Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O. A. CORNELIUSSEN.
den eneste mulige forklaring er den, at de oprindelige lerskifre ved
tryk og bevægelser opspaltedes, tildels brödes rent itu og opbladedes,
hvorpå granitisk materiale fra dybet sivede ind i alle fuger og spalter
og dannede gneisen, der således kom til at omslutte de ikke opbladede
lerskiferstykker. Man iagttager her også, hvordan granitmaterialet i
de allerfineste rids går over til bare at bestå af kvarts. Også kvartsrige
lerskifre er så almindelig forbundet med sådan gneis, at den slutning
ligger nær, at også disse skyldes det granitiske magmas tilböielighed
til at udskyde kiselsyre.
De såkaldte »porfyroider» skyldes visselig også substanstilförsel fra
dybet, der gjennemtrengte forhåndenværende sediment, omvandlede det,
tildels omsmeltede det. Ofte optræder de i ganske afsondrede partier
ligesom kvartslindser i lerskifer; de kan jo ikke oprindelig være afsatte
på denne måde. Såvel dette som deres hyppige forekomst sammen
med brudstykkebergarter (breccier) tyder på en sådan oprindelse. De
af vand transporterede brudstykker er ikke skarpkantede, de må enten
være en blot lokal ophobning, eller de er opståede ved mekaniske
skiktforstyrrelser i faste og spröde bergarter, er rivningsbreccier. I
sidste tilfælde er jo eruptivmaterialers forekomst sammen dermed let
forklarligt, thi det trængte op ad de samme veie, som åbnedes ved
bergspaltningen.
Men gneis og andre båndstribede bergarter behöver ikke engang at
være dannet ved granitmateriales indsivning i sedimentære lag; at de
i virkeligheden kan være rene eruptiver, viser en over 50 fod mægtig
gang i Böhmerwald. Denne viser ikke mindre end 8 gange vexlende
bånd af typisk granit, gneis, flasrig porfyr, felsitskifer eller »hälleflint»
og porfyro’ider. Dette skulde jo på det klareste tyde på lagning; men
det er dog en utvivlsom gang, thi den sætter lodret op gjennem de
vandrette glimmerskifre. De zonale forskjelligheder kan her vistnok
kun forklares ved små parallelforskyvninger inden den stivnende masse.
Således kan utvivlsomt porfyroider, gneiscr, ja visselig endogså
glimmerskifer og lerglimmerskifer opstå af egte, kanske oprindelig ikke
engang stribede eruptiver ved dislokationsmctamorfoscr. »Eruptiv
masserne viser sig at optræde bergartdannende i langt mere brogede
forholde end sedimenterne; de kan endog antage disses eiendommclige
form, skiktningen, ligesom de ved sine tuffe endog bliver til virkelig
skiktede, sedimentære lag. Langt mere indskrænket er de forbolde,
hvori det klastiske sedimentære detritus forekommer. Hvor man erkjender
328
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
