Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TJiOMSO AMT.
Tromso for at tilse sine skatte, som han mocl finnernes sædvane
har dristet sig til at anbringe der. Ellers pleier de almindeligvis
at nedgrave sine penge inde i fjeldene, og modtager derfor helst
sølvpenge.
Denne nedgravning af penge er imidlertid nu for største
delen ophort.
Amtmand Blom skriver: Jeg kan ei tænke mig hæsligere
former end tvende lapkvinders, som jeg saa, den ene i
Num-medalen, den anden paa Bentsjord i Senjen.
Sjøfinnerne er i det hele lidet imødekommende;
oberstløitnant Bang skriver :
Jeg fik her først gjøre rigtig bekjendtskab med sjøfinnerne,
der mødte mig med en vranghed og uforskammethed, hvis mage
jeg aldrig for, men rigtignok ofte senere har truffet, hvor
jeg-har været saa uheldig at behøve deres hjælp.
Begjærlighed efter brændevin udmærker finnen som alle
andre vilde eller halvvilde folkeslag, især i nordlige luftstrøg.
Strengespil er blandt finnerne en ukjendt ting, ligesom de
overhovedet aldrig synes at have kjendt til musikalske
instrumenter af noget slags. Med poesi og musik er det i det hele
smaat hos finnerne.
luoigingen, den nationale finske skaldekunst, kan kun i høist
uegentlig forstand henregnes til digtning og sang, og vidner ialfald
ikke om store poetiske eller musikalske anlæg hos folket ; i saa
henseende danner finnen en modsætning til sine kvænske
stam-beslægtede med deres rige poetiske folkedigtning. I korte,
ensformige strofer uden rim og med samme ensformighed i tonen
besynger finnen i sin juoigen alt, hvad der i øieblikket falder
ham i tanker eller kommer ham for oie.
Da jnmno-en var den fonn, hvorunder de hedenske finner
fremsagde sine trylleord og afsang sine offersange ved
afguds-tjenesterne, kom den ved kristendommens indførelse i vanry som
noget vanhelligt og stygt, hvorfor den nu for tiden sjelden hores:
men i al hemmelighed dyrkes dog endnu den ædle kunst blandt
Pohjolas halvvilde born (efter Qvigstad og Sandberg).
I det folgende hidsættes nogle uddrag af professor Friis’
ytringer 0111 finnerne. Hans opfatning af dette folk var i det
hele velvillig, og en karakteristik af finnerne kommer vel bedst
istand ved at hidsætte forskjellige forfatteres ytringer om dem:
Den almindeligste forestilling synes at være den, at finnerne
ikke blot er et yderst svagt folk, men en befolkning, der har
været og er aftagende, en uddøende race . I en ligefrem
styrkeprøve vil finnen i almindelighed komme tilkort mod
nordmanden og kvænen, men paa den anden side tør det vel hænde,
at finnen kan vise sig ligesaa kjæk til at udsætte sig for livsfare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
