Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johan, Baptist Josef Fabian Sebastian - Johan Cicero - Johan Georg - Johan Sigismund - Johan den Uforfærdede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke standse Franskmændenes Fremtrængen
ved Salzburg. Ved Krigens Slutn. trak han sig
tilbage til Privatlivet, men udnævntes kort
efter til Generaldirektør for Befæstningsvæsenet
i Østerrig og til Direktør for Militærakademiet
i Wien, i hvilken Stilling han indlagde sig store
Fortjenester. Ved Krigens Udbrud 1805 kaldte
han Tyrolerne til Vaaben og kæmpede mod Ney
og Bayrerne, som han slog 2. og 3. Novbr.
Efter Mack’s Nederlag ved Ulm maatte han
imidlertid rømme Tyrol og forenede sig nu med
sin Broder, Ærkehertug Karl, med hvem han
rykkede mod Wien, men Preussernes Nederlag
umuliggjorde ethvert Haab. 1809 fik han
Kommandoen over den østerr. Sydhær, med
hvilken han slog Eugen Beauharnais ved
Pordenone og Sacile, men besejredes selv senere ved
Raab under sin March til Tyskland for at
forstærke den østerr. Hær. P. Gr. a. en for sent
medtaget Befaling naaede han ikke i rette Tid
til Deltagelse i Slaget ved Wagram. Han
forsøgte nu at dække Ungarn og udkastede en
Plan til Hærens Koncentration ved Komorn,
hvilken Plan p. Gr. a. Fredsslutningen dog ikke
kom til Udførelse. 1815 havde han Befalingen
over de østerr. Reservetropper og erobrede
Fæstningen Hüningen, 1848 organiserede han
Forsvaret af Tyrol og valgtes 29. Juni s. A.
af Nationalforsamlingen i Frankfurt til tysk
Rigsforstander, hvilket Embede han atter
nedlagde 1849 for at trække sig tilbage til
Privatlivet. J. dyrkede med stor Interesse
naturvidenskabelige og hist. Studier og grundlagde 1811
et Mus. i Graz ved at bortskænke sine
righoldige Samlinger. P. Gr. a. sit Giftermaal med
en Datter af Postmesteren i Aussee stod han
paa en spændt Fod med Hoffet; men dette
Forhold ændredes dog ved1 Kejser Frants’ Død.
Han har skrevet »Das Heer von
Inneroesterreich im Kriege von 1809«, udg. af Hormayr.
(Litt.: Schneidawind, »Leben des
Erzherz. Johann von Oesterreich« [Schaffhausen
1849]; Schlosser, »Herz. Johann Baptist
von Oesterreich« [Wien 1880];
Zwiedinek-Südenhorst, »Erzherz. Johann v.
Oesterreich im Feldzuge von 1809« [Graz 1892]).
B. P. B.
Johan Cicero, Kurfyrste af Brandenburg
(1486—99). Som Statholder for sin Fader
Albrecht Achilles, styrede han Brandenburg fra
1470 og vandt efterhaanden de mod
Regeringen stærkt forbitrede Stænder ved sin kloge
Politik og sit retfærdige Regimente. Udadtil
indtog han en forsigtig tilbageholdende Stilling;
han opgav saaledes Lenshøjheden over
Pommern mod Løfte om Arvefølge efter
Hertughusets Uddøen. Stor Fortjeneste har J., der
selv var en dygtig Latiner, indlagt sig ved
Fremme af humanistiske Studier i sine Lande.
M. M.
Johan Georg [ge’årk], Kurfyrste af
Brandenburg (1571—98), f. 1525, forenede efter sin
Fader Joachim II’s og sin Onkel Johan’s Død (1571)
atter det adskilte Brandenburg og bragte ved
en strengt gennemført Sparsommelighed
Landets ødelagte Finanser paa Fode. Han var
ivrig luthersksindet, deltog i Affattelsen af
Konkordieformlen, og uagtet han havde store
Interesser af Forholdene ved Nederrhin, var
han ganske uvillig til at slutte Forbund med
de kalvinske Nederlændere, skønt dette vilde
være af stor Bet.
M. M.
Johan Sigismund, Kurfyrste af
Brandenburg (1608—19), f. 1572. Han var en svag og
uselvstændig Karakter, men takket være Forholdenes
Gunst fik Brandenburg under ham betydelige
Udvidelser. Da Hertugerne af Jülich-Cleve
uddøde 1609, optraadte han sammen med
Hertugen af Pfalz-Neuburg som Arving og fik 1614
Distrikterne Cleve, Mark og Ravensberg.
Vigtigere var det, at han 1618 opnaaede at følge
sin Svigerfader som Hertug i Preussen, om
han end maatte anerkende Polens Lenshøjhed.
J. S. gik 1613 over til den reformerte Kirke,
men udstedte alt det flg. Aar et
Toleranceedikt, ligesom han 1615 tillod sine
Undersaatter at beholde deres lutherske Tro.
M. M.
Johan den Uforfærdede, Hertug af
Burgund, f. i Dijon 28. Maj 1371, d. i Montereau
10. Septbr 1419, var Søn af Filip den Dristige
af Burgund og Margrete af Flandern. 1385
ægtede han Margrete af Bayern. I sin Ungdom
nød han stort Ry som en dristig Ridder, og i
Spidsen for en Skare fr. Riddere deltog han
i Ungarernes Kampe mod Tyrkerne. I Slaget
ved Nikopolis 1396 var hans alt for dristige
Angreb en medvirkende Grund til Nederlaget;
han blev selv fanget, men løskøbtes efter 9
Maaneders Fangenskab og kom 1398 tilbage til
Burgund. Ved Faderens Død blev han 24. Apr.
1404 Hertug af Burgund, og Aaret efter føjedes
hertil som Arv efter hans Moder Flandern. I
de flg. Aar stredes han stadig med Hertug
Ludvig af Orléans om, hvem af dem der skulde
have den afgørende Indflydelse i Frankrig.
Efter en tilsyneladende Udsoning lykkedes det
ham at faa Hertugen af Orléans snigmyrdet 23.
Novbr 1407; først søgte han at skjule sin Skyld
deri, men da han nødtes til at indrømme den,
hævdede han, at det var for at forekomme
tilsvarende Planer mod ham. Han blev dog
ikke ene om Magten; Hertugens Parti
bevaredes under Ledelse af Greven af Armagnac
og samledes efterhaanden om den unge
Dauphin, den senere Karl VII. I fl. Aar førtes
ligefrem Borgerkrig mellem de to Partier.
Englænderne benyttede Lejligheden og angreb 1415
Frankrig. J. deltog ikke i Kampen mod dem,
men søgte, da Armagnac’erne var slaaede ved
Azincourt, at høste Fordelen heraf. Han blev
nu den Ledende og kunde 1418 bemægtige sig
Paris. Alligevel var Forholdene vanskelige, og
han søgte da en Udsoning med Modstanderne.
Dette førte til en Sammenkomst ved Montereau
mellem ham og Dauphinen 1419, og her
myrdede Dauphinens Ledsagere J. (Litt.: De
Barante, Histoire des ducs de Bourgogne
[Paris 1838]; De Beaucourt, Histoire de
Charles VII [Paris 1881]; Delaville de
Roulx, La France en Orient au XIV siècle
[2 Bd, Paris 1885]; Zeller, Louis de France
et Jean sans Peur [Paris 1886); Jarrie, La
vie politique de Louis de France [Paris og
Rouen 18S9]; É. Petit, Itinéraire de Philippe
le Hardi et de Jean sans Peur [Paris 1888]).
P. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
