Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Dansk Literatur. Døde og levende. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
L. C. Nielsen.
skønne Vers, han skrev i Kantaten ved
Universitetets Mindefest for Kong Christian d.
9de, og et lille Digt dèr er ligesom blevet en
ny Nationalsang.
L. C. Nielsen forsøgte sig ogsaa som
Romanforfatter. I »De onde Aar» har han
givet en tidshistorisk Skildring af psykologisk
Interesse og i »Drenge til Örlogs» fæstet
Minder fra sin egen Sturm und
Drang-Pe-riode. Et enkelt Skuespil »Willemoes» viste
just ikke Evne til at skrive for Scenen, men
intim Forstaaelse af Søheltens mandige
Personlighed og Bedrift. Som Lejlighedsdigter
og Prologus ved Det kgl. Teaters
Mindefester lagde han sin sikre Formsans og sin
plastiske Karakterisering for Dagen. Han har
med lykkelig Inspiration formet Vers, der vil
leve efter ham, fordi de baade følelsesfuldt
og pompøst gav Udtryk for Stemninger i
store Øjeblikke. Han tilbad de Mænd, der
forstod at hæve sig over Livets flade Prosa
og øve Bedrifter (hans Debut »Tre Mænd»),
men raadede ogsaa som i sin sidste
Digtsamling »Runer paa Vand og i Vind»
(Hasselbalch) over fine Naturstemninger.
Teppe Aakjær kom ikke til at fuldende
sine Erindringer, som opruller hans Ungdoms
Strid og hans Tilværelseskamp. Det tredie
Bind »Før det dages» (Gyldendal) fører midt
ind i Provisoriedagenes Ufred og viser den
unge Aakjær som en haard Hals, der ikke
gaar paa Akkord med Uretten.
Saaledes vedblev han at være hele sit Liv,
som den Sygdom, der længe forbitrede ham,
ikke skaanede, trods en tilsyneladende
Bedring. Man kunde fejre ham fra alle Sider
med Raadhusfest — han vedblev dog at være
den samme, der kom fra Folket og gik til
Folket, som han selv har sunget i sin
Studentersang.
Længst vil hans jyske Lyrik leve efter
ham. Han har ogsaa skrevet agitatoriske
Skuespil og Fortællinger — en af disse
hedder »Vredens Børn», en ægte Aakjær’sk
Titel •—- men først naar han i marvfulde og
mandige Strofer med jysk Hjemstavnspathos
og en lyrisk Inderlighed, der i lige Linje
nedstammede fra Robert Burns og St. St.
Blicher, skildrede sin Fødeegns Natur, med de
lyngklædte Bakker og den rindende Aa, sine
Forældres trofaste Slid eller mange af de
Folketyper, han mødte paa sin Vej, blev han den
store Digter, den jyske Folkesanger, der
ogsaa havde Ordet i sin Magt og med
skærende Hensynsløshed tog sine Modstandere og de
religiøse og politiske Retninger, han afskyede,
under Behandling.
Naar Døgnets Strid og Nutids-Meninger-
554
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
