Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernfremstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Transporthensyn visse St. forlagt den fra Jernværket
til Minen.
Er Malmen jernfattig ell. rig paa Svovl og
Fosfor, bliver den ofte knust, hvorefter det knuste
Materiale udsættes for stærke magnetiske
Paavirkninger, der udskiller de
jernholdige Dele, som derpaa briketeres for ikke
at stoppe for brækket i Højovnen. Ved
Ristning af Briketterne kan der yderligere fjernes
Svovl. Den magnetiske Koncentrering (svensk:
Anrikning) foregaar gerne ved Gruben, og
Produktet benævnes i Sverige Slig.
Briketeringen foregaar ved Jernværket, idet den svagt
fugtige Slig presses sammen og ovntørres. Det
er ikke en enkelt Malm, der behandles i
Højovnen, men mange forsk. Slags blandes sammen,
saa man faar den ønskede Sammensætning.
Da Malmen er blandet med andre Bjergarter,
maa man forhindre disses kemiske
Bestanddele i at forene sig med Jernet og giver derfor
Malmen et Tilslag, der bestaar af Kalk
(Kalksten og Dolomit) ved kiselsyrerige Malme
og Kiselsyre (Lerskifer) ved kalkrige Malme.
Tilslaget og de fremmede Bjergarter vil da
forene sig til en letflydende Slagge. Tilslaget
kan kun undtagelsesvis undværes, idet Malmen,
der da kaldes selvgaaende, medfører
tilstrækkeligt slaggedannende Materiale. Tilslagets
Mængde maa bestemmes, saa at man faar en
passende Slaggemængde; for megen Slagge giver
forholdsvis for lidt J. og tilføjer derfor
økonomisk Tab, for lidt Slagge giver Raajernet
mangelfuld Beskyttelse mod Blæsten fra
Formene ved Neddrivningen og udsætter det for
Iltning. I Vægt bør Slaggen være 0,8—1,7 mod J
J., i Rumfang det dobbelte til det firdobbelte.
Højovnens Igangsættelse. Naar
Ovnen er godt lufttør og dernæst forvarmet,
fyldes den til en vis Grad med Brændsel, dette
tændes, og nogen Tid efter begynder man
Beskikningen med gennem Gigten lagvis at
paaføre Brændsel og Malm blandet med Tilslag;
Brændselet til hver Beskikning nøjes man ofte
med at maale, Malmbeskikningen, som først
efterhaanden bringes op til normal Størrelse,
afvejes, Blæsten er sat til før den første
Malmbeskikning. Naar Ovnens Indhold er sunket,
saa Opsætningsmaalet bliver frit, beskikkes paa
ny, der vil da være gaaet fra 1/2 til 1 Time ell.
noget mere: en Beskikning (Gigt, Sætning)
behøver 30—70 Timer for at gaa ned i en stor
Højovn, kun 12 i en lille. Ovnens Gang,
Kampagnen, foregaar uafbrudt Dag og Nat;
medens der stadig blæses, sættes Malm med
Tilslag og Brændsel paa foroven og tappes
Slagge og Raajern ud forneden. Skal Driften
standse, »blæses Ovnen ned«; ogsaa da gøres
Malmsætningerne efterhaanden lettere, til Slut
tappes alt Raajern ud. Ovnen afkøles forsigtig,
den i Bunden liggende staalagtige Jernso kan
være besværlig nok at faa ud. En Kampagne
varede i Sverige tidligere kun 1/4—1/2 Aar,
enten fordi Malm ell. Kul manglede, ell. der
ikke var Afsætning for Raajernet, andensteds er
man kommen til Kampagner paa 25 Aar og mere.
Forholdene i Ovnen under
Gangen. Man maa sørge for, at Forholdene er saa
vidt muligt ens for samme horisontale Lag,
men Malmen vil gerne ved Synkningen løbe
indad mod Aksen og trykke Brændselet udefter,
i St f. plane Lag faar man Lag konvekse
nedefter, for Malmen altsaa tykkest, for
Brændselet tyndest paa Midten. Ved god — gar —
Gang foregaar under Synkningen væsentlig flg.:
I Ovnens øverste Del, Forberedetses-
ell. Forvarmningszonen, bortgaar
Vand, Kulsyre o. a. flygtige Stoffer, der
foregaar altsaa en sidste Ristning, dog ikke, som
ved Malmens Forberedelse omtalt, under
Luftens iltende Adgang, men i den p. Gr. a. sit
Kulilteindhold reducerende Gigtgas, som stiger
op franeden og altsaa gaar modsat Malmen.
I den paafølgende Del, Reduktions- og
Kulbindingszonen, kan, idet Temperaturen stiger
nedefter fra 400° til 8—900°. Kulilten
omdanne Malmens Jerntveilte gennem en
Dobbeltilteform til en porøs Masse, Jernsvamp.
Men rent J. kan ikke bestaa under disse
Forhold; saa snart en Partikel danner sig,
begynder den straks at kulles. Idet Temperaturen er
passende hertil, deler Kulilten sig i Kulsyre og
Kul (2CO=CO2+C), som væsentlig bidrager til
Reduktionen. Medens i denne Zone for Malmen
Reduktionen er overvejende i øverste Del
Kulbindingen i nederste Del, undergaar de
ledsagende Bjergarter, her indbefattet
Jernsilikater, hvis de findes, kun en Opvarmning. I den
nederste Del af Højovnen, som regnes til ned
under Formplanen, Smeltningszonen,
begynder J. straks at smelte og Slaggen
ligeledes; var Slaggen smeltet tidligere, havde den
optaget en Del ureduceret Jernilte og givet
Jerntab, hvad der just var en Hovedfejl ved
den ældre J. ved Rending. Raajern,
indhyllet af Slagge, driver ned mod Formene,
optager ved den inderlige Berøring med glødende
Kul mere Kul, desuden Kiselsyre, mulig
Fosfor o. s. v. Jernsilikaterne kan her reduceres
af det faste, hede Kul. Under Formene i
Stellet samler det flydende Raajern sig, og
den meget lettere Slagge flyder ovenpaa.
Grænserne for Bælterne er ingenlunde skarpe;
forrykkes de væsentlig, vil Ovnen komme ud
af gar Gang. Om haardsat Gang, ved for
lav Temperatur, og om nødsat Gang, ved
for høj Temperatur, s. d.; den gare ell.
tilpasse Gang kendes paa en »Blaadampning« ud
af Ovnen, hvis den har aaben Gigt, og paa lys
Slagge, letflydende Raajern.
Luften gaar ind i Ovnen som atmosfærisk
Luft, altsaa Kvælstof og Ilt og nogen
Vanddamp, den forlader Ovnen som Gigtgas, der
nu kun undtagelsesvis slipper ud i Luften og
som Regel anvendes som Brændsel p. Gr. a.
sit Indhold, navnlig af Kulilte. Naar Blæsten
møder de glødende Kul, dannes Kulilte og
Kulsyre; af Kulsyre dannes des mere, jo højere
Temperaturen ved Formene er, og jo hedere
Blæsten trykkes ind i Ovnen, men det ovenover
værende Lag af glødende Kul afilter hurtig
Kulsyren, saa at man noget over Formene har
en Gasart, sammensat af Kvælstof, Kulilte, lidt
Kulsyre og Brint, hidrørende fra Luftens
Fugtighed. I Smeltningszonen er det selve de
glødende Kul, ikke Gassen, som er virksomme,
men i Reduktions- og Kulbindingszonen vil
Kulilten iltes til Kulsyre paa Malmens
Bekostning og desuden som nysomtalt spalte sig i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
