Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Nr 11–12. November–December
- Långa bref om en kort resa, af N. P. Ödman
- VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
424
»Mina Herrar! Vid ett tillfälle sådant som detta, då i den tysta,
midnattsstunden, i sommarnattens djupa skymning, midt ibland
Norges snötäckta fjell, hvilka i denna stund blicka ned på oss med
ett fridens leende (bravo!)----midt ibland Norges fjell, säger jag ...
Här kom talaren af sig och afbröt visligen med en sång, hvarpå
Sagförer Andersen genast tog till ordet på följande sätt:
»Mine Herrer! Det urgamle langt tillbage i den grå
Hedendom rodede Had mellem de skildte skandinaviske Stämmer har af
den nyere Tids mægtige Aand oprykts med Boden og, mine Herrer,,
vi staa nu som en Mand mod Fjenden i Öst och Fjenden i Syd» (hör!
bravo! o. s. v.), hvilket tal slutade med en skål for den
svenske-Grosserer fra Göteborg.
Nu borde min kamrat ha svarat, men då han aldrig håller tal,,
gjorde jag några förberedande harskningar och yttrade derpå
högtidligt följande:
»Mina herrar! »Då en föregående talare redan på ett så
herr-ligt sätt talat om det urgamla hatet, som vikit för den nyare tidens
mäktige ande, så torde det synas förmätet (nej! nej!) om jag--------
vid detta tillfälle (nej! nej!) vid detta tillfälle säger jag — — ber
er åter fatta edra glas (höjere! höjere!) — — (med stark stämma)
ber er åter fatta edra glas»... Här började den svenske talaren råka
in i svårigheter, men genom en berömvärd energi öfvervann han dém
småningom och fullföljde sin tanke till slut. Skålen var för den
norska gästfriheten.
Omedelbart efter denna skål begärde Sagförer Andersen ordet,,
och nu höll han med stigande enthusiasm och under lifligt bifall
sitt ståtliga festtal;
»Mine Herrer, nej mine Brödre!
»Den sidste Taleres inspirerede ord (bravo från svenska sidan),,
hvori jag for min ringe Person beder med hele min Sjel at instemme,
ligesom jag er sikker att alle tilstedesværende for deres Personer
vilde gjöre det (ja! ja!), den sidste Taleres ord, siger jeg, minder
mig, at vi leve i en tid (hör! hör!), da den kosmopolitiske
Förbrödrings lyse Engel far med hvide vinger over Jorden. Ja, jeg
synes jeg hö.r de mæktige Slag af disse Vinger (hör! hör! bravo!)
-----disse Vinger, som» etc. etc. (stormande uthållande bifallsrop).
Denna skål var för »den sandt kosmopolitiske Gestgiver».
Nu befann sig stämningen på sin spets, och, såsom den mest
passande sång jag i hast kunde få fatt i till Gästgifvarens ära,
af-sjöng jag: »Hopp, hopp, se så, se så, låt gå, låt gå... Far lär ej
den skjutsen prisa etc.» Detta val togs lyckligtvis ej illa opp, och
Far sjelf stämde in i »fallera')') fallera». Slutligen bör jag kanske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Sep 27 20:04:16 2026
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/nu/1877/0432.html