Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Holger Drachmann og hans Fader. Af Carl Dumreicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Dumreicher
hele med en kort Selvkarakteristik (og de
før omtalte Betragtninger):
Naar jeg nu, i mit 76’ Aar, ser tilbage til min
Livsvirksomhed og spørger om, hvad jeg har
udrettet, og om jeg er tilfreds med Resultatet,
saa tror jeg, henset til de Betingelser og de
Forhold, hvorunder jeg har levet, at turde give
mig selv det Vidnesbyrd gennemgaaende at have
benyttet min Tid ret godt, at have givet enkelte
Bidrag til Fremme for min Videnskab, som jeg
med den største Interesse har omfattet, at jeg
har været en samvittighedsfuld Læge og i det
rent praktiske Liv har gjort god Fyldest. Hvad
jeg har været som Familiefader, skal jeg lade
mine Born dømme om.
Jeg vil forsøge paa at give en Karakteristik
af mit Jeg, at objektivere mig, saa meget som
det er mig muligt. Naar jeg ransager mit inderste
Følelsesliv, har jeg paa Bunden en dyb og inderlig
Menneskekærlighed; jeg føler en dyb
Medlidenhed over den Lod, der er tildelt den overvejende
største Del af Menneskeheden, oprøres i mit
inderste Væsen over Inhumanitet og Raahed og
glæder mig over ethvert Fremskridt, der gøres i
Humanitetens Tjeneste. Denne
Menneskekærlighed i sin Almindelighed kan jo have sin Værdi,
men naar den ikke giver sig Udslag i Handling,
bliver den noget problematisk. Som Læge har
jeg ingen Bebrejdelse at gøre mig i denne Retning,
som Menneske har min Selvkærlighed ofte
overvundet min Menneskekærlighed, og godhjærtet
i den Forstand at give og bringe Offre af Hjertets
Trang uden at tænke paa sig selv, har jeg ikke
været, og har ikke sjeldent gjort mig Bebrejdelser
for denne Mangel.
Naar der er Tale om Karakter, om at have
dannet sig en fast Livsanskuelse og fastslaaede
Principper, der bestemme Ens Optræden i Livet
og stempler Ens Handlinger, da maa jeg siges
at have været karakterløs. Min Barndom og min
Ungdom har været af den Beskaffenhed, at jeg
har maattet føje og bøje mig efter
Omstændighederne; jeg har i de fleste Tilfælde i Livet
handlet ifølge min medfødte Takt uden
Forudberegning, og Livsstillingen som Læge, der vel
giver megen Menneskekundskab, men tillige
meget ofte tvinger til at føje sig og optræde med
Takt og Forsigtighed i mange Forhold, bidrager
mere til at smidiggøre i Omgangen med
Mennesker, til at se igennem Fingre med den
menneskelige Skrøbelighed paa alle Omraader, end til at
udvikle Karakteren. Skønt dette forholder sig
saaledes, har jeg i én Retning havt Karakter:
jeg har holdt paa min Selvstændighed og Uaf-
hængighed, ikke søgt Gunst eller Gåve hos
nogen, aldrig gjort Gæld, aldrig søgt Selskab i
saakaldte fornemme Kredse, hvor enten Fødsel
eller Penge g(j)aldt for den højeste Værdi, og
havt en medfødt Afsky for raat og simpelt
Selskab.
Skønt jeg ingenlunde har været utilgængelig
for Ros, har jeg heldigvis havt Forfængelighed
kun til Husbehov. I to Tilfælde i mit Liv har jeg
virkelig glædet mig over den Anerkendelse, der
er bleven mig tildel; det ene var, da jeg for min
Virksomhed paa Augustenborg (i Krigen 1848)
fik Ridderkorset, og det andet, da jeg blev Dr.
med. ved Upsala Universitet. Jeg tror uden
Ubeske(de)nhed at turde sige, at begge var
fortjente, og af mig saa meget mere paaskønnedes,
som den Slags Anerkendelser sjeldent blive nogen
tildel uden gennem Protektion eller den
Paa-gældendes egen Anstrængelse for at opnaa dem.
For mig kom de begge saa overraskende, som et
Lyn fra en skyfri Himmel.
Hvad mine øvrige moralske Egenskaber angaa,
da kunne de siges at være mere af negativ end
positiv Beskaffenhed. Jeg er ikke havesyg,
snarere det modsatte, har sat maaske for lidt
Værdi paa Penge og som Regel ladet mig betale
uforholdsmæssig lidt for min Virksomhed. Det
er forekommet mig næsten ydmygende at tage
imod Penge for at have forskaffet et Medmenneske
Helbred eller Førlighed. Ulykken er, at man ikke
kan leve alene for, men ogsaa maa leve af sin
Kunst eller Videnskab. Jeg er ikke misundelig,
har aldrig baaret Nag til Nogen, og er for Øvrigt
vistnok som Menneskene eller rettere som
Mændene ere flest, hverken værre eller bedre.
Jeg har sat Intelligensen alt for højt. Jeg har
begaaet den Fejl at antage denne for
uadskillelig med Dannelse. Det har vist sig at være en
Fejltagelse. Jeg har truffet høj Grad af
Intelligens sammen med i høj Grad simpel og smaalig
Tænkemaade; den udelukker end ikke Raahed.
At træffe højere Intelligens parret med raffineret
Egoisme, med Misundelse, aandeligt Hovmod og
dum Forfængelighed, hører langt fra til
Sjelden-hederne. At den Intelligens, som vindes ved den
saakaldte klassiske Dannelse og vore
Universitetsexamina, kan gaa sammen med Bornerthed og
Spidsborgerlighed, derpaa har jeg havt mange
Exempler. Det har været en Mangel hos mig,
at jeg først meget sent har faaet Øjnene op for
disse Kendsgerninger, der rimeligvis har sin
Grund i, at jeg ikke selv har faaet en klassisk
Dannelse og derfor har overvurderet den. Der
burde i vore højere Dannelsesanstalter lægges en
ganske anderledes særlig Vægt paa Karakterens
368
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
