Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra Grundtvig til Pontoppidan. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
overalt i Ætten og navnlig misklædte mange
af dens Kvinder».
Denne Udtalelse er overordentlig typisk
for Pontoppidan, der engang i en privat
Samtale, som jeg tydelig erindrer, udtalte sin
Mistillid til den danske Degnenatur.
Navnet Pontoppidan finder han, er
gyseligt og er ikke venlig mod de fem Sønner
af en Månd, der hed Erik Knudsen og var
Forvalter og Ridefoged i Broby paa Fyen, som
fik den daarlige Idé »efter lærde Folks Skik
at stadse deres gode danske Navn op med
en latinsk Adrienne, en naragtig
Paafugle-ham».
Selv higede han mod andre Egne end
Teologiens. Han syntes at have lagt en
Spøgelseverden bag sig, da han en Dag stod i
Silkeborg Papirfabrik mellem Valser og
Lø-bebaand. Her var hans Fremtidsrige.
»Stemplernes tunge Stampen og Svinghjulenes
Buldren lød i mit Øre som en løftende Velkomst.»
Han lovede sig selv, at nu skulde
Drengenykkerne være rystet ud af Ærmet. »Jeg vilde
igen tro paa at være født under en lykkelig
Stjerne og fra nu af at møde den Skæbne,
der var mig betænkt, som en Månd.»
Forhaabentlig vil Digteren fortsætte sine
Erindringer efter denne æggende Ouverture.
Fra Grundtvig til Pontoppidan — et langt
Spand af Tid, med mægtige Omvæltninger
ogsaa i Aandens Verden. Pontoppidan var
aldrig »Grundtvigianer» — denne Betegnelse,
der mærkelig nok allerede i 1827 fæstes paa
en Månd af den norske Politiker Flor i et Brev
til P. A. Heiberg i Paris (Se »Edda», 1934 i:ste
Hæfte P. 102). Pontoppidan ironiserer over,
at Grundtvig paakalder den sunde
Menneskeforstand overfor Paven i Rom, som han kalder
»det største Vrævlehoved under Solen»,
skønt han selv og hans Meningsfæller havde
været de ivrigste til at mistænkliggøre og
nedbryde hos Folket just den samme sunde
Menneskeforstand.
To store Modsætninger betegnes da af disse
Navne: Grundtvig og Pontoppidan. I
Grundtvig ser Pontoppidan den sidste af de lutherske
Slagbjørne, plump i sin Vælde og tung i sin
Lab. Han fortæller om det overordentlig
stærke Indtryk, Budskabet om Grundtvigs
Død i hans 89. Aar gjorde paa den sygelige
Fader, for hvem han læste
Begravelsesrefe-ratet med Meddelelsen om, at
Grundtvigianismens anseligste Modstandere Biskop
Martensen og Professor H. N. Clausen havde
været til Stede i Kirken —- den første havde
allerede »ydet den gamle oprigtig
Anerkendelse», den anden lader senere i sine
Erindringer det gamle Nag hvisle.
. . . Paa den Maade trængte Navnet
Grundtvig sig allerede ind paa den unge
Pontoppidan, der senere<"som Digter under
landlige Forhold nøje kunde studere
Grundtvigianismens vilde Skud. I »Det forjættede
Land» og mere spredt i mange andre af hans
Værker findes det digteriske Opgør. Saaledes
gaar Vejen Fra Grundtvig til Pontoppidan!
452
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
