Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Holger Drachmann og hans Fader. Af Carl Dumreicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holger Drachmann og li an s Fader
egentlig kun, hvor stærke de Følelser var,
som laa bagved og bandt dem sammen.
To Ting havde Holger Drachmann
ialfald arvet fra Faderen og vedgik bestandig
at have faaet netop fra ham: den »grandiose
Produktionslyst» — uden den var hans
egne c. 60 Arbejder næppe blevet til —
og det stærke Temperament. Maaske ogsaa
Kærligheden til Søen og Søens Folk, som
gjorde Faderen til Marinelæge og Sønnen
til Marinemaler og siden til Fiskernes og
Havets Digter. Men ud derover var de som
Dur og Moll. Det viste sig allerede i
Barneaarene, hvor den lange og ligesom
leddeløse Lemmedasker af en Søn, som snart
slentrede søvnigt gennem Tilværelsen og
snart var oppe i forrygende
Drengeslags-maal, fik en Opdragelse, hvoraf »En
Overkomplet» giver et sikkert ganske
sandfærdigt Billede:
Mere maaske ifølge en arvelig Tradition fra
sin egen Ungdom end i Overensstemmelse med
noget Haardt i sit Væsen behandlede han mig
strengt. Som eneste Søn (i Virkeligheden kun til
1860, da Halvbroderen A. B. Drachmann — den
senere Filolog — blev født) skulde jeg efter den
gængse Familieforfængelighed være »Lyset».
I Frederik den Sjettes Tid plejede man at »pudse»
Lysene dygtigt for at holde dem klart brændende.
Jeg var blevet behørigt pudset, uden at jeg
egentlig kan sige, at det havde frugtet synderligt.
Min Fader var paa Grænsen af at opgive mig; hans
egen energiske arbejdsomme Natur var uheldigvis
endnu ikke traadt bestemt nok frem i mig;
næste Aar skulde jeg være Student (hermed
dateres Fortællingen til at foregaa 1864), og da
jeg altsaa stod paa Grænsen af de Aar, hvor
Opdragelsesmethoden fra det landsfaderlige
Regimente ikke godt længer lod sig anvende, saa
havde der istedetfor den direkte Indgriben fra
min Faders Side dannet sig hos ham en vis
misfornøjet, faamælt Iagttagen af min Gøren og
Laden, som jeg for mit Vedkommende besvarede
med saavidt og saa ofte som muligt at unddrage
mig det faderlige Øje, der — og vel ikke uden en
vis berettiget Kritik hos mig — forekom mig at
hvile lidt vel køligt paa mig. Vi var egentlig
talt »paa Krigssti» sammen, uden at Krigen fra
nogen af Siderne definitivt var erklæret. Han
iagttog mig; jeg vidste, at jeg skulde tage mig
iagt.
Det var givet, at der maatte en vis
Strenghed til, om Holger Drachmann
skulde opfylde Faderens Forhaabninger og
blive enten en dygtig Søofficer eller en
dygtig Læge. Hertil hørte for en
Hygiejni-ker som A. G. Drachmann ogsaa en fysisk
Hærdning, dobbelt nødvendig for en Dreng,
som tilmed fra Moderen havde arvet Anlæg
for Brystsyge. A. G. Drachmann var selv
en kraftig Månd, en god Fodgænger (det
vidner bl. a. Erindringerne om), en god
Svømmer og en god Skøjteløber. Men han
forsøgte ogsaa andre Midler. Sønnen blev
efterhaanden sat i tre forskellige Skoler,
tilsidst i Metropolitanskolen. Student skulde
han i alle Tilfælde være. Alt i alt blev
der baade med Godhed og Strenghed gjort
for ham, hvad der kunde gøres. I det
sidste Skoleaar vilde han ligesom sin gode
Ven og Klassekammerat Erik Skram gaa
frivilligt med i Krigen 1864, men hindredes,
da han ikke var rask, fornuftigvis heri af
Faderens Forbud — »under denne Sygdom
opdagede j eg med hvor megen Kærlighed min
Fader hang ved mig», indrømmer han selv.
De virkelige Vanskeligheder begyndte
først, da Kunstnertilbøjelighederne dukkede
frem. Foreløbig meldte Student Holger
Drachmann sig dog efter Sommerferien ind
i Studenterforeningen. Formodentlig har
Faderen ment, at Sønnen indtil videre
havde godt af at deltage i det almindelige
Studenterliv og muligvis derunder kunde
komme paa andre Tanker. Deltagelsen
varede dog kun et Par Maaneder, idet
Holger Drachmann allerede i Oktober 1865
udmeldte sig og i et Brev til Senioratet
unægtelig ikke anvendte nogen akademisk
korrekt Form. Da en skarp Misbilligelse af
Brevets Tone derfor blev opslaaet paa
Foreningens sorte Tavle, tilskrev ogsaa
A. G. Drachmann Senioratet et Brev, som
dels vidnede om hans dybe Respekt for
en Stand, han selv beklageligvis ikke var
kommet til at tilhøre, og dels om hans
oprigtige Bestræbelser for at udjævne det
371
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
