Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fra dette punkt af mindst 200 fod lavere ud, end det virkelig er.
Den elv, der förer fossens vande ned til hovedelven, er en rivende
ström, som ved öer af stenblokke deles i flere småarme. Den
övre del af dalen, som går adskillige engelske mile videre ovenfor
fossen, er utilgjængelig.
En fodsti förer i zigzag op på plateauet ovenfor faldet. Dette
er en stor vidde, som kaldes Vettesmarken, og derfra hæver der
sig tinder, fra hvilke der skal være gode udsigter til
Horungtin-dernes dystre bergkjæde. Jeg må også bemærke, at stien er
begyndelsen af en ridevei fra Yette til Gelle. I Vettesmarken er
der flere sætre, og ved en af dem er der en bro over den elv,
som danner faldet. Denne elv — ikke andet end en fjeldbæk,
hvad störreisen angår — bruser afsted over mange små
forhindringer igjennem en skov af birk og furu. Ved mundingen eller
kanten, hvor den styrter sig ned, kan bredden neppe være over
7 alen, men den er temmelig dyb. Når man skuer ned fra dette
punkt, forbauses man over den overordentlige vildbed i
bergfor-merne omkring, eller rettere sagt nedenfor brinken af vandfaldet;
og dalen selv er ikke den mindst storartede del af maleriet, ti
på den modsatte side er styrtningerne næsten som mure ät se til,
man har også næsten lige foran sig en kaskade, som styrter sig
ned i en række af lange hvide fald, og som i hvilketsomhelst
land undtagen Norge vilde trække en ström af turister bid om
sommeren.
Havde veiret været godt, (det regnede hele tiden, mens jeg
var på plateauet), og jeg ikke havde havt temmelig knap tid for
at nå et dampskib, skulde jeg have havt stor lyst til at tilbringe
en dag eller to her i egnen. Det er en trakt, som er vel værd
at undersöge, og som hidtil er næsten, om ikke aldeles ubekjendt
for engelske reisende.
Folkene på gården, Anfin Jörgensen og hans kone, Johanna
Iversdatter, havde aldrig, eller ialfald ikke i de sidste 11 år, havt
besög af en Engelskmand. Jeg fandt dem at være brave, venlige
folk, som gjorde sit bedste for at gjöre mig det hyggeligt.
Naturligvis er deres bolig kun simpel og altfor afsides fra verden til
at kunne byde sådanne overflödighedsartikler, som en og anden
„norsk turist® kunde falde på at spörge forgjæves efter. Huset
ser meget gammeldags nd indvendig, og på hordklædningen og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
