Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København. Knud Sønderbys Debut — Kunstneriske Triumfer paa Privatteatrene. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatersæsonen i København
som Helhed prisværdigt spillet i en habil
Iscenesættelse af Jon Iversen.
Et mindre vellykket Interregnum i
Folketeatrets lykkelige Sæson udgjorde de
faatallige Opførelser af Kaj Munks og
Litteraturprofessoren og Kritikeren Hans Brix’s
(teoretisk en lovende Konstellation!)
Folkekomedie Præsten i Vejlby efter den klassiske
danske Digter St. St. Blichers Novelle af
samme Navn. Novellen er kendt af Gud og
Hvermand i Danmark, men det
overudspekulerede Forfatterpar havde alligevel givet
den en ny og lykkelig Ende, som viste sig at
være en temmelig uheldig Spekulation.
Dramatiseringen var i det hele taget tyndbenet
og maatte pyntes op med Dansescener mellem
Bønderfolk af begge Køn og diverse Sanglege,
hvad der dog ikke kunde redde det fortabte
Produkt. Men i Præstens Rolle gensaas med
Glæde Eyvind Johan-Svendsen. Hans Stemme
med de bryske Blæserfanfarer og de blide
Orgeltoner er et Digteværk for sig. Scenen i
Fængslet før Præstens Henrettelse for Mord
spillede han med gribende Inderlighed, med
de brudte Klange, som hans Stemme mestrer
til Fuldkommenhed.
Aarets tredje kunstneriske Oplevelse af
Format efter Sønderby og Giraudoux var
Per Knutzons Iscenesættelse af William
Saroyans Livet er jo dejligt (The Time of
your Life) i Riddersalen. I Sverige har det
været opfort i Göteborg og af Riksteatren,
iscenesat af Olov Molander.
Noget Stykke i dramatisk Forstand er det
ikke. Man kan kalde det for en Suite for
Teater med et gennemgaaende Motiv, den
unge Rigmand Joes melankolske
Kommentarer til Tilværelsen i Havneknejpen i San
Francisco. Det er en Parafrase over den
grundmenneskelige Lyst til at filosofere over
Tilværelsen, til at spekulere over det
evindelige: Hvad er Meningen med det hele ? Saroyan
personificerer de lange Nætters ungdommelige
og hede Debatter om Livets elementære
Spørgsmaal, som vi længes tilbage til. . .
Og morsomt nok har han den samme
Indstill-ling som Giraudoux i Amfitryon 38, at det
menneskelige er godt nok, at vi trænger til
at faa det bekræftet, trænger til at drømme
om det. Der er noget uærligt i den Indstilling,
for paa Bunden ved vi bedre Besked om den
menneskelige Natur end som saa. Saroyan
opgiver selv i »Livet er jo dejligt», ikke uden
Ironi, at det foregaar i Oktober 1939, i
Fot. Mydtskov.
Erling Schrøder i »Livet er jo
dej ligt».
Riddersalen.
Maaneden efter den anden Verdenskrigs Start
og Polens Martyrium, men der anes ingen
fjerne Rædsler, ingen Kanondundren i
Baggrunden i Saroyans Stykke.
I aller bogstaveligste Forstand er det en
Hyldest til den kostelige Evne til at drikke
sig fuld, den Evne som betyder, at man
formaar at flygte for al denne Verdens
syndige Formaalsivrighed og Effektivitet.
Stykkets Helt Joe befinder sig i en stadig
Kæfert. Der er noget Simili ved Typen, som
afslører en svag Side hos Saroyan,
Films-heltposituren, à la Adolphe Menjou som
tibetansk Livskunstner i overfladiske
Pragtfilm fra Hollywood. Men Joe er ogsaa et
Sindbillede paa en fin Drøm om Godhed og
i Menneskene et Velbehag, en Digter uden
Publikum, en Altruist i Havnebeværtningens
verdslige Søgang, formaalsløs og dog noget
værd.
Erling Schrøders aandfulde og skønne
Ansigt idealiserede denne værdifulde Drøm.
Han fandt gribende Udtryk for Joes
stilfærdige Ironi, hans underfundige Menneske-
445
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
