Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 108. Den store Angakok Usuganguak ved Godthaab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
lor Enderne. Han havde en Tornak ved Navn Akajanguak, som han
hidkaldte fra Sardlok (inde i Fjorden). Naar Tornakken blev
paa-kaldet, kom han strax med sin Hund bagetter sig som en lysende Ild.
Først ved Huset betraadte han Jorden, lod Hunden blive tilbage og
gik selv ind, raabende: »hvor er Tulimak, hvor er Tulimak«? — Hans
Pleiefader nemlig, som hed Tulimak havde skjændt paa ham som
Dreng, og derover var han bleven K’ivigtok og søgte nu at hævne sig
paa enhver, som hed Tulimak. — Usuganguak havde iforveien ladet
to Mænd stille sig opreiste paa Brixen; naar Tornakken, stampende i
Gulvet, raabte paa Tulimak, pleiede den ene af dem at fløite. Naar
saa Tornakken foer henimod ham, sprang han op og hængte sig ved
Loftsbjælken, saa at Tornakken forfeilede ham. Derpaa gjorde den
anden det samme, og saaledes afvexlende. Tilsidst gik Tornakken
ud og lod sin Hund komme ind. Hunden hørtes at buldre løs paa
Telteskindene og derpaa at løbe ud. En god Tid derefter lod
Usuganguak dem atter tænde Lamperne, og de fandt da at Hunden havde
bidt Huller baade i Teltestænger og Skind. Dagen efter bad
Usuganguak sine mange tilreisende Tilhørere om at blive Natten over, da
han vilde kalde sin afdøde Bedstemoder ind i Huset. Om Aftenen,
da han begyndte at mane, hørtes der En komme og raabe gjennem
Indgangen: »hvad Vei skal jeg gaae ind?« Mændene raabte:
»gjennem Huusgangen.« Naar hun saa kom ind, søgte hun at berøre (Folk)
for at bringe Fordærv (Gjengangere bringe nemlig ved Berøring de
Levendes Kjød til at visne). Men saa stod der atter paa samme
Maade to Mænd paa Brixen, som hun afvexlende forfeilede. Men naar
hun blev altfor farlig, paakaldte Usuganguak sin Erkungassok, som
saa kom ind og sænkede hende ned under Jorden. Naar Usuganguak
var færdig, pleiede Tilhørerne at betale ham, nogle siges der endog
med fem Sortsideskind. Undertiden indbød han ogsaa Tilhørerne naar
han vilde lade sin (Tornak) Kivingak kaste paa sig. Han satte sig
da nærmest Opgangen og med Ansigtet vendt mod samme. Hans
Kivingak, siges der, boede paa den dybeste Havbund. Naar Folk
tabte deres Mad paa Gulvet og toge den op igjen ( d. e. selv,
istedetfor at lade Angakokken gjøre det), pleiede han at vredes heftigt
og at bekaste sin Eier (Angakokken) med Stenene fra det dybeste
Hav, de smalle Steen, siges der, som ere snoede paa Midten, nogle
med hvide, nogle med blaae Striber. Naar Usuganguak havde sat
sig, og Stenene kom flyvende som Ildgnister, pleiede de at forfeile
ham og falde ved Siden af ham. Nogle af dem, som faldt paa
fedtede Steder bleve liggende, og dem toge de op, andre sank i Jorden.
Usuganguak var en Angakok uden Lige. Han havde ogsaa en
Kuv-dlugiak (Orm) til Tornak, og lod sig undertiden udsuge af den. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
