Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266
NII,S BOSSON STURE.
idetmindste de to, Jomfru Karin og den leende Ridder, af de
øvrige tre i Værelset. Jomfruens Kind mistede enhver
Blod-draabe, og hun foldede krampagtigt sine Hænder, medens
Latteren døde paa Ridderens Læber, og en Straale af
Bevidsthed og spændt Opmærksomhed brød frem fra hans øie.
Ungersvenden var heftigt oprørt, og et øieblik rystedes han
og slog ned sit øie, som om han ei ret kunde værge sig for
den Tanke, at han maatte dø en fornedrende Død, uagtet
han vidste med sig selv, at han ikke havde gjort noget, der
fortjente en saadan Ende. Alen dette varede blot et øieblik,
saa slog han sit Øie op og saa sin Herre frit i Ansigtet.
«Et har jeg gjort, som er Straf værdt,» sagde han med
en Stemme, hvis naturlige Velklang snarere øgedes end
formindskedes af den Skjælven, som Vægten af de Ord, som
han vilde komme til at udtale, paatrykte den, »det var, da
jeg mod Deres Vilje forlod Deres Leir og red over til Hr.
Erik, og den Straf, som De for dette vil paalægge mig, skal
jeg underkaste mig . . . Det var ikke blot mit Løfte til den
ædle Jomfru Karin, som tvang mig til dette Ridt, det var
ogsaa mit Haab om derved at faa istand et Forlig mellem Dem,
Hr. Marsk, og Hr. Erik, og for den Sags Skyld maa mit
unge Liv gjerne gaa, hvis De under slige Forhold saa synes
. . . Det er alt, hvad jeg har at sige, nu som tidligere . . .»
Ungersvenden blev taus, og Alarsken tøvede nogle
øie-blikke, ligesom for at give ham Tid til at samle sig og
fortsætte. Da Nils imidlertid forblev taus, tog Alarsken til Orde:
«Hvad du nu har sagt, Nils Bosson, det tilgiver jeg dig
for den gode Hensigts Skyld, men du ved vel, at der er
noget langt værre, som lægges dig til Last, og som du maa
svare for . . . Forræderiet i Harakers Kirke.»
Ynglingen blev luende rød ved dette Ord, og et Vredeslyn
brød frem fra hans aabne, redelige øine. Det saa ud, som
om han oprørtes i sit inderste ved den blotte Tanke paa,
at en saadan Krænkelse af hans Ære kunde udtales.
«Da De sidst tilspurgte mig herom, Hr. Marsk», svarede
han, «saa sagde jeg Dem alt, hvad jeg har at sige. Deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
