Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE SVENSKE DIALEKTER.
löst ug + stemmelydende Hg. En lignende udtale som den førstnævnte
må have existeret i ældre engelsk; nu er blot n tilbage: knife udt. ncaf.
Ved s-lydene bemærke vi tilböielighedcn til y eller andre SCll-lyd
i forbindelserne sl sm Sil st SV; også i østnorsk lindes §lå. Dette sva
rer til den tydske overgang fra det gamle slagan til SChlagen; SCll er
beslægtet med y. I Jæmtland findes endog flssj = /zy, ligeså i norsk
Østerdalen; dette svarer til tydsk Fiscll, eng. flsll af det gamle fisk.
Ved r er at mærke, at den normale »dentale» udtale (»med tung
spetsen lyftad mot tandrötterna») r er den almindelige i störsteparten
af Sverige og Norge, ligesom den overhovedet må ansees for den op
rindelige i de germaniske sprog. Det »gutturale» eller rettere uvulære,
med drøvelen dannede k findes i Sydsverige og betegner tilnærmelsen
til dansk, ligesom væsentlig den samme udtale findes i det sydvestlige
Norge, der også ellers har en daniserende udtale. For en stor del
findes k i byerne f. ex. Stavanger og Bergen, men r i omegnen; ligeså
en varietet af k i de danske byer, medens der både på Sjælland og i
Jylland finnes et meget kraftigt dentalt r. Den »skarrende» (sv. »skor
rande») udtale er således almindelig opstået som forfinelse, men kan
også udvikle sig spontant som individuel feil og derpå udbrede sig
videre. Man kan i norske bygder, hvor det rene dentale r hersker,
höre enkelte personer udtale et mere eller mindre fuldkommet k. Det
samme har jeg bemærket hos enkelte individer i Italien, hvor ellers
som bekjendt det dentale r opnår sin störste fuldkommenhed. Noget
sådant kan måske have været årsagen i Hardanger, hvor man nu horer
et meget kraftigt uvulært a-, næsten som det franske: hatiday’guh.
Andende g som islandsk (nygræsk y) findes i Jämtland i former
som slcof skog, oldn. skdgr, senere skogher. Denne udtale synes i
middelalderen at have været udbredt over hele Skandinavien, og findes
endnu desuden i dansk: dop dog, daf dag. Det jæmtske slcof er stam
formen til det östnorske skan, skou (skdu), ligesom daf i danske dia
lekter bliver daw; jfr. eng. dawn. I almindelighed er åndende g lige
som åndende d både i svensk og norsk bleven stum: go da f. god dag;
i mange af de mest brugte ord også i dansk: go da.
De skånske mål nærme sig ikke alene i udtalen af r, men også
i andre ting til dansk, således i overgangen fra hårde til blöde konso
nanter (men ikke åndende som i dansk); ghiba gripa, pegon pojken, d.
pogen; den samme udtale findes i det sydvestlige Norge langs kysten
omtrent fra Eisör til Stavanger!]orden.
345
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
