Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det Sextende Aarhundrede
564
gen, folkelig talt, havde samme Grund som Reformationen,
altsaa de Gothiske Folkeferds fribaarne Sind, den senere
Middelalders natlige Gru og Nyaarstidens stærke Morgendrøm
me. Derfor sporer man Bevægelsen ligefra Elsas til Elben og
Donau, men da Egnen ved Rhinen og Bodensøen dog er
Bonde-Krigens egenlige Hjem og Skueplads, nødes man ogsaa
til at tænke paa det Schveitserske Naboskab, ingenlunde
blot for Exemplet der, i det Fjortende og Femtende Aarhun
drede, paa tilkæmpet Bonde-Frihed,menisærfordi Schveits,
omtrent paa samme Tid, som Luther opstod, havde, i Ulrich
Zvingel fra Toggenburg, faaet sig en i n d fø d t Reformator,
der vel fattedes Luthers Aand, men var netop derfor en
Grubler i Tydskernes Smag, som anbefalede Selv-Klogskab
og undskyldte Selv-Tægt, saa det maa i flere Henseender til
skrives den heltemodige Luthers aandelige og hjertelige Virk
somhed, at Bonde-Krigen kun blev et overgaaende Uveir og ei
et Jordskælv, hvori rimeligviis Tydskland og Menneske-Livet
vilde fundet sin Undergang.
Dette seer man bedst, ved at forestille sig, hvilken überegne
lig Forskiel det allerede vilde gjort, hvis de to ridderlige Vove
halse: Frands von Sickingen og Ulrich von Hutten, som nu
Begge bortreves i deres bedste Alder, Aar et før Bonde-Krigens
Udbrud, havde oplevet den, og, hvad aldrig kunde feile, blevet
Bøndernes ypperste Ledere. Begge disse ridderlige Sværmere
for Frihed, baade i Aandens og Legemets Verden, havde jub
let ved Luthers Kæmpeskridt, og det havde aabenbar kun
kostet ham et Ord, da han var erklæret bansat og fredløs,
at sætte deres og mange Tusinders Arme i den stormende Be
vægelse for sig, som Hutten s egen Pen saa livagtig beskrev og
bebudede*). Kun den samme skjulte Haand, som dannede Lu
ther til et udvalgt Bedskab, der umuelig kunde tåge «Kiød for
Aand,* og som bortrev de glødende Sværmere, der ei mægtede
at skille dem ad, den samme Aand var det aabenbar ogsaa, der
forhindrede Bonde-Krigen fra i sig selv at blive en stor Begiven
hed; men ligesom denne Forhindring er et stort Vidunder, saa
ledes er Begivenheden selv et Forbud paa den Bonde-Tid,
som nu er iferd med at oprinde, og derfor høist mærkværdig.
Gothe har, som bekiendt, i sin Ungdom stræbt at forevige Goz
som Tydsklands sidste Ridder, men i hans selvgjorte Lovtale,
saavelsom i Bondeleiren, saae man godt, han var kun en Skygge
*) F. v. Sickingens Levnet af Munch. Stuttgardt 1827. U. v. Huttens
Levnet af Wagenseil. Nurnberg 1823.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
