Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andet Tioornm 11. iiejtrøbe (iapitd.
238
meer og meer. Han fortsatte imidlertid Reisen til Karlskrona, men Tvimmellied og
Brcekning forfulgte ham bestandigen. Da Kongen fik sifterretning om Prindsens
Sygdom, sendte han sin Liumcdicus Nossi til ham; men Prindsens Tilstand for
vcrrredes, og gik endog undertiden over til en vis Grad af Ejcelsvildelsc, der mcrr^
keligcn viistc sig ved hans sorste Mode med Vrodcrcn, som fandt Sted i Namlosa.
Han kjcndte ikke sin Broder igjen, men spurgte med hvem han havde den Wre at
tale^). Imidlertid hcevede Glcedcn over Modet med en elsket Broder endnu hans
SM til muntre Folelscr, og dan tilbragte nogle lykkelige Timer i sin Broders Sel
skab, hvorhos han dog meddcelte ham sine sorgelige Anelser, hvis Ugrund Broderen
forgjcrves sogte at bekjcempe. Den 28de Mai reiste Brodrene til Helsingborg, hvor
de toge en sorgelig Afsked med hinanden. begge anendc, at dette Mode var deres
sidste, og Hertugen af Angustenborg vendte tilbage til Kjobenhaon.
Efterat Prindsen bavde nyt en tarvelig Frokost"), ilcde han til Qvidingehede,
for at lade "de der ovstillede Mornerstc Husarer passere Revue. Han tog imidlertid
ingen Dccl i Commandoen, som overlodes Regimentets Oberst. Prindsen bcfandt
fig midt for den venstre Floi af Regimentet, og Oberstlieutcnant Holst kun nogle
Tklidt bag ham. Prindsen blev af Ordonnantsofficiercn underrettet om, at Regi
mentet skulde gjorc en Attaque, og han blev anmodet om at stille sig ved en af
Floiene, for at kunne oversee Regimentets Evolutiouer. For at esterkomme dette Vink
ilede han til den venstre Floi i Gallop ; men neppe havdc han redet et Par hundrede
Alen, for Hatten faldt af ham, som hans anden Ordonantsofficier, Ritmester Var
nekov, optog og leverede barn. Men efter et kort Nidt bcgyndte Prindsen at vakle,
og han faldt baglcends af Hesten, hvorefter den gallopperede afsted uden Rytter, uden
at nogen anden Aarsag knndc opdages til Prindsens Fald end Svimmelhet) og Mathcd,
som lod ham tabc Ligevcegten. Oberstlieutenant Holst, der var Prindscn ncrrmest,
ilede ham til Hjcrlp, og strax efter Flere af Prindsens Suite og af de i Ncerheden
vcerende Officierer. Men Prindsen fandtes uden Livstegn liggende paa Ryggen.
Fra det noermeste Huus, Qvidinge Prcestegaard, bragtcs en Seng, hvori Prindsen
tagdes og båres md i Huset, men alle de Midler, som anvendtes af de tilstedeværende
Lager, der vare Livlcrgen Rossi behjcelpclige, vare frugteslose. Dodens sikkre Tegn
indfandt sig — Prindsen vaagnede ikke meer til Livet. >Mdc Mai 1810^
Der skredes dcrpaa til Ligets Underssgelse , hvilken dog efter den almindelige
Mening foretoges med en Skjodesloshed, der siden tjente til en Stotte for en
skrackkelig, ffjont vist nok ugrundet. Mistanke og de meest nedslaaende Rygter om
Prindsens Forgiftelse. Der fandtes, hedte det, tre til fire Gryn^) saa store som
Sandkorn" i den Dodcs Mave, nden at man havde analyseret disse Bestanddele,
eller givet nogen beroligende Oplysning om Udfaldet af Eynsforretningen. Kun i
almindelige Udtryk tilskrevcs Prindsens Dod et apoplektisk Tilfcelde. Men til denne
’) 1^ I Namlssa ytrede Prindsen, som i den senere Tid oftere til sine Fol’tn’ligc havde
hentydet til, at haus Liv ci blev langt, til sin Adjutant Forsell: "De mange betym-
ringsfnlde Natter, jeg tilbragte det sidstc Aar i Norge, har sikkert gnmdlagt denne
Sygdom." Tchintcl V. 170.^1
Nogle paastaae dog, at han havdc taget en stcerk Frokost.
°) vistnok saarc uskyldige Gryn" spille en stor Nolle i denne Obduclioushistorie,
og omtales as alle Forfattere; men Tchintcl-Bergman (V. 225) er dog den eneste,
Utg. betjendt, som har sundet, ai de vare l,vide" (Arscnit altsaa?). Ved Godhcd as
Liumedicns Dr. Liljcwalch. Hon af en af Obdilccuterne, har Udg. h>N’t Anledning til
at gjeuncmlcese samtlige Actstylker vedkommende Prindseuo Dod og Obdnction, og de
cfterlade det Indlryr, at Tbdnctioncn eftcr Oiustcendighed^rnc var sorsuarlig og dens
Resultat übetinget rigtig, samt at Berzelius’s Udscettciser derved robe en sergelig Paa-
virkning af den almiudelige Gjcering. Den eneste Daddel, som lunde have nogen
Grund, maatte vcere, at dcr iledcs formcget mrd Obductionen, bvortil Kongen sendte
fra Ttockholm, der tom for scent; men havde Mistanken tiet, om Nosn bavde
ladet Liget wrraadne?^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
