret som om han tænkde, man, ved
at overvælde ham med Mad og Drikke, kunde bøie den i Sand
hed standhaftige Helt. Dog, det var Regning uden Vert; thi
vel mønstrede Stærkodders Øine hele den overflødige Anret
ning, men kun med dyb Foragt; thi han var ikke af det Slags
Folk, hvem fremmed Mad smager bedst, og han havde Herre
dømme nok over sig selv til at modstaae, selv hvad der aller
meest kunde friste og kildre hans Gane. Mad kan Mod fortære,
thi skal Mand ei Madskab være, og Skytter som Mynder er
magre bedst, saa tænkde Stærkodder, og vilde derfor ingenlunde
opæde sit Helte-Rygte, men afskyede tvertimod alt Fraadserie,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
