Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Telefonen - De grundlæggende Opfindelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BELLS OPFINDELSE
103
o, mod Strængene af et Klavér, hvor Dæmperen er fj ærnet, saa vil
Strængene — hvad enhver kan overbevise sig om — svare med samme
Vokal, idet hver enkelt af de Toner, hvoraf Vokallyden er
sammensat, paavirker den Stræng, der er stemt for samme Tone, og sætter
den i Svingning; tilsammen vil Tonerne fra de svingende Strænge da
tilnærmelsesvis gengive Vokallyden. Kunde man nu ikke, tænkte Bell,
overføre en Vokallyd elektrisk, idet man sang eller raabte den mod
Enderne af en stor Mængde magnetiserede Tunger, som var stemte
for forskellige Toner og ragede ud over samme Elektromagnet,
hvorfra en Ledning førte hen til en anden Elektromagnet med ligestemte
Tunger? Det var i Sommeren 1874, at Bell fik Idéen til denne
ejendommelige Taletelefon.
Den var rigtignok noget sammensat, og Bell prøvede ikke at
virkeliggøre Tanken, men spekulerede videre over Sagen. Han indsaa, at
det hele vilde simplificeres overordentligt, hvis man kunde faa en
enkelt Staaltunge indrettet saaledes, at den ikke var stemt for en
bestemt Svingningstakt, men kunde rette sine Svingninger fuldt ud efter
de sammensatte Lydsvingninger for Talen.
Herved kom det ham nu til Nytte, at han havde arbejdet med
Stemmelyden paa andre Maader. Blandt andet havde han
eksperimenteret med den saakaldte Fonautograf, et Apparat, hvor en
udspændt Hinde sættes i Svingninger af Talen og derved bevæger en let
Stang, som paa en sodet Plade tegner en bugtet Linje. Dette
Apparat, som saaledes giver et synligt Billede af Lydsvingningerne, brugte
Bell ved Undervisning af Døvstumme og Døvstummelærere, og han
havde søgt at forbedre det. Han havde her lagt Mærke til, at den lette
svingende Hinde kunde bevæge forholdsvis tunge Vægte, og det faldt
ham da ind, at en saadan Hinde, der netop havde den Egenskab at
rette sine Svingninger efter sammensatte Lyde, meget godt vilde kunne
bevæge den frie Ende af en magnetiseret Staaltunge; blot maatte dennes
anden Ende da ikke fastspændes, men blot fæstes ved et Led eller
Hængsel; thi ellers vilde Tungen have sin egen bestemte
Svingnings-takt.
Gennem disse Planer var Bell ganske vist i Teorien naaet til en
Taletelefon; men det blev foreløbig ved Tanken. Bell troede nemlig
selv, at de Induktionsstrømme, Talens Svingninger kunde frembringe,
vilde blive altfor svage til, at den tænkte bg ønskede Virkning i
Virkeligheden vilde indtræde, og det var et Tilfælde, der kom ham til Hjælp
og belærte ham om, at den AListillid, han nærede til sine Idéers Værdi,
var uberettiget. Han havde fortsat sine Forsøg med de taktsatte Strømme,
og herved gjorde han en Dag den Opdagelse, at en Staaltunge, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
