Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Fred og Ufred. Af G. Krogh-Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
G. Krogh-Jensen
ker om det religiøse Spørgsmaal, noget man
har vanskeligt ved at begribe, naar man læser
Bogen i Dag.
Rousseau var en genial Tænker og en
Skribent af Guds Naade. Han indieder »Émile»
med en brusende Akkord, der anslaar hele
Værkets Grundmotiv saa stærkt, at man
baade betages og chokeres: »Alt er godt, som
det kommer fra Skaberens Haand, alt
udarter under Menneskets Hænder.» Saadan
begynder »Émile», og det er ikke alene
Grundmotivet i dette Værk, men i hele Rousseaus
romantiske Naturfilosofi, der kom til at sætte
sit dybe Præg paa Verdenskulturen gennem
de følgende Aarhundreder. Disse manende
Ord: »Alt er godt, som det kommer fra
Skaberens Haand» blev udslynget i en
Nedværdigelsens og Ødelæggelsens Tid og er
Opsangen til den franske Revolution. Rousseaus
vældige Veltalenhed og hans lidenskabelige
Følelse rev Folket med sig og det til Trods
for, at denne Lære ikke stod særlig godt til
Kirkens I.ære om Arvesynden.
Denne lyse Tro paa Menneskets Godhed
var imidlertid ikke blot et spontant
Følelsesudbrud, den var i sig selv en ny og
revolutionerende Opfattelse af Menneskenaturen, som
Rousseau fastholdt med stor Styrke. Det
moralske onde, siger han, er ubestrideligt vort
eget Værk, der gives intet andet ondt end det,
du selv udøver eller lider, og det ene som det
andet kommer fra dig selv. Heraf opsteg
Raabet: »Tilbage til Naturen», som lød ud
over Verden, og som i mange Maader var det,
den Tid trængte t.il at hore.
Menneskemasserne kom i Bevægelse og Oprør, og gennem
Revolutionerne sprængtes gamle Rammer, og
Kulturen brød ind i et helt nyt Leje.
Ufred, Undertrykkelse og Krig maatte efter
Rousseaus Lære nødvendigvis opfattes som
noget ondt, noget som Menneskene selv var
Skyld i, og som det slet ikke var Skaberens
Mening, at de skulde lide under. Al Ting
udarter under Menneskenes Hænder; Ufred og Krig
maatte være Udartning, om noget var det!
Denne Opfattelse gik de kommende
Generationer i Blodet, og vi har den i Virkeligheden i os
endnu, de allerfleste af os. Spørg
Gennemsnitsmennesket af i Dag, som har sit eget
lille Hus og sin pæne Have, hvad han mener
om denne Sag. I de allerfleste Tilfælde taler
Rousseau ud af ham, han siger: »Hvilke
Muligheder er der ikke givet vor Tids Mennesker
for at kunne leve lykkeligt paa Jorden. Der
er jo nok til os alle, og vi kunde have det saa
godt allesammen, bare vi kunde holde Fred.»
Denne Tanke kender vi fra os selv, og det
skal indrømmes, at man, ved at se ud over
den krigshærgede Jord, inderligt føler Trang
til at give Rousseau Ret i, at al Ting udarter
under Menneskenes Hænder.
Rousseau har imidlertid fuldstændig Ret,
naar han et andet Sted siger, at Mennesket
af Naturen næsten slet ikke tænker. At tænke
er en Kunst, siger han, der læres som alle
andre Kunster, og det endda med stort
Besvær. Rousseaus Evangelium satte
Følelserne i vældig Bevægelse, ikke saa meget
Tankerne. Lad os imidlertid prøve at
gennemtænke hans Lære i dens Forhold til
Fredssagen.
Hvis alt er godt, som det udgaar fra
Skaberens Haand, og Freden erkendes at være
noget godt, skulde man ganske rigtigt synes, at
Freden maatte være det givne, det
oprindelige, og Ufreden det onde, den Udartning,
som Menneskene bærer Ansvaret for. Men
forholder det sig saadan? Lad os gaa ud i
Naturen og se lidt paa den, som den foreligger fra
Skaberens Haand.
Vi kan begynde hos Planterne, som
tilsyneladende er de mest fredelige af alle
levende Væsener. Holder Planterne Fred? Man
behøver ikke at være nogen stor Botaniker
for at konstatere, at det gør de i hvert Fald
ikke. Se blot, hvordan de vilde Planter i en
almindelig Landevejsgrøft skubbes og trænges,
hvordan de hensynsløst maser sig hen over
hinanden for at faa den bedste Plads i Lyset.
I Planternes tilsyneladende saa tyste og
fredelige Verden er der ganske afgjort ikke Fred,
men tværtimod altid Krig paa Kniven. Gaar
vi til Dyreverdenen, møder vi det samme,
blot i en anden og tydeligere Skikkelse. Fra
Fødsel til Død synes Dyrenes Liv fra
Skaberens Haand at være bestemt af alles Krig
imod alle, saaledes som den moder os i den
brutale og naadeløse Kamp for Tilværelsen.
Selv den fredelige Hare oplever i hele sit
Liv ikke et eneste Minut, hvor den ikke skal
være paa Vagt overfor Fjender. I Jorden, i
Luften og i Vandet er Ufred og Usikkerhed
det givne, og de levende Kræfter sættes ind
enten paa Angreb eller Forsvar, som netop er
Krigens Grundelementer.
Det er ikke vanskeligt at føre denne
tydelige Linie videre fra Planterne og Dyrene over
paa Naturmennesker og primitive Folkeslag
og derfra videre over paa de saakaldte
Kulturfolk, hvis oprindelige Egenskaber ganske
246
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
