Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BK FOLKNING.
397
deren af Valdres kastede sig da ud af sengen og tog flugten, og
hver søgte at komme afsted som han bedst kunde.
Ridderen af Valdres og hans vaabendragere, som havde skilt
sig fra de andre, blev forfulgt af hele den fiendtlige hob. Ridderen
kom til et svælg mellem 2 steile klipper, som stod 6 til 7 alen
fra hinanden ; gjennem svælget løb en strid strøm eller aa, 20 favne
under den øverste kant af klippen. Her kastede han sig af hesten
og sprang i fuld rustning over svælget og kom lykkelig over.
Hans vaabendrager vovede ogsaa spranget, men han faldt
ned i svælget og druknede, eller han blev, som andre fortæller
det, af sin herre, valdresridderen, stødt ud i svælget for at
afskrække forfølgerne fra at vove spranget. Ridderen af Sandbu
vendte tilbage. Stedet, hvor ridderen satte over svælget, blev kaldt
Ridderspranget og kaldes endnu saa.
Her er dette sagn meddelt forkortet efter Schøning, og Hiorthøy
beretter sagnet omtrent ligedan. Ivar Kleiven har i sin bog «I
gamle Daagaa» forsøgt en tidsbestemmelse og angiver navne paa
ridderne og føier en kjærlighedshistorie til.
Paa Eggemoen, hvor Hadeland og Ringerike støder sammen,
staar en runesten, 5 fod 4-Vs tomme høi, 6 tommer tyk og nederst
1 fod 3 tommer bred. Sagnet lader denne sten være opreist som
grændsesten af kong Hande paa Hadeland og kong Hring paa
Ringerike, som begge var kong Nors sønnesønner, til
grændse-mærke mellem deres riger.
Denne sten er nu i universitetets oldsamling. Der er flere
runeindskrifter paa den, som senere omtalt. En af indskrifterne
lyder saaledes: Her er landemærket fra øst i Langefossen.
Solbergfruen. Paa gaarden Solberg i Gausdal boede en fornem
frue, og paa Skondalsfjeldet boede en anden, Skondalsfruen. De
to fruer laa i heftig strid, fordi Solbergfruen engang havde ladet
sine folk stjæle en gris fra Skondalsfruen. En af deres folk blev
ved denne leilighed slaaet ihjel og blev begravet paa det sted.
hvor mordet skede. Solbergfruen blev ved dom paalagt at
fralægge sig tyveriet ved ed. Hun aflagde denne, men skal siden
have sagt: «Flesket smagte godt, men eden var ond at gjøre.»
Skondalsfruen stod i saadan agtelse hos stedets præst paa
den tid, at der aldrig blev ringet sammen ved kirken, før hun
saae^ i Kievebakken.
Nøglepiger. Forbud mod præsters ægteskab i den katolske tid
blev, efter professor L. L. Daae, altid omgaaet. Præsterne holdt
altid deier, raadskvinder eller følgekoner, der i virkeligheden var
at betragte som hustruer i et slags borgerligt ægteskab. En saadan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
