Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Holger Drachmann og hans Fader. Af Carl Dumreicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holger Drachmann og kans Fader
Af C ar l D u mr ei ch er
_ S A Digteren Holger Drachmanns
Fader, Lægen og Ortopæden Professor
Andreas Georg Drachmann i September
1877 ved Upsala Universitets 400-aarige
Jubilæum var blevet udnævnt til Dr. med.
h. c., holdt han efter Sønnens Beretning
en lille Festmiddag for sin nærmeste Kreds
og fortalte herunder forskellige Træk fra
sit Ungdomsliv. Mellem Middagen og
Meddelelserne var der en tydelig og let
forstaaelig Sammenhæng. Æresbevisningen, som
den da 67-aarige Månd i høj Grad
paaskønnede, var jo ikke blot en videnskabelig
Anerkendelse af høj Rang, men tillige et
klart Bevis paa, hvorledes man selv fra
smaa Kaar ved maalbevidst og utrætteligt
Arbejde kunde naa op til en sikker
Samfundsstilling, som endogsaa Udlandet nu
hædrede og hyldede. Netop paa Baggrund
af A. G. Drachmanns eget Liv maatte
Udnævnelsen og Æresdiplomet virke som
et ansporende Eksempel for Børnene og
ikke mindst for den ældste, ßiaarige Søn,
hvis Udvikling paa saa mange Maader
havde været alt andet end regelret og
stillet store Krav til Forstaaelse og
Overbærenhed. Her forelaa jo et af de Resultater,
som Faderen altid selv havde sat saa stor
Pris paa og altid forlangt af Sønnen, inden
han godkendte endnu en Svingning eller
endnu en Forsikring om endelig at være
paa rette Vej: »det er muligt, at Du er et
Geni, men det varer mig noget længe,
inden jeg ser dets Frugter» — en
Udtalelse, som Holger Drachmann selv har
anført og tidsfæstet til 1868, da han havde
soldet og sværmet lovlig meget og omsider
fik Valget mellem enten at udvandre
til Amerika eller isolere sig paa en
fredelig dansk 0 og blive til noget som
Maler.
Familiemiddagen 1877 var dog ikke den
første Gang, hvor denne
Anskuelsesundervisning blev benyttet. Baade før i Tiden
og senere fortalte A. G. Drachmann om
sine Oplevelser og Erfaringer, indtil han i
1885 — Aaret efter, at han havde trukket
sig tilbage fra sin Gærning — nedskrev
dem under Titelen »Min Rejse gennem
Livet» og indledede Selvbiografien med
disse Ord:
»At jeg her søger at optrevle og finde rede
i det Væv, hvoraf mit Liv er bleven vævet,
skyldes nærmest min Søn Holger, som
gentagne Gange har anmodet mig om at
foretage dette Arbejde, og mine nærværende
Optegnelser ere derfor nærmest bestemte
for ham.»
I 1887, da Firsernes politiske
Forfatningskampe var naaet til et Dødpunkt, der
kunde friste en uafhængig Månd til at sige
et borgerligt Ord, lod Drachmann imidlertid
i Tidsskriftet »Tilskueren» trykke nogle
af de »Politiske Betragtninger», som —
sammen med nogle religiøse Betragtninger
— afsluttede Levnedsbogen. Da det var
sket, lod han sig overtale til i »Tilskueren»
1888 og 1890 under Titlen »En gammel
Skibslæges Erindringer» at offentliggøre
ialt tre Uddrag til, væsentlig omhandlende
Minder fra de Togter, han som ung
Mediciner havde foretaget med forskellige danske
Orlogsmænd. Manuskriptet som Helhed
blev dog ikke trykt og foreligger først nu
som Bind 1—2 af en lige paabegyndt
Memoire-Serie: »Svundne Tider», udgivet
af tre danske Personalhistorikere:
Bibliotekarerne Carl Dumreicher (Universitets-
"365
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
