Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Naturforhold m. m.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hovedforbindelsen mellem Epiros og Thessalien.
Herfra strækker den høje, skovklædte
Pindos-Kæde sig mod SØ. delende Landet i en østlig
og en vestlig Halvdel. Den østlige Del
karakteriseres af flere vest-østløbende Bjergdrag, hvoraf
flere naar helt ud til Archipelagos, og da der
langs Kysten findes fl. a. spredte Kæder, der
har Retning N.—S., opstaar de lukkede
»Kedeldale«, der er saa karakteristiske for G., og
hvorfra Vandet kun gennem snævre
Bjergkløfter ell. underjordiske Aabninger kan bane sig
Vej til Havet. Det betydeligste og mest
karakteristiske af disse kedelformede Landskaber er
Thessaliens Lavland. Vestranden dannes
af selve Pindos, Nordranden af de lavere
Kambuniske Bjerge, medens Dalen mod
Ø. lukkes af tre mægtige Bjergmasser
(Olympos (2985 m), Kissavos (Ossa) og
Plessidi (Pelion); Sydranden endelig dannes af
Othrys. Paa to Steder brydes Thessaliens
Bjergrand dog, mod S. af Volo-Bugten og mod
N. mellem Olymp og Ossa, hvor den herlige
Tempe-Dal giver Plads for Salamvria
(Peneios), der afvander hele Lavlandet.
Tidligere dækkedes Thessalien af fl. Søer, hvis
Rester endnu ses i et Par flade Sumpsøer
(Karlá) langs Østranden. S. f. Othrys ligger
Ftiotis-Fokis’ Lavland, der gennemstrømmes af
Hellada (Spercheios) og mod S. aflukkes af det
høje (2152 m) Oite, som falder stejlt ned
mod Zeituni-Bugten og i Oldtiden kun efterlod
Plads til en smal Kystvej, der p. Gr. a. sine
varme Kilder kaldtes Thermopylæ.
Endnu længere mod S. breder Boiotiens tørre
Bækken sig om Topolias Sø (Kopais), der V.
fra optager Kefissos, men selv mangler
overjordisk Afløb og nu er næsten helt
udtørret. I den sydlige Del af Boiotien bliver
Bjergene mere spredte og danner afsluttede
Grupper, der ligger i Retning NV.—SØ.; længst mod
V. ligger Giona (2512 m), Gammel G.’s
højeste Punkt, derpaa det sagnrige
Parnassos og Musernes Bolig Helikon, og ude paa
Halvøen Attike Marmorbjerget Pentelikon,
Hymettos, paa hvis Forgreninger Athen
delvis er bygget, og det sølvrige Laurion,
der ender i Kap Kolonnais (Sunion), hvor
en Rk. Søjler endnu minder om det gl.
Sømærke Athene-Templet. N. f. Athen breder sig
Attikas største Slette, gennemstrømmet af
Smaafloderne Kefissos og Ilissos.
Endelig hæver paa Nordsiden af den korinthiske
Tange Geraneia’s uvejsomme Klippeparti
sig til 1340 m, tidligere dannende en skarp
Skillemur mellem Hellas og Peloponnes, men
nu gennembrudt af Jernbanen fra Athen til
Korinth.
Den vestlige Del af G. N. f. Korinth-Bugten
og V. f. Pindos’ over 2000 m høje, takkede
Bjergkam bestaar af Landskaberne Epiros,
Akarnanien og Ætolien. Det første er et Virvar af ud
mod Kysten nøgne, i det Indre skovklædte Kæder
og Bjergknuder indesluttende mindre
Lavlandspartier som Lavlandet om Janinasøen og
Sletten N. f. Artabugten. S. f. denne ligger
Akarnaniens vandfattige Højland, et ægte
Karstland, hvor Regnvandet straks forsvinder i
den porøse Kalkjordbund, men som sjælden
hæver sig til større Højder; paa sin østlige
Side falder det med en skarp 500 m høj Rand
ned mod den akarnanisk-ætoliske
Slette, der i sin vestlige Del gennemstrømmes
af Gammel G.’s betydeligste Flod
Aspropotamos (Acheloos), hvis Delta efterhaanden
har bredt sig over 20 km ud i Havet,
indesluttende flere isolerede Klipper, tidligere Øer;
Slettens østlige Del opfyldes til Dels af den
store Sumpsø Trichonis. Mellem Sletten og
Pindos træffes et af G.’s vildeste og daarligst
kendte Bjergpartier, de ætoliske
Kalkbjerge, en Vrimmel af Smaakæder og
Kedeldale, der altid har huset en halvvild og
halvselvs lændig Hyrdebefolkning, som end ikke i
Oldtiden fik Del i den almindelige helleniske
Kultur, fordi uvejsomme Bjergmasser lukkede
deres Land ude fra Forbindelsen med den
korinthiske Bugt.
Den smalle korinthiske Tange
(Isthmos) hæver sig paa sit højeste Sted kun 70 m
o. H., saa at man har været i Stand til at
grave en Kanal igennem den. Mellem Livadiens
og Moréas Bjerge bestaar der altsaa ingen ydre
Sammenhæng. Kernen af Moreas Bjergland
dannes af Arkadiens Højland, der i sin
sydøstlige Del bestaar af Højsletter, som ved en
Mængde Bjergdrag deles i flere mindre,
isolerede Plateauer, men mod NV. former sig som
et vildt Bjergland, hvor Kæderne krydser
hinanden i broget Forvirring. Det begrænses ud
mod den korinthiske Bugt af høje Randbjerge,
det skovklædte Olonos (Erymanthos), 2224
m) og de to vældige, stærkt kløftede Toppe
Chelmos (Aroania), 2355 m, og Ziria
(Kyllene), 2375 m, hvorfra de Kæder, der opfylder
Argolis-Halvøen, udgaar. Paa Nordsiden af
Chelmos, i en usædvanlig vild Egn, styrter en
lille Bæk, Kratès, sig, næsten opløst til Støv,
ud over Bjergsiden for at forsvinde i en snæver
Kløft; det er Oldtidens Styx, hvortil de
Gamle henlagde Nedgangen til Underverdenen.
Langs Østsiden af Arkadien strækker
Malebon Oros (Parnon) sig med Toppe paa indtil
1940 m ud paa den østlige Halvø indtil Kap
Malea, medens paa Sydsiden Moreas mest
sluttede Bjergkæde, Toygelos (efter sine 5
Toppe kaldet Pentedaktylon) strækker sig ud
paa den midterste Halvø og ender i
Marmorbjerget Kap Matapan; den bærer Moreas
højeste Top, Hagios Elias (2409 m). Endelig
opfyldes den vestligste Halvø af de lavere
Messeniske Bjerge. Lavlandet paa Morea er
indskrænket til smaa Kystsletter, saaledes den
veldyrkede Kyststrimmel langs
Korinth-Bugten, Korendernes Hjemsted, den argiviske
Slette ved Grunden af Argolis, Lakonien
mellem Malebon og Taygetos, der
gennemstrømmes af Iri (Eurotas); den er kun 20 km lang
og 7 km bred, men berømt, fordi den husede
Oldtidens Sparta. Mellem Taygetos og de
messeniske Bjerge ligger den lille messeniske Slette,
endnu et af G.’s rigeste og bedst dyrkede
Landskaber; derimod ligger det lave Kystland mod
NV., Elis, gennemstrømmet af Ruphias
(Peneios), nu mange Steder øde og udyrket hen,
og kun lidet minder her om Oldtidens rige
Kultur paa den Olympiske Slette. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
