- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XIX. Tromsø Amt. Første del (1899) /
117

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

HAVET, EJORDE <>(’, HAVNE.

117

delt i mindre tinder, hvoraf den sydligste synes ganske isoleret.
Nordligst paa Ribbenest) vil Mulens eller Breiviksmulens høie,
sorte og steile fjelde skille sig tydeligt fra indlandet; det paa
Ringvasø beliggende høie Snefjeld, og de søndenfor og østenfor
liggende næsten stedse snedækte og takkede Skidgamtinder vil
være kjen delige.

Vest ud for Sydfuglø dannes den nordligste odde af Grntøs
nordspidse, og over og imellem denne øs fjeldrygge vil sees Alangen
og Rosmaalen, meget kjendelige fjelde paa den nordligste Kvalø.

Kvaløs, som Vannøs nordligste fjelde er lodrette mod havet
med en flad ryg med smaa forhøininger. Ved dette udseende
afgiver disse fjelde god landkjending.

Alangstinderne paa Kvalø er høie og spidse, og sneen ligger
næsten hvert aar.

Østenfor Kvalø imellem denne og Vannø ligger Helgø med
sin vestre bratte tind, Hornet. Seet nordenfra vil
Skulgamtin-derne og snefjeldet paa Ringvasø vise sig over Helgø.

Landkjendingen af kysten fra en længere afstand ud i havet
vil blive vanskelig: Fastlandet, livor de høieste fjelde i regelen
ikke overstiger 1200 til 1500 meter, ligger længst fjernet fra den
yderste skjærgaard. Skjærgaarden dannes igjen af en række øer
med fjelde fra 700 til 1 100 meters høide, der overalt udfylder
forgrunden ; de høiere fastlandsfjelde vil hæve sig saa lidet over
de udenfor liggende øer og fjelde, at de vanskeligen kan
kjendes, og i kortere afstand aldeles skjules af disse.

Øerne, der udenfor fastlandet har høie og kjendelige
punkter, naar de sees i nærheden, vil i betydelig afstand sees som
en uordentlig hob spidse tinder. Det bliver da de brede fjorde
og indløb, som skafter støttepunkter i gisningen.

Andenes og Nordkvaløs nordspidse ligger saa langt ud fra
den indre kyst, at de med tydelighed vil kunne adskilles fra denne.

Nordenfor fra Kvalø til Sørø er der flere fjelde, som er
kjendelige tilhavs, og fjordene er bredere og skjærer ret ind i landet,
hvorved de med mere bestemthed kan skjelnes.

Vestligt ligger Vannø, hvis nordende danner de bratte
fjeldvægge Bratnæringen og Jejsnæringen, eller som de i almindelighed
med ét navn kaldes Vannæringen, hvis øverste flade har en svag
heldning mod nord. Vannøs fjeldkjæde deler sig i den nordre
og den søndre; den sidste danner boie alpetinder, af hvilke
Vantinden og Vankisten naar til henimod 1250 m.s høide. Til
sikkerhed ved kjendingen tjener ogsaa Sydfuglø.

Imellem Vannø og den vestenfor liggende Kvalø er Helgø
baggrunden med en næsten flad fjeldryg, hvis vestre tinde er den
ovennævnte Hornet. Over Helgø, seet nordenfra, vil endnu vise
sig de omtalte fjelde Skulgamtinderne og Snefjeldet paa Ringvasø.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:51:15 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/19-1/0133.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free