Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra Grundtvig til Pontoppidan. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
Johannes Carsten Hauch.
staaelsen af hans Personlighed. Verdensfjærn
var han, ofte levende i en Drømme- og
Fantasiverden og saa dog alligevel tit draget ind i
Samtidens heftigste Kampsituationer.
I Kiel sydede og bruste den politiske Strid
om ham, der 4 Juli 1874 skrev til Ingemann,
at »det er de afsides, hemmelige stille Steder,
der tiltale Sjælen mest.» Længslen gaar mod
Sorø, hvor han ligesom »havde sluttet et
Forbund med Vand, Luft og Træer og med
de Genier, der bevogte dem, og med de
henfarne Aander, der tidligere have levet og
virket paa hine Steder».
I den urolige Tid fortsatte han stille sin
Virksomhed, indtil han ved Oprørets
Udbrud 1848 paa Orla Lehmanns Opfordring
med sin Familie forlod Kiel om Bord paa
Damperen »Hekla», der havde bragt den
slesvig-holstenske Deputation tilbage fra
Kjøbenhavn. Han fik nu sit Hjem paa
Frederiksberg Slot, blev efter Oehlenschlægers Død
Professor i Æsthetik ved Universitetet og
fortsatte herfra Brevvexlingen med
Ingemann. En »usigelig Glæde» beredtes ham af
Ingemanns og Hustrus Besøg i Efteraaret
1850. Han takkede for Besøget med Ord,
der er i høj Grad betegnende for hele hans
Indstilling til Tidsforholdene: »Det er kun
sjældent, at man kan være sammen med rene
digteriske Naturer; det blotte Talent regner
jeg endnu ikke dertil, det rækkerikke ind iPoe-
siens Helligdom.–-Den, der er fangen i
Prosa, den der er Poesiens fødte Fjende, kan
ogsaa have Talent, og det et meget stort;
det er netop den Slags Talenter, som Verden
elsker meest, thi det viser den, at den har
Ret i sine negative Bestræbelser, og at den,
der stræber til Ideernes Rige, i Grunden er en
Nar og en gal Månd. Til Kamp imod dette
Slags Talent er især den romantiske Poesi,
der ved Siden af sin høiere Herlighed, tillige
svinger Satirens og Humorens Vaaben imod
det Slette, fremfor al anden Poesie skabt og
egnet. Derfor glæder det mig ogsaa dobbelt,
at De holder saa fast paa den romantiske
Verden og paa den bedre svundne poetiske
Tid; til den drages ogsaa min Sjæl, og den skal
lyse endnu over Jorden som en Vision fra
Paradiset, naar alle de politiske
Kandestøberier længst er erkjendte i deres Afmagt
og Usselhed. Alt hvad der ikke stræber ud
over Jorden, det bærer Forgængelighedens
Mærke paa sin Pande, og det duer ikke
engang til at bringe Lykke til Jorden selv».
En anden Gang skriver Hauch til sin
Digterbroder, at det gælder om »at være troe
til Enden, og at kæmpe under Ideens Fane,
saalænge vore Kræfter tillade det, og vi endnu
ikke er bortkaldte herfra. — Jeg veed ikke,
hvordan det gaaer Dem, men hvad mig
angaaer, saa føler jeg undertiden ligesom en
Slags Livstræthed og hører en sagte Stemme
hviske, at det ikke vil vare ret længe, før
det jordiske Liv er forbi!»
Mod Theatret, hvor han ofte forgæves
søgte at skaffe sine Dramaer Tilværelsesret,
følte Hauch sig stadig draget, selv om for
ham Fremstillingen af den daglige
betydningsløse Snak som Poesi ikke var »stort
bedre end at blande Frøernes Qvækken og
Ændernes Snaddren i Gadekjæret med
Svanernes fra oven tonende Sang.» Han frygtede
for, at »hiin Gadekjærspoesie» nu mere og
mere vilde gøre sig gældende paa Theatret.
End ikke Henrik Hertz’ Drama »Kong Renés
Datter» fandt Naade for hans Øjne. Det
»gjør stor Effekt, men er indvortes Løgn
fra først til sidst, fuldt af affecterede
Floskler». Alt er kun Folie for Fru Heiberg, »hun
er den Guddom, der her tilbedes».
Hauch havde i 1855 skrevet til Atterbom
(se Vetterlund: »Från nyromantikens dagar»,
1907), med hvem han stod i stadig Forbin-
446
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
