Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den Romerske Revolution
489
Marcus Tullius Cicero, den dybeste Tænker og den største
Taler i Rom, hvor Man aldrig kom videre i Philosophien end
til at tvivle om Alt undtagen om sin egen Ufeilbarhed, og
kaldte det Veltalenhedens Mester-Stykke at kildre Øret og be
stikke Dommeren, eller dog at kunne mesterlig snerte, sminke
og sværte hvad det skulde være; denne Ridder-Søn fra Ar pm o,
som den gamle Adel kaldte ny ba gt (novus homo) og de ind
fødte Romere Indsidderen (inquilinus), havde vel ondt ved
at stige, hvor Ærens Vei løb mellem Odd og Egge, der var ham,
som de fleste Jurister, modbydelige Ting; men dog blev han en
gang Borge-Mester, deels fordi det efter Syllas Tid just ei
havde stort at betyde, og deels fordi han var gode Venner med
Pompeius, hvis Parti stod i Fare under hans Fraværelse.
Hovedet for det modsatte Parti var egenlig Marcus Crassus,
den Romerske Krøsus; men han havde formeget at tabe til at
vove Stort, saa det var den snedige, forvovne, forgiældede og
ilde berygtede Lucius Catilina, der tiltrak sig Alles Opmærk
somhed, som gaaende [som den der gik] frugtsommelig med
voldsomme Planer til Omstyrtning af den nærværende Tingenes
Orden, før Pompeius kom tilbage med sin Krigs-Hær. Cati
lina var af gammel Adel, havde raset under Sylla, og gjorde
sig sikkert Haab om Consulatet, da den berømte Advocat, af
ringe Herkomst og kun bevæbnet med Spydigheder, blev ham
foretrukket, saa, omgivet som han var af alle de mest udsvæ
vende og fortvivlede Junkere i Byen, tvivlede Ingen om, der jo
var Fare for Ciceros Liv og for de Fleste, hvis Magt eller Gods
var værd at misunde, men Beviser manglede, og selv det, at
Catilina, efter i Baadet at være hudflettet af Cicero, forlod
Byen og bragde en Hær paa Benene, beviste egenlig dog ikke
andet, end at han vilde tåge sig selv til Rette, hvad under en
Revolution [Omvæltning] hører til «Dagens Orden*. Ikke des
mindre lod Cicero strax, da han var borte, Endeel af hans
gode Venner, selv Over-Dommeren Len tu lus, fengsle og paa
en meget rimelig men dog, borgerlig og juridisk talt, løs An
givelse, erklære for Misdædere, der havde sammenrottet sig for
at myrde ham og stikke Ild paa Byen, og mærkeligt er det im
mer, hvad Sa Hust melder, at uagtet Raadet udlovede Beløn
ninger derfor, indfandt sig dog ingen Vidner, ei heller forlodes
Catilina af en eneste Tilhænger. Under disse Omstændigheder
kom det paa Bane i Raadet, hvad Man skulde giøre ved de
Fængslede, og her møde vi,foruden Cicero, som varAnklager,
to mærkelige Mænd, som førde det store Ord: den yngre Cato
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
