Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MONTESODIEU I HOLBERg’s OG THORILD’s OMDOMME.
mening om Montesquieu i de aldeles enevældig men næsten patriar
kalsk styrede kongeriger Danmark og Norge.
»Den politiske Kandestøber’s forfatter var langt fra at være
hvad vi vilde kalde frisindet i sin »statsretlige og politiske syns
måde». Denne hans synsmåde er gjort til formål for en grundig og
udførlig granskning i et af ”det filosofiske fakultets festskrifter”
(København 1879) af professor E. Holm, som ingenlunde for strængt
bedømmer Holberg’s yderlige konservativisme, når han siger om denne,
at han »forveksler politisk übevægelighed med politisk fasthed», og
når han fremdrager som særlig betegnende den ytring, Holberg lader
falde i sin Danmarks-historie med hensyn til forfatnings-ændringen
1660: at den kongelige trone da »blev således grundfæstet, at den
kunde stå imod al storm og anstød til evig tid übevægelig». Professor
Holm er sammesteds (s. 37) snarere for mild end for stræng, når han
nöjes med at pege på, at Holberg i sin ideale statsforfatning, uæm
lig Potuanerne’s (”Niels Klims Reise”, 7de kapitel), lader ingen lov i
Potu i hele fem hundrede år lide mindste forandring, men derimod
ikke peger på det i dette tilfælde endnu mer betegnende: at dér har
regenthusets arvefølge i lige linje vedligeholdt sig i hele tusende år,
iagttages endnu nøjagtig, og sandsynligvis stedse vil forblive uforan
dret. Forbilledet for den fyrstelige arvefølge i ideal-staten Potu er
næmlig åbenbart ingen anden end den, som i virkeligheden fandtes
i Danmark-Norge, og som dengang endog af mange ellers klarsynede
og udmærkede mænd betragtedes noget nær som en guddommelig
indstiftelse. »Har den dansk-norske enevælde i raagtfylde så godt
som været enestående i Europa, så har ærefrygten for kongerne sik
kert ingensteds lagt sig for dagen i en mere til formelig tilbedelse
grænsende form» (E. Holm, s. 12). Derom vidner ikke mindst den
tids festtaler ved det universitet, til hvis lærere Holberg hørte; og
af hensyn til den rette opfattelse af dennes dom om Montesquieu’s
i sine konsekvenser republikanske grundsætninger må det ikke over
ses, at Københavns universitet ikke ødslede mindst med kougefor
gudende smiger, og at den ellers i så mange andre henseender for
domsfrie Holberg selv åndede ligesom i en sky af hin tids »af bare
religiøsitet næsten til det blasfemiske gående royalisme» (E. Holm,
s. 16). At Holberg også i ”Den politiske Kandestøber” (1722) har
villet latterliggøre selve den republikanske styrelsesform foruden
statsraændene »udi egen indbildning», komiske typer som Herman
von Bremenfeld og hans »Collegium politieum», hvorved komedien
får sit blivende værd, uden hensyn til tid eller sted —, det er en
antagelse, man fristes til at gøre, når man lægger mærke til, at digt
eren til sin skueplads vælger netop en republik som Hamborg, hvor
borgernes om end overdrevne interesse for statssager skulde
synes naturligere end i lande med mindre frie forfatninger. Man
765
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
