Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Ny dansk prosa. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk prosa
»Kontormennesker» med dens strengt
gennemførte psykologiske Analyse, og dens
ubarmhjertige Menneskeskildring er Leck Fischers
bedste Bog. Endnu da. Han vokser, mærker
man. I sin kloge Begrænsning — og paa Grund
af sin nøgterne Form — er Romanen tillige
en social Anklage af ikke ringe Vægt.
3-
Frank Dovers Ansigt er »en helt ny
Johannes Buchholtz», hvis man skal tro paa
Forlagets og Forfatterens Paastand. Der er noget
om det. Johannes Buchholtz er en Månd,
der er ivrig efter en god Fabel og mange
Mærkeligheder. Det er Provinsen i ham, der
vil gøre Mennesket mere spændende, mere
snurrigt, mere afgrundsdybt end det er i
Virkeligheden. Denne Gang har han været
heldigere end i »Susanne». Menneskene er ikke
Originaler. Stoffet er ikke overeksponeret,
fordi han har faaet sit Materiale som Gåve.
Det er begrænset af en Virkelighed, der ikke
kan røres ved eller broderes synderligt paa.
En Sømand, der paa sine gamle Dage vender
tilbage til Danmark og slaar sig ned et Sted
i Nørrejylland, har betroet ham sine Oplevelser
og Erfaringer fra de syv Verdenshave.
»Frank Dover havde» — skriver Johannes
Buchholtz i et Forord — »alle Betingelser for
at gaa ind i en Bog. Han var dansk af
Afstamning og Naturel, men havde et Syn
paa Livet, der gør ham ualmindelig. Og saa
var der jo hans omskiftende Liv og
mangfoldige Oplevelser ...» Saa begynder altsaa
Fortællingen om Frank Dovers
Mærkeligheder. Det er en Virkelighed, der fænger i
Fantasien og bliver til Kunst.
Johannes Buchholtz skal sigte væsentligt
fra uvæsentligt for at faa et Menneske ud af
Frank Dover, der ellers er mere end en
almindelig Sømand med et blondt Smil og blaa
Øjne. Det lykkes ham, selv om Romanens
Stil med dens litterære Billeder og højtidelige
Meditationer om godt og ondt, næppe vilde
løbe den virkelig Frank Dover i Pennen.
Men har Digteren egentlig ikke Ret, naar han
siger, at Livet kun er interessant i en god
Fortællers Gengivelse? Man tager det som
en Undskyldning. Sagt paa en anden Maade:
Virkelighed og digterisk Virkelighed er to
Ting.
Johannes Buchholtz har Ansvaret for den
digteriske Virkelighed; han har ligeledes
Ansvaret for, at Frank Dover er blevet mere
Johannes Buchholtz.
end en »naiv» Sømand og en banal
Lykkejæger. Naar han tillige staar for os som et
Menneske, i Angst og Kærlighed, er det hans
Skyld. Naar Bogen er læst tilende, ved man,
at nogle ligegyldige Optegnelser og nogle
tilfældige Samtaler under hans Haand blev
til et Kunstværk, ikke noget vældigt, men
noget menneskeligt, fordi Digteren fik et
Stof foræret, der ikke taalte altfor mange
Udsmykninger, ikke altfor mange
Dikkedarer, hvis det ikke skulde fordærves. Og
Johannes Buchholtz har behandlet det Stof,
han fik, med Nænsomhed. Der er — saa vidt
man kan se — ikke gjort Vold paa noget.
»Frank Dovers Ansigt», hvor mange af de
vigtigste og varigste Oplevelser er henlagt
til Barndommen, Livet i Præstegaarden og
de første Prøveaar til Søs, handler ogsaa om,
hvordan et Menneske bliver til, hvordan han
opdrages til Livet, og hvor meget det koster
af Sind og Slid at indrette sig efter Samfundet
og de andre. Der staar ogsaa noget om, hvor
dyrt det er at være fremmed. »Jeg trængte
til et fast Punkt, som ikke slingrede og ikke
forandrede sig», skriver Frank Dover. »Skulde
dette ikke findes i Svejstrup Præstegaard?
Nej, det fandtes ikke dér. Jeg gik hen til den
gamle Lind i Haven, den maate da kende mig
— jeg havde jo sprunget om som et Egern i
dens Krone. Men den kendte mig ikke og jeg
heller ikke den. — Og saadan var det med
655
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
