Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Franz von Jessen. En dansk Journalist. Af Anders Vigen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Vigen
Des tristere skulde hans fire Aar paa
Herlufsholm blive. Landets fornemste
Kostskole var inde i en Forfaldsperiode, der kom
de mere følsomme Elever dyrt til at staa. Men
i Hjemmet vilde man ikke tro paa den lille
Fyrs Klager. Man mente, at han var blevet
for ømskindet i den lune Rede i Horsens.
Det var et Par tragiske Begivenheder paa
Skolen, der omsider medførte, at hans Fader
hentede ham hjem ■— ikke uden at give
Skolens Leder en drøj Lektion i
Ansvars-lære. Lige saa lyst Horsens tegner sig for
Franz v. Jessen, lige saa bitre er hans
Anklager imod Herlufsholm. Hæmmet i
Udvikling, sløvet i Interesser kom han derfra.
Men saa tilsmilede Lykken ham igen. Han
blev sat i Ribe Kathedralskole og kom i
Huset hos Skolens Rektor Thorvald Fritsche.
Dér levede han hjemligt og trygt, og Ribe
selv, den minderige Bispeby, hvis smaa
Huse mylrer som Kyllinger under den
taar-nede Domkirke, Markskbyen, som dengang
endnu kunde oversvømmes, naar Vesterhavet
satte ind gennem Anløbet, Grænsebyen, der
kun ved Nederlagets Streg var skilt fra hans
slesvigske Hjemstavn — Ribe hænger han
ved for Livet. Han har, utaknemmeligt nok,
et Horn i Siden paa København. Han
paastaar, at den ikke er blevet mindre provinsiel
af at blive mere føslig. Byernes Byer er for
ham det Peking, der engang var, og det Paris
som han tror kommer igen —- de to, ja, og
saa, etsteds mellem Østens Mysterium og
Vestens klareste Dag, den lille danske
Købstad, hvor Aaen nynner saa sorgløst til
Bruset fra det barske Hav. I Ribe blev den
halvvoksne Dreng sig fuldt bevidst som Dansker
— og som Dansker af slesvigsk Herkomst.
Han fik Kammerater blandt de Elever,
som søgte Skolen fra Hjem Syd for den
daværende Grænse, og naar Tid og Lejlighed
gaves, fulgtes han med dem derned. Saaledes
begyndte hans Vandringer i »det tabte Land»,
af hvis Natur, Livsforhold og Mennesker
han senere skulde blive en Kender som faa.
Omkring i Kammeraternes Hjem var han
blandt de lydhøreste, naar der berettedes
om Danskhedens Kaar og Kamp, blandt de
letfængeligste til Beundring og Harme.
Et Aar efter at Franz v. Jessen var
kommet til Ribe, mistede han sin Fader. Han
sørgede bitterligt og længe, men knyttedes
gennem Sorgen fastere end nogensinde til sin
Fædrenearv af Sandheder for Livet. En af
dem lød saaledes: Du har kun eet Æres-
ord; gælder det ikke eengang, gælder det
aldrig.
Efter Mandens Død maatte Fru von Jessen
opgive Hjemmet i Horsens. Hun flyttede
til Ribe, hvor Franz kom til at bo hos hende.
Han passede sin Skole uden at sætte
Rekorder, dog at han ansaas for helt flink i
Modersmaalet. Flere af Kammeraterne havde
ligesom han litterære Nykker. Der blev digtet
i saavel bunden som ubunden Stil, og kritiske
Aander — Hans Brix var en af dem —
takserede Produkterne. Franz, der ansaas for
ubetinget heldigst i Prosaen, tror stadig,
at han vilde være umulig paa Vers. Han er
overhovedet sine tidlige Forestillinger og
Vurderinger standhaftigt tro. Det var i Ribe,
han begyndte at føre Dagbog; og i Dagbogen
skrev han et Aarstid efter sin Konfirmation:
Enten vil jeg være Journalist eller tage Livet
af mig. Det var ramme Alvor. Snart smaaskrev
han virkelig til Ugebladet »Nordstjernen»,
ikke altid forgæves. En større Fortælling,
vistnok med Emne fra Livius, bragte ham i
Forbindelse med Forfatteren P. Mariager,
som han ogsaa besøgte i København, og som,
hvad Franz von Jessen aldrig har glemt
ham, skimtede Evne i hans Umodenhed.
Nævnes fra Ribetiden maa det til Belysning
af hans Karakter endnu, at han, ikke mindst
under Indtrykket af Faderens Død, gik til
Konfirmationsforberedelsen med levende
religiøs Forventning. Men ingen af de to gode
Mænd, Biskop Balslev og Uffe Birkedal, der
forberedte ham, kunde give ham, hvad han
søgte, og Altergangen efter Konfirmationen
blev ham alt andet end til Opbyggelse. Ogsaa
her traf Drengen Afgørelse for Manden. Han
har ikke siden banket paa Kirkens Dør. Men
udenfor har han, for at bruge hans egne Ord,
levet i dyb Ærbødighed for Gudstro og i
levende Længsel efter Gud selv.
Franz von Jessen bliver ikke træt af at
beklage, at han afbrød sin Skolegang, da
han havde taget 4. Klasses Hovedeksamen.
Et Studiums Træning i systematisk Arbejde
vilde i Virkeligheden ogsaa have
tilfredsstillet et Naturbehov i ham. Men i 17-Aars
Alderen var Perspektivet ham alt for
langstrakt. Skolen ventede heller ikke at faa ham
at se i de Lærdes Laug. Hans praktiske Mor
sad i beskedne Kaar og skulde sørge for sin
anden Søn, der læste til Styrmandseksamen.
Hun holdt for, at Franz skulde tjene noget.
Saa flyttede hun da til København med ham,
og med sine gode Forbindelser havde hun
478
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
