Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guidi, Alessandro - Guidi, Ignazio - Guidi, Tommaso - Guidiccioni, Giovanni - Guido - Guido fra Arezzo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udelukkende for Litteraturen og stod i Forbindelse
med fl. fyrstelige Personer, der yndede ham
og understøttede ham, navnlig Pave Innocens
XI og Eksdronningen af Sverige, Kristina,
efter at hun havde opstaaet sin Bopæl i Italien.
1685 kom han til Rom og blev der et af de
første Medlemmer af Arkadernes Akademi, efter
at dette var stiftet 1690. Paa sine ældre Dage
ydede han sin Fødeby en stor Tjeneste, idet
han 1709 ved at henvende sig til Prins Eugen
af Savojen fik denne til at nedsætte Afgifterne
i Norditalien; til Løn udnævnte Pavia ham til
Patricier. G. er en af det 17. Aarh.’s bedre
ital. Lyrikere; der er mere ægte Begejstring
og mindre Svulst og Affektation i hans
»pindariske«, af Chiabrera paavirkede Poesi end
i de fleste samtidige Digteres. Ogsaa hvad det
metriske angaar, bevæger han sig med større
Frihed og Naturlighed end største Delen af
»Secentisterne«. Foruden sin Lyrik har han
digtet et Hyrdespil, »Endimione«. G.’s »Rime«
udk. første Gang 1704; siden udg. Crescimbeni
Poesie di A. G. non più raccolte (1726).
(E. G.). E. M-r.
Guidi [’guidi], Ignazio, ital. Orientalist,
f. i Rom 31. Juli 1844, blev 1876 Docent i
Hebraisk og sammenlignende semitiske Sprog ved
Univ. i Rom, 1878 ekstraordinær og 1885
ordinær Professor og tillige Professor i
abyssinske Sprog og Historie. G. har foruden
talrige Afh. i det asiatiske ital. Selskab
»Giornale« o. m. a. lærde Tidsskrifter udgivet
Grammatica elementare della lingua amariña (1890).
Af G. haves gode Udgaver af østerlandske
Manuskripter. Af Tabari’s Annales, der udgives i
Leyden, skyldes S. 580—1347 (1883—88) G., der
desuden har udg. Gemâleddini Ibn Hisâmi
commentarius in carmen Banât Suâd (1871—74);
La Descrizione di Roma nei geografici arabi
(1877), La lettera di Simeone, vescovo de Beth
Arsam sopra i martiri omeriti (1881); Testi
orientali inediti sopra i sette Dormienti di Efeso
(1886); Framenti Copti (1887—88); Il-Kitâb al
Istidrâk di Abû Bakr az-Zubaidi (1879);
desuden: Studii sul testo Arabo del libro di Calila
e Dimna (1873) og det epokegørende Skrift:
Sulla sede primitiva dei popoli semitici (1879).
V. S.
Guidi [’guidi], Tommaso, se Masaccio.
Guidiccioni [guidi’t.∫oni], Giovanni,
italiensk Digter, f. i Lucca 25. Febr 1500, d.
1541. Han beklædte i en ung Alder høje
Værdigheder i den rom. Kirke og kaldes derfor
alm. i Litteraturhistorien »Monsignor« G.
Først blev han Biskop af Fossombrone, siden
Guvernør i selve Rom og efterhaanden i forsk.
af de Provinser, der hørte under Pavestaten;
som pavelig Nuntius hos Kejser Karl V deltog
han i dennes Felttog mod Tunis. G. var en
begavet Digter, væsentlig i den af Bembo
proklamerede, petrarkiserende Retning. Hans
Lyrik er især dels erotisk, dels patriotisk i sin
Tone og udmærker sig gennemgaaende ved
særdeles smuk og elegant Form. Navnlig er at
fremhæve en Rk. følte og formfuldendte
Sonetter til Digterens undertrykte og politisk
splittede Fædreland, der »selv som Trælkvinde
bevarer en saadan Højhed, at man maa bøje sig
for den fordums Dronning og elske hende«.
G.’s Værker er bedst udgivne af C. Minutoli
(<i>Opere di monsignor G. G.<i>, 1867); tidligere
Udgaver er besørgede af A. P. Berti (1749) og
G. B. Rota (1753); i dem alle findes Digterens
Biografi.
(E. G.) E. M-r.
Guido [’guido], Markgreve af Spoleto og
Greve af Camerino, var en urolig og ærgerrig
Eventyrer, der først havde kæmpet mod
Grækere og Saracenere i Syditalien og senere gjort
et Forsøg paa at fravriste Grev Odo af Paris
den fr. Krone, som han havde faaet 888. Pave
Stefan V adopterede ham og ønskede at gøre
ham til Kirkens Beskytter, og da G. rejste sig
mod Berengar af Friaul, hvem Stormændene
888 havde valgt til Italiens Konge, lykkedes
det ham virkelig ved frankisk Hjælp at faa
den vestlige Del af Øvreitalien i sin Magt,
ligesom Paven 891 kronede ham til Kejser.
Kampen mellem Berengar og G. fortsattes; men da
Myndlingen blev Kirken for mægtig, bad Paven
den tyske Konge Arnulf af Kärnthen om Hjælp.
I Beg. af 894 trængte denne ned i Lombardiet,
men kort efter døde G., hvis Kejsertitel, der
dog nu skrumpede ind til et rent Navn, gik i
Arv til hans unge Søn Lambert.
M. M.
Guido fra Arezzo [’guido–a’ret.so],
Benediktinermunk, berømt Tonelærer i 11. Aarh., d.
c. 1050 i en forholdsvis ung Alder.
Efterretningerne om hans Liv er usikre og spredte. Efter
nyere Forskninger synes det næsten, som om G.
f. A. af Fødsel ikke skulde være Italiener, men
Franskmand, idet han opr. skulde have tilhørt
Klosteret St Maur les Fossés i Nærheden af
Paris. Senere kom han til Klosteret
Pomposa ved Ravenna. Hans tidlige Berømmelse
lader til at have gjort Brødrene der
misundelige paa ham, saa at han maatte søge Tilflugt
i lang Tid hos Biskop Theodald af
Arezzo i Toscana, efter hvilken By han tog Navn.
Pave Johannes XIX, som havde hørt om G.
f. A.’s store Resultater som Tonelærer,
indbød ham til sig i Rom c. 1026, blev stærkt
indtaget i hans System og vilde belønne ham med
et Bispedømme, en Ære, G. f. A. dog gav
Afkald paa. Hans sidste Aar ved man intet om.
Efter hans Død voksede hans Berømmelse
stærkere og stærkere og antog til Slutning det
største Omfang. Alle Forbedringer og
Opfindelser i Musikken fra den Tid fik G. f. A. Æren
for, for Monochordet, Nodeskriften,
Solmisationen, Kontrapunkt, ja selv for Klaveret! Et gl.
Billede kalder G. fra A. simpelt hen for
»Opfinder af Musikken«! Det meste af alt dette er
imidlertid Sagn — alle de nævnte »Opfindelser«
er enten meget ældre ell. yngre end G. f. A.
Hans Betydning ligger uden Tvivl deri, at han
har været en forfaren Praktikus, der opnaaede
store Resultater ved at lette sine Elever
Tilegnelsen af og Udførelsen af Musik, ganske vist
en stor Ting i de Dage, hvor Musik som Kunst
var saa haardt tynget af overflødig
Lærdomsstof. Han roste sig af, i 1 Maaned at kunne
lære sine Elever at læse Noder fra Bladet,
hvilket for den Tid ganske vist var en Bedrift!
Af G. f. A.’s store Glorie staar kun den Rest
tilbage, som vedrører hans Fortjenester af
Nodeskriften. »Opfundet« Liniesystemet og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
