60 BYGGESTOFFER stor Styrke. Allerede 1828 lykkedes det en anden Englænder, General E. W. Pasley, at gennemføre en simplere Fremgangsmaade, idet han af en Blanding af Ler og Kridt, som han brændte til Sintring og derefter finmalede, fremstillede en god Portlandcement. Da man i Nutiden helst fremstiller Portlandcement af Kridt og Ler, hvis disse Materialer kan erholdes, kan Pasley vel nærmest betegnes som den moderne Cementindustris Fader. Cementindustrien udviklede sig nu hurtigt til stor Fuldkommenhed i England, og den ene store Fabrik rejste sig efter den anden. Der hengik dog endnu over 20 Aar, inden det øvrige Europa begyndte at komme med. I Tyskland byggedes den første Portlandcement-fabrik 1855, i Danmark 1868. Portlandcementens Fabrikation falder naturligt i 3 Afsnit, nemlig Raastoffernes Tilberedning og Sammenblanding, deres Brænding til de saakaldte Klinker og Klinkernes Finmaling. Som Raastoffer anvendes i Danmark Skrivekridt, der foreligger i uhyre Aflejringer ved Limfjorden og ved Mariager Fjord, samt forskellige Lersorter. Ved Aalborg bruges en lagdelt Istidsler og ved Mariager Fjord anvendes plastisk Ler. Den danske Cement er af fortrinlig Kvalitet og udføres i store Mængder. I andre Lande, hvor man ikke har Skrivekridt til Disposition, bruger man mer eller mindre rene Kalksten. Blandingsforholdet retter sig selvfølgelig efter Raa-materialernes Sammensætning. Anvender man Skrivekridt, er Blandingsforholdet omtrent 66 °/0 Skrivekridt og 33 % Ler. Raamateri alerne maa omhyggeligt findeles og sammenblandes, og dette kan enten ske ved Tørmaling eller ved Slemning. Tørmaling anvendes særlig, hvor man er henvist til at bruge haarde, men rene og stenfri Materialer. Ved Tørmalingen maa Raastofferne først tørres, hvilket sædvanlig sker i to høje, murede Tørretaarne, et for Ler og et for Kalk. Raamaterialerne indkastes kontinuerligt foroven i Taarnene og tørres af en opadstigende varm Luftstrøm, der indledes forneden. Der borttages hele Tiden tørt Materiale fra Taar-nenes Fod, og de to Raastoffer føres til hver sit Knuseværk. Fra Knuse-værkerne gaar de til automatiske Vægte, der afvej er dem i det rette Blandingsforhold, hvorefter de føres til en fælles Kværn og males sammen. Det malede Materiale opmagasineres i Siloer, hvorfra det, efter-haanden som Arbejdsgangen kræver det, føres til de saakaldte Rørmøller, d. v. s. lange, roterende Jærneylindre, der er fyldt med Flintkugler, som, idet Cylindrene roterer, knuser Materialet til Melfinhed. Fra Rørmøllernc føres Raamelet til Siloer, og den videre Behandling