Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Den blaa Længsel. In memoriam Viggo Stuckenberg 1863 — 17 Sept. — 1943. Av Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den blaa Længsel
In memoriam Viggo Stuckenberg 1863 — 77 Sept. — IQ4J
Av Jørgen Ander sen
EG haver intet Haab og drives kun af en
ængstelig Forlængsel, langt, langt hen i den vide
Verden efter noget Bedre. Derfor stirrer mit
Bl’k i hele Timer ud i den tomme, blaa Himmel,
og derfor er Stenen i min Hjælm blaa, og derfor
var Alrunes Klædebon blaat; og den matte,
dunkle, tærende Forlængsel er min Valkyrie.
Disse Egils Ord fra Vaulundurs Saga
fandt Viggo Stuckenberg passede saa
godt paa ham, at han en Dag gjorde dem
til sine. Og vist er det, at en aldrig stillet
Længsel præger hans Liv og hans Digtning.
Det begyndte med, at han 16 Aar gammel
vilde ud at sejle for at opleve mere, end
han gjorde paa Skolebænken. Han sagde,
at han vilde være Søofficer. Det kom nu
nok i anden Række. Eventyrlysten stod i
første.
Men næppe var han kommet ud af de
danske Farvande, før Hjemlængselen tog
ham. Under Øvelsesskibets Ophold i
Lissabon var det, især naar der kom Brev
hjemmefra, rent gält. Den unge Kadetelev
skriver herom:
Jeg krøb op paa Rælingen og saa ned i Vandet,
i Tajos mørke, mudrede Vand. Det var i
Mundingen af Floden, Strømmen var stærk, det gik
jo mod Havet, Maalet, som den havde drømt om
og higet efter, ligefra den fodtes af Fjeldet. Mine
Tanker lignede Flodens, ogsaa jeg længtes, længtes
efter Hjemmet; men mine Længsler sprudlede
endnu om deres Kilde, der var langt til Mundingen,
till Maalet, — hundrede Mile mod Nord laa det.
Eller:
Vi har en ganske god Sangforening ombord og
efter Officerernes Udsagn en ypperlig Tilnord,
saa hver Aften faa vi Fædrelands Sange, som lydet
lige ind til Byen, deriblandt ogsaa den Moder
berørte »Snart synker Sol bag de dæmrende Skove»
Viggo Stuckenberg.
men hvor er Skovene? de er desværre fjærnt,
fjærnt herfra.
Søen laa ikke for ham; og efter 2 Somres
Togter fik han Lov til at holde op og i
Stedet for komme ind paa det v.
Westen-ske Institut og blive Student. Han havde
mange Planer for Fremtiden, men ingen af
dem blev til noget, da han i Begyndelsen
af Rusaaret forlovede sig med Ingeborg
Pamperin, hende, der skulde blive
Halvfemsernes Muse. Han opgav successivt
Filologien og Naturfagene og paatog sig til
Gengæld Skolearbejde for hurtigt at blive
gift med den, han elskede. Fra da af levede
519
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
