Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EXPERIMENTEL GEOLOGI.
gruberne, hvor kullenes aflösningsflader er paralelle med de större dis
lokationslinier, fra de ertsforende gange i Cornwall o. a. st., der også
er paralelle med de store brudlinier i landskabet, o. s. v. Men også
de aflosningsiætninger, som selv eruptiverne opviser, synes ham for en
stor del utvivlsomt at stå i forbindelse med de andre brudretninger;
der er ofte her ingen synlig revne, intet virkeligt spring tilstede; rnen
der er altid visse paralelretninger, hvori stenbryderen sætter kilerne forat
få udsprængt sine blokke, retninger, hvori brudmodstanden er liden,
»virtuelle» spring, som Daubrée kalder dem i modsætning til de synlige.
Videre påvises, hvordan også i naturen gjerne to sæt af brudlinier
står nogenlunde lodrette på hinanden, både ved ertsgange og ved massi
vernes og andre bergarters aflåsninger, og Daubrée mener, at disse to
systemer som oftest er nogetnær samtidige, uden dög derfor at påstå,
at så altid skulde være tilfældet. At vinkelen ikke altid er ret eller
nær en ret, kan komme deraf, at bergartens masse ikke er homogen,
og af, at kræfternes störrelse var ulige i de forskjellige dele.
Man har ment, at dislokationen selv er kommen istand efter åbnin
gen af brudlinien, og at den altid skulde ske efter den såkaldte »Schmidt
ske regel», blot følgende tyngdens love. Hyppig er dog det modsatte
tilfældet, og der gives flere steder næsten aldeles horisontale disloka
tionslinier, hvor altså fkke tyngden kan have spillet nogen rolle under
forskyvningen. Speilende sletter med horisontale glidningsmærker viser
også hyppig, at det i al fald i mange tilfælde er sidetryk, og da rime
ligvis den samme kraft, som har frembragt brudlinien, der også bar
forvoldt dislokationen. Kun på denne måde kan man forklare sig mange
uregelmæssigheder i bergarternes lagningsforholde, som f. ex. den store
dislokation i kuldistriktet i det nordlige Frankrig og Belgien, hvor på
en lang strækning ældre bergarter, tilhorende Devou, ligger over de yngre,
kulförende. Man har her en næsten horisontal brudlinie, der strækker
sig over mere end 200 kilometer.
Når under bergarternes foldning deres elasticitets-grænse overskri
des, så vil det ikke være vanskeligt at, forstå, at, som af mange geologer
også för fremholdt, og her ved experimenter vist, spring eller brudlinier
og ledsagende dislokationer fremkommer. Men også, hvor bergarterne
ligger næsten horisontale og ikke synes at have været udsat for nogen
voldsom, foldende kraft, er brudlinier og dislokationer hyppige. Ser
man her nöiere til, synes det at være utvivlsomt, at lagene i flere så
danne egne har været udsat for en afböiuing til siden, en vridning, der
567
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
