Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den Romerske Revolution
492
en Menneske-Alder senere fra samme By, som han (Marius),
der kaldtes «deres eneste berømte Foragter*).«
Det var Cæsar, som, da han vilde være Borge-Mester, for
ligde sig med Pompeius og ham med Crassus, og hvad der
bevægede Pompeius til at indgaae denne mistænkelige Forbin
delse, der skildte ham ved de Bedres Tillid og blev hans Under
gang, var den urimelige Haardnakkenhed, hvormed Raadet,
stemt af Cato og Lucul, vægrede sig ved at bekræfte hans
Asiatiske Anordninger**). Fra dette Øieblik af var Pompeius
imidlertid kun et Værktøi for Andre og da især for Cæsar og
den meer end pøbelagtige Tribun Clodius, saa han træder
selv kun atter frem paa den store Skue-Plads for at falde, og
det endda saa ynkelig, at vi siet ikke kiende ham igen, men
maae, for at hitte Rede i ham, besinde os paa, at det havde al
drig hængt rigtigt sammen med den Romerske Tapperhed og
Selv-Opoffrelse. Det var nemlig alt fra første Færd hos Mæng
den kun en Vane, som den uophørlige Krig og strænge Krigs-
Tugt holdt vedlige, og den Begeistring for Tyranniet, der
havde udmærket de høiere Begavede, maatte nødvendig bort
falde, nåar det ikke længer var »Rom« men sig selv, Enkelt-
Manden vilde giøre til Tyran, da alle Trælle og Tyranner er
af Naturen feige og laane kun af Frygten et fortvivlet Mod. Ær
gierrigheden skulde da nu giøre Alt, men deels er det sædvanlig
kun i Ungdommen, Man har Sind til at bringe den store Offere,
og deels havde Pompeius tidlig indlagt sig det største Navn, han
kunde ønske, saa det var i sin Orden, at han, efter en Deel Aar
at have ligget paa den lade Side, blev ligesaa feig som Romer-
Hæren altid, nåar Krigs-Tugten forfaldt.
Hvad nu Crassus angaaer, da er hans universal-historiske
[verdenshistoriske] Side vel langt fra at være glimrende, men
dog er det Parther-Tog, han var Hoved-Mand for, uforglemme
ligt, ikke blot som det Første i sit Slags, men som en glædelig
Mindelse om, at Roms Magt og Lykke var dog ikke grændseløs.
Dyngen af Romer-Lig mellem Eu ph rat og Tigris, som Cras
sus skylder sin Navnkundighed, staaer nemlig for os som en
blodrød Pyramide af Menneske-Kiødogßeen, med et Borge
mester-Hoved paa Toppen, der ei trænger til nogen Ind
skrift, for at kundgiøre, baade af hvad Art den Romerske Stor
hed var og hvad Ende den omsider skulde faae, og det er yderst
mærkeligt, at noget Sligt har ahnet selv Folk i Rom paa samme
*) Valerius Maximus 11. 3.
**) Plutarks Cæsar og Pompeius. Appians Borger-Krig 11. B—9.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
