Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
d. 1810). Det var gennem denne mands lærervirksomhed ved univer
sitetet i Upsala, at den idealistiske filosofi fik indgang i Sverig og
stødet blev givet til den nationale filosofiske retning. Ikke blot
Höijer, men også Biberg og Grubbe modtog fra ham den første væk
kelse til filosofisk forsken. Han bar givet det første udkast til den
etbisk-relieiøse verdensanskuelse, der senere fuldendes af de to sidst-
O 7
nævnte forskere og Boström.*)
Medens Boetbius er enig med Kant i, at fornuften ikke tbeore
tisk kan nå det absolute, lægger ban mere end Kant vægten på, at
den fordrer harmoni i vort væsen. Denne tanke om harmoni, om det
åndelige liv som en ideel organisme, er jo som vi allerede have
set den svenske filosofis alfa og omega. Boetbius føres ved den
ud over den Kantiske modsætning mellem tbeori og praxis, mellem for
nuft og følelse. Han søger at give en genetisk forklaring af det katego
riske imperativ ved at so det som form og udtryk for tankens selvvirk
somhed, af hvilken al lov og al harmoni udspringer. Han føres derved til
en sammensmeltning af Kant’s ethik og den græske, idet ban stiller den
antike beundring for det sædelig skönne (tö KCthov, honestum) sammen
med Kant’s lære om agtelsen for foruuftloven. Tillige opfattede ban det
etbiske som i sin sidste grund ét med det religiøse, sædeligheden som
”et liv i Gud”.
Den egenlige bovedrepræsentant for den Kant-Ficbte’ske retning
i Sverig, og i det bele en af de betydeligste svenske filosofer, er Ben
jamin Höijer (f. 1767, d. 1812). Han var, ligesom Tborild, en ivrig
frihedsmand, og da ban havde sluttet sig til en litterær klub i Upsala,
som kaldtes ”Juntan”, og som blev beskyldt for jakobinisme, led ban
på grund af ”skuggrädslan bos Gustaf IV Adolf” en række ydmygel
ser og tilsidesættelser og blev først ansat som professor efter denne
konges afsættelse, men kort efter faldt ban i en sygdom, hvis følger
ban ikke forvandt.
”Höijer var”, siger prof. Nyblæus (I, 2 p. 351), ”en af disse over
legne naturer, der føle sig kaldede til at give love i erkendelsens
verden for den øvrige menneskehed. Med den overlegne in
telligens og den stærke selvfølelse (som dog overskred tilbørligbcdens
grænser) forenede sig bos barn et uforfærdet mod, de]’ ikke betænkte
sig på at drage konsekvenserne af de grundsætninger, som ban anså
for rette, og en fast vilje, der ikke trættedes i bestræbelsen for at nå
det mål, ban havde sat sig. Betegnende for ham i den første hen
seende er et svar, som han skal have givet en velmenende person,
*) Af interesse for den almindelige litteraturs historie er følgende bemærkning af
prof. Nyblæus (I, 2 p. 236): ”Utan den djupa sedliga anda, som utgick ifrån en
Boethius, en Biberg, en Grubbe och Boström, skulle säkerligen icke ens Geijer kunnat
bilda en tillräcklig motvigt emot det upplösande moment, som låg i ”fosforisternas”
naturalism.’’
48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
