Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat / 255 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juppiter (Guddom) - Juppiter (alkymistisk Navn for Tin) - Juppiter (Planet)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Fremstillingsform (se Fig. 1) var den officielt antagne
i Roms Hovedtempler og havde i det hele størst
Udbredelse; dog forekommer den anden Type
ingenlunde sjælden, f. i Eks. i Bronzestatuetter
og Møntbilleder (se Fig. 2). I begge Tilfælde
var Gudens Attributter de samme: Tordenkile
og Scepter; ofte afbildes han med sin hellige
Fugl, Ørnen, undertiden bærer han
Sejrsgudinden (Victoria) ell. Gudinden Roma paa sin
fremstrakte Haand. — Kun gennem Litt.
kendes Kultusbilledet i det ældste kapitolinske
Tempel, der skulde være udført af Vejenteren
Vulca: det var af Terrakotta og forestillede J.
staaende, med Tordenkilen i højre Haand.
Øverst paa Templets Gavl stod et Firspand af
Terrakotta, som siden afløstes af en lgn.
Gruppe i Bronze; J., der kørte Firspandet, svang
sandsynligvis Tordenkilen i højre Haand, i
Overensstemmelse med Billedet paa en Række
Mønter fra den republikanske Tid. Til det ny
Tempel, der indviedes paa Capitolium 69 f.
Kr., udførtes J.’s Billede i Guld og Elfenben
af den gr. Kunstner Apollonios; det
forestillede J. tronende (efter den olympiske Zeus’
Forbillede), medens Juno og Minerva var
gengivne staaende, og denne Anordning bevaredes
ogsaa under de Forandringer og Ombygninger,
der fandt Sted i Kejsertiden (se Fig. 3). — I
rom. Kunstværker af forsk. Art, der stammer
fra den senere republikanske Tid og fra
Kejsertiden, kan J. findes afbildet i Situationer,
der ikke havde Hjemmel i de gl. rom. eller
italiske Forestillinger om Guden, men i de gr.
Myter om Zeus; da disse Fremstillinger er
uden Bet. for Kendskabet til den italiske J.
og for største Delen ligefrem kopierede efter
gr. Forbilleder, skal de ikke omtales her.
C. B.

Fig. 1. Romersk Semis (1/2 As) fra c. 300 f. Kr.

Fig. 2. Bronzestatuette i Antiksamlingen.

Fig. 3. Mønt præget under Domitian med Indskrift: »Capitolium genopbygget« og Billedet af de tre kapitolinske Guddomme i Tempelet.

Juppiter, alkymistisk Navn for Tin (smlg.
Mars for Jern, Merkur for Kvægsølv).

Juppiter (astron., Tegn ♃), den største
Planet i Solsystemet, bevæger sig rundt om Solen
i en Ellipse, hvis Ekscentricitet er 0,048 og halve
store Akse 5,203, naar Jordens Middelafstand
fra Solen tages som Enhed. Udtrykt i
Længdemaal er dens Middelafstand fra Solen 778 Mill.
km, og denne Afstand svinger mellem
Ydergrænserne 740 og 815 Mill. km. Naar J. er i
sin gunstigste Opposition; hvilket indtræffer nær
Perihel ɔ: først i Oktbr — den viser da en Skive
paa c. 50″ i Diameter — (omtr. 590 Mill. km fra
Jorden), lyser den lige saa stærkt som Mars,
naar den er Jorden nærmest, og overstraales
kun af Venus; er den saa langt fra Jorden,
den kan komme, hvilket finder Sted ved
Opposition nær Aphel ɔ: i April (965 Mill. km), lyser
den noget stærkere end Sirius. Maksimum og
Minimum af den overhovedet ved J. maalbare
Lysstyrke staar nogenlunde i Forhold til
hinanden som 2,5 til 1. Da Planetens Fase er
højst ubetydelig — Vinklen gaar ikke over 12°
— vil denne ikke kunne bringe Planetens
Lysstyrke til at variere mærkbart. J.’s sideriske
Omløbstid er 11,862 Aar ell. anderledes udtrykt
50 Dage mindre end 12 Aar. Det synodiske
Omløb — Tiden fra Opposition til Opposition —
er 1 Aar 34 Dage. Banens Inklination er 1°
18,7′. I Kikkert viser Planeten sig som en oval
Skive, hvis største og mindste Diameter efter
Barnard er henholdsvis 38,52″ og 36,11″ eller i
Længdemaal 145000 og 136000 km, hvorved
Fladtrykningen bliver 1/16. Dens Ækvatorradius,
er mere end 11 Gange Jordens og Volumenet
mere end 1300 Gange Jordens. Men da dens
Masse er 1/1047 af Solens eller 317 Gange
Jordens, bliver Planetens gennemsnitlige Tæthed
kun 0,23 Gange Jordens eller 1,3, naar Vandet
er Enheden. Tyngden ved J.’s Ækvator er 2,5
Gange Tyngden ved Jordens Ækvator. Planeten
roterer om en Akse, der staar omtr. lodret paa
dens Baneplan, idet Vinklen mellem dette og
Planetens Ækvator kun er 3°, og der bliver
saaledes næsten ingen Forskel paa Aarstiderne.
Rotationstiden er først bestemt af Cassini 1665
ved at følge gennem længere Tid en bestemt
Plet paa Planetens Overflade og af ham fundet
til 9 Tim. 55 Min. Senere Iagttagere har fundet
omtr. det samme undtagen for Ækvator-Bæltet
(+ 10° til —12°), hvor Rotationstiden er 9
Tim. 50 Min., men denne er siden 1880’erne
tiltaget med 36,5 Sek., saa at den virkelige
Hastighed af et Punkt ved Ækvator skulde have
aftaget med 42 km i Timen. Mest kendt blandt
disse Pletter, som man har benyttet til at
udlede J.’s Rotationstid, er den saakaldte »røde
Plet«, der ligger paa den sydlige Halvkugle
(—14° til —28° Bredde). Den blev set 1831,
muligvis allerede 1665, og var i Beg. meget
vanskelig at faa Øje paa; i Beg. af 1880’erne
blev den saa tydelig, at den var synlig selv i
mindre Kikkerter, men aftog saa i Lysstyrke.
Den er endnu at se. Af andre Pletter fra den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>