Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pyrros
336
Saaledes, da Epiroterne kaldte Pyrros en Ørn, for hans
Bedrifter i Makedonien, sagde han: I er selv mine Vinger, og
at det virkelig kun var fremmede Fiere, han haabede baade at
kunne flyve og prale med, høre vi grandt paa hans korte Sam
tale med sit Orakel Kine as, en berømt Lærling af Demos
thenes, just som han stod ferdig at gaae til Italien; thi da
Kineas spurgde, hvad hans Hensigt egenlig var, nåar han
kunde være saa lykkelig at undertvinge Romerne, da svarede
Pyrros, at saa vilde han indtage hele Italien, ogsaaSici
lien, ogsaa Karthago med hele Ly bien, og saa naturligviis
Makedonien, Grækenland og Alt hvad dertil hørde. Men
saa, sagde Kineas, hvad saa? Ja saa, sagde Pyrros, saa vil
vi slaae os til Ro, leve flot og slet ikke giøre Andet end more os.
Men hvorfor da ikke begynde strax med det Sidste, sagde Ki
neas, og han havde aabenbar Ret, siden Pyrros, nåar Lykken
havde føiet ham i Alt, slet ikke vidste Noget at bruge den til,
som var mindste Lykke værd*).
Rom var dengang en saakaldt Fri-Stad, bestyret af en Hob
stolte Raad-Mænd (Senatet) og af to Borge-Mestere (Con
suler), som aarlig ombyttedes, og han, hvis Lodd det blev at
drages med Pyrros, hedd Valerius Lævinus, til hvem Epiro
teren skrev et lige saa bydende, som pralende Brev om at stikke
Sværdet i Skeden og tåge ham til Voldgifts-Mand, men fik til
Svar, at Romerne jævnede helst selv deres Trætter med Svær
det, brugde ingen Voldgifts-Mand og frygtede ingen Fiende.
Vidste Pyrros det ikke før, at ei de han kom for at hjelpe,
men de han skulde brydes med, var de ægte ItalienskeSpar
taner, da fik han dog vist allerede herved en Formodning
derom, som kun alt for klarlig stadfestede sig i det paafølgende
Slag, mellem Heraklea og Pandosia (vestenfor Tarentiner-
Bugten); thi at Barbarer kunde saaledes holde Trop, det
havde han aldrig tænkt, og han paa den sorte Hest med den
hvide Sok, han hedd Oplacu s, der ikke havde Øie for Andet
end Kongen i Epiros, [han] reed ham saaledes overende, skiøndt
paa sit Livs Bekostning, at Pyrros fandt det raadeligst at
kæmpe med saadanne Folk incognito [under lukt Laag]. Vel
beholdt han omsider Val-Pladsen, men det tilstod han selv, han
især maatte takke sine Elephanter for, saa det er meer end
Pral, nåar Trogus siger, at » disse Makedoniske Uhyrer kiøs
Romerne fra deres Seier, « og Fabricius kunde have Ret til at
*) Plutarks Pyrros.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
