Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARIA SOLTER.
Det kan siges, at hun lagde större vægt på pligterne mod næsten
end på pligterne mod Gud. Mr Tryant kunde aldrig tro andet, end at
hans synd mod Lucy, hvis liv han havde lagt öde, var större end hans
synd mod Gud. Efter hendes opfattelse burde pligterne mod Gud
og mod næsten aldrig kunne komme i strid; men gudsforholdet var
hende for helligt til at der kunde opstilles love derfor, det måtte være
ethvert menneskes frie indre ofring.
Hun siger i et af sine breve: »Hovedtendensen i mine höger
uden hvilken jeg ikke vilde have önsket at skrive fremstillinger af
menneskelivet er den slutning, at det broderskab mellem mand og
mand, som har været årsag til social og moralsk udvikling, afhænger
ikke af forestillinger om det, som er udenfor mennesket (what is not
man) og at gudsbegrebet, for så vidt som det har havt nogen höj
åndelig indflydelse, er idealet af godhed, som en ganske menneskelig,
en forherligelse af det menneskelige.»
Lewes’ död kan med sandhed siges at have været begyndelsen til
hendes egen; i over et år var hun som lammet og levede længe kun
et mekanisk liv; hun beskæftigede sig derefter kun med, hvad der
vedkom den afdöde, besørgede udgivelsen af hans sidste arbejder,
rettede korrekturen og förte den korrespondance, som disse forretninger
krævede. Desuden fattede hun straks den beslutning at rejse ham et
minde, »der kunde være et slags forlængelse af hans liv», ved at stifte
et legat for at understötte unge mænd og kvinder, der vare kvalificerede
til fysiologiske forskninger, men som ikke havde råd dertil. »At der
således, fordi han havde levet, altid skulde være nogen, der arbejdede,
som han holdt af at arbejde», det var det minde om ham, der stemmede
bedst overens med hendes fölelse. Et sådant legat, der bærer hans navn,
blev stiftet, og den förste til at nyde godt deraf blev valgt i löbet af
det förste år efter hans död.
I dette år havde hun med ganske få undtagelser kun modtaget
dem, som ovennævnte beskæftigelser gjorde det nødvendigt for hende
at tale med. Iblandt de få, hun ellers modtog, var hendes og Mr
Lewes’ mangeårige venner Mr Cross og hans söstre ; de havde mistet deres
moder, hvem George Eliot satte megen pris på, samme uge, som Lewes
var död. De boede hinanden temmelig nær og den fælles sorg gjorde,
at hun hellere så dem end mange andre, som gærne vilde vise hende
deltagelse. 1 april skriver hun til Miss Cross: »Uden Eders ömhed tror
jeg ikke, det vilde have været mig muligt at modtage denne forunderlige
310
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
