Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KOGLE SIDER AF HOLBERGS KORKATTERVIUKSOMII Kl).
Det var endelig i skarp motsætning til det syttende århundredes
statskirkevæsen, at han ivrig forte ordet for religionsfrihed. Han på
står, at samvittighedstvang og religionsforfölgelse »stride ikke alene
imod kristendom, men endog imod humanitet .... og at vige fra
dette princip var ikke andet end at underminere religionen». Han næg
ter bestemt, at »differente religioner kan ikke consistere med et lands
fred og rolighed.» Vistnok fandt han det naturligt, at statsmagten
modsatte sig sådanne religioner og sekter, der kunde antages at ville
blive staten farlige, og han har som andre frisindede protestanter i
hin tid været i tvivl, om ikke katholicismen på grund af sin lære om
pavens overhöjhed var faretruende for en stærk statsmagt; men hans
frihedssind ender dog med at få bugt med hans betænkeligheder i så
henseende. Derimod vilde han ikke tåle dem, der spottede over religi
onen. »Et», sagde han, »er at skrive imod religionen, et andet er at
drive spot dermed. Det förste kan ske udi et oprigtigt skjönt vild
farende forsæt, det andet derimod er bevis på kådhed, ondskab og
ugudelighed. Man må corrigere vildfarende mennesker med forma
ninger, men bespottere med ris og svöbe. Dette sker dog ikke, thi man
pidsker, fængsler og excommunicerer de förste, men lader de sidste
passere beaux exprits.»
Også på det politiske område mærker man i Holbergs standpunkt
overgangen imellem to tider. Han var så trofast en tilhænger af ene
vælden som nogen af Frederik d. 3’s og Kristian d. s’s samtidige, og han
kom i stærk bevægelse, fordi man mente, at Montesquieu i sit skrift
IJesprit des lois havde opfattet enevælden som faldende sammen med
despotismen; men han holdt sig fri for den traditionelle frastödende
smiger, der i hin tid plejede at plette enhver henvendelse til fyr
sterne. I hans tilegnelse til Frederik d. 5 af hans oversættelse af He
rodian, ser man et sprog, på en gang så varmt og tillige naturligt, at
det viser royalismen i dens smukkeste skikkelse. Ulige vigtigere er
det dog, at han, stöttende sig til naturretten, bortkastede den gamle
lære om kongedömmet som Guds umiddelbare indstiftelse. Gud, mente
han, havde vistnok givet mennesket en naturlig rets f oleise, i hvilken
de sædelige og borgerlige forhold havde deres grundlag, men det var
på en frivillig sammenslutning af menneskene i den naturlige frihed,
at staternes dannelse beroede, og det var en beskikkelse fra folkets
side, der lå til grund for fyrstemagten. Når han holdt på enevælden,
var det kun, fordi han mente, at den var en nyttigere forfatning end
609
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
