Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krogkleven ved Christiania.
Intetsteds paa hele Svangstrandsveien har man den Rigdom af
Naturbilleder saaledes samlet, som ved Krogkleven, en Fjeldvei,
som Naturens Haand har dannet mellem to høie Klipper, der skyde
sig ned mod Tyrifjorden; det er den gamle Vei fra Christiania, igjennem
Krogskoven forbi Sundvolden, en Gjestgivergaard ved Klevens Fod,
som nu er gjort overflødig ved Svangstrandsveien — overflødig for den
Veifarende, men ikke for den Reisende. Fra Sundvolden hæver Fjeldet
sig til en Høide af 1300 Fod. Veien er steil og vanskelig at gaae —
men Anstrengelsen lønner sig ved hvert Skridt man tilbagelægger.
Paa begge Sider af Veien skummer Elven, snart fredeligt gjennem
Smaasteen og Mos, snart støiende og brusende; Granerne kneise mod
Himmelen, og hver Svingning af Veien bringer en ny Skjønhed frem
for Øiet; snart er det Indblikket i den sommerfriske Skov, der
opmuntrer Sindet, snart er det de veirbidte Graner, ined det lange graae
Lavskjæg over Grenene, der bringe En til at fryse. Endelig er Maalet
naaet, man staaer paa Høisletten ved Klevstuen, en Sæter, hvor de
Reisende kunne tage ind, en tarvelig og lidet indbydende Bjælkebolig,
hvor Storstuens Vægge ere som et Album med Hundreder og atter
Hundreder af Navne udskaarne og tegnede paa Plankerne. Man hviler
ud efter den anstrengende halvanden Times Vandring, og da gaaer det
til den egentlige Udsigt, til de to frie Punkter i Krogskovens Udkant,
Kongens og Dronningens Udsigt.
Man vandrer igjennem Skoven, der mange Steder er saa tæt,
at man maa bryde sig Vei igjennem Træerne; man vandrer igjennem
Myret med dets Mangfoldighed af lysegule, aromatiske Molter, og
igjennem Skovsletten med dens talløse hjemlige Blaabærplanter.
Saaledes naaer man Kongens Udsigt, en aaben Plet paa Fjeldets yderste
Tinde, hvor man, omringet af de høie Graner og med en udstrakt
terrasseformet Skov for sine Fødder, seer vidt ud over Norges Indland.
Blank og skinnende ligge Tyrifjorden og Steensfjorden for Ens Fødder,
bag dem udbreder sig Ringerike med dets frodige, lysegrønne Marker
og dets mørke Skove, og langt tilbage i Vest afslutte de sneedækte
Bjerge med Goustafjeld i Midten Horizonten. Der er en Ynde over
hele det umaadelige Landskab, og en venlig Fred, som tryller
Tilskueren fast til Pletten; der er en Kraft i Fjeldet med dets Stene,
dets Skove og dets friske Luft, som vækker Echoet fra Fjeldene
hinsides det milelange Rum og gjør, at Verden nedenfor Ens Fødder
synes at være et yndigt Legetøi, et Tryllebillede, som Huldren har
fremlokket ved sin Sang — en Drøm, der ikke rigtigt passer i disse
alvorlige Omgivelser.
Nedstigningen ad Kleven er baade lettere og smukkere end
Opstigningen; den Vei, der før tog halvanden Time, tilbagelægges i et
godt Kvarteer, thi man maa løbe og springe for ikke at snuble paa
den steile Vei, og hvergang man nu naaer en Dreining, der aabner
Udsigt over Slettelandet, seer man den samme herlige Natur, som
oppe fra, men bestandigt nærmere, bestandigt mere og mere
indskrænket, bestandigt tydeligere. Fortryllelsen hæves, og man mærker, at
Fjeldet kun er den værnende Vold, der freder om det deilige Land,
ikke den raae Kraft, som indeslutter og begrændser det.
Veblungsnæs i Romsdalen.
En halv Miils Vei fra det i forrige Hefte afbildede Gj.estgiversted
Aak i Romsdalen ligger den lille Flække Veblungsnæs ved
Bredderne af Isefjorden, som den Deel af Fjorden kaldes. Naar man lader
sig sætte over denne til Thorvik, faaer man et herligt Panorama af
alle Romsdalens og Omegnens kæmpemæssige Bjergtinder. Tilhøire
Isterdalen med Søstritinderne; ligefor Romsdalen med Hornet,
Troldtinderne og Vengistinderne8 hvide Bræer, og tilvenstre Hjertet af den
med bratte Fjelde kantede Isefjord. Mest henrivende er Udsigten,
naar det lakker mod Kveld, og det snevre Pas aabner sig for det vide,
henrivende Dalføre, der strækker sig ned til Moldefjorden. Solen
synker mod Nordhavet bag de fjerne Fjelde hinsides Fjorden; en
gylden Ring ligger henover Bjergtoppene, og Vengis- og Søstritindernes
høie Sneemarker rødme elskovsfuldt i den synkende Sols sidste Straalekys.
En eenlig Tiur haster gjennem Luften til sin Rede; Skumring hviler
over Dalen. Naar nu Fuglene tie og Vindene hvile, bliver det saa stille,
at kun den fjerne Brusen af Fos og Elv gaaer med en hviskende
Susen gjennem Luften, som Erindringernes drømmende Tonefald.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
