Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Engelsk-Mænd og Fransk-Mænd
321
kaar, at han skulde ægte Kongens Daatter Cathrine, være
Rigs-Forstander og Thron-Følger*).
Saaledes hængde det sammen med den berømte »Fred til
Troyes«, som altsaa kun var et lille Mellem-Spil i det lange
Franske Sørge-Stykke, uden virkelige Følger; thi da begge Kon
gerne to Aar efter (1422) døde, stod Sagerne i Grunden ligesom
før, saa nordenfor Loire spillede Burgunderne og syden
for Armagnakerne Mester. Selv om Henrik den Femte
havde levet sin Alder ud, vilde da formodenlig hans Magt i
Frankrig staaet og faldet med det meget usikkre Burgundi
ske Venskab, og da han nu kun efterlod sig et Svøbelse-Barn
til at lege med to Kroner, var det slet intet Under, han tabde
dem Begge. Det er imidlertid ret mærkeligt, at England, un
der Henrik den Sjette (1422-71), fik en Plage-Tid, der gan
ske svarer til Frankrigs under Carl den Sjette, skiøndt
naturligviis som det Engelske Sørgespil til det Franske, eller
som Shakspear til Racine. Medens Kongen af Navn , Hen
rik den Sjette, var først umyndig og siden fjollet, reves og
sloges nemlig Prindserne af Blodet om Rangen og Regleringen,
og deri bestod Kampen mellem den »røde og hvide Rose«, eller
LancasterogYork, men det Hele fik et høiere Præg, fordi
de Engelske Konge-Brødre og Frænder var dygtigere Kæmper
end Hertugerne af Anjou og Orleans, Berry og Burgund,
og fordi det Engelske Borgerskab, som bestandig kæm
pede under den Y o rk s k e Fane, var en ganske anderledes Magt
end det Franske. Lægge vi endnu hertil, at Henriks Dronning,
Margrethe af Anjou, forholdt sig til Isabelle af Bayern,
som Ælve-Dronningen (The fairg-queen) til en Kokke-Pige, da
kan vi forstaae, hvi Forvirringen i England begeistrede Skjal
den, medens Den i Frankrig maatte kiede Historie-Skriveren
fordærvet, hvis den ikke endte med det berømte Hexeri.
Kong Carl den Syvende, eller, som han endnu sædvanlig
kaldtes » Dauphinen*, sad nemlig, sex Aar efter sin Faders Død
(1428), paa Borgen i Chinon (ved Tours) som i et Muse-Hul,
lod baade Venner og Fiender giøre hvad de vilde og gav ikke
mindste Livs-Tegn fra sig, da han pludselig blev hjemsøgt af
»Pigen fraLothringen«, den siden saa navnkundige Jean ne
d’Are, tyve Aar gammel og fast i den Tro, at det var Guds Vil
lie hun, skulde undsætte Orleans, som Engelsk-Mændene
af al Magt beleirede, og føre Dauphinen til Rheims, som var
*) Sismondis Franske Historie XII. 499. 508—10. 516-22. 37—55. 68—99.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
