Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kabbala - Kabbalist - Kabbeleje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gud. Han er højt hævet over alle Ting, endog
over den menneskelige Tænkning. Han er, hvad
de i deres Sprog kalder: En-sof, det gr.
άαπειρος (ikke til at kende); ja han er endog efter
K. Ain, »Ikke-Væsen«, altsaa i en vis Forstand
»det rene Intet«. Men netop derfor var det
efter K. saa at sige en Naturnødvendighed for
Gud at give sin Eksistens til Kende, at optræde
skabende, og dette skete paa en hel anden
Maade, end hvad der kendes i den
menneskelige Verden. Det skete nemlig ved
Emanation. Det var dette Problem,
Skabelsesproblemet, som K. først grundede over, og som
Kabbalisterne behandlede i deres første
Spekulationer, støttende sig til allegoriske
Udlægninger og Kombinationer, særlig over Tal og
Bogstaver. Men i Længden blev K. ikke
staaende herved. Man grundede ikke blot over
Guds Væsen, Skabelsen, Englene o. s. v., men
man drog lidt efter lidt alle Haande religiøse,
moralske, filosofiske, ja borgerlige Forhold ind
under Betragtningen. Opr. havde K. været
rent teoretisk, men efterhaanden blev den, om
man saa kan sige, tillige praktisk, idet K. gav
Regler og Forskrifter for Livet, anbefalede
visse Bønner og Formularer som særlig
virksomme, fremhævede visse Navne som værende
i Besiddelse af næsten overnaturlig Kraft,
anbefalede visse Farver til Klædedragt o. l. ved
bestemte Lejligheder o. s. v. De, der syslede
med Spekulationer over de højeste Spørgsmaal,
maatte have dybere Kundskaber til Naturen
og dens Hemmeligheder end andre. Kort sagt,
K. udartede efterhaanden til Magi, Trolddom
o. l. Derved kom K. (i sin franske Form
cabale) til at betegne Underfundighed,
Makinationer o. l., altsaa lige det modsatte af Ordets
egl. og opr. Bet. K. er nemlig ikke noget nyt
Ord, der dannedes, dengang det, vi kalder K.,
fremstod i Middelalderen. K. er et gammelt
jødisk (aramæisk, ikke hebraisk) Ord, der
betyder Overlevering, Tradition og anvendes i
en bestemt Bet. af alle Jøder, nemlig om alle
gl. Overleveringer, baade skriftlige og
mundtlige, ved Siden af de 5 Mosebøger, altsaa alle
de øvrige Bøger i vort Gl. Test., fremdeles
Talmud og i det hele alle ældre religiøse jødiske
Bøger. Forfatterne af K. udgav aldrig deres
Bøger for ny; de paastod altid, at det var
ældgamle Bøger, de havde fundet o. s. v. Det
grundlæggende Værk for K. var Jezirah, der
— naturligvis uden Grund — tilskreves Rabbi
Akiba. Det fandt mange Efterlignere, der alle
behandlede deres Stof med megen Frihed, men
det egl. Hovedværk for K., hvad man kan
kalde dens Bibel, er Bogen Sohar ell. Zohar,
der udgives for forfattet af Rabbi Simon
Ben-Jokhi, som levede kort efter Jerusalems
Ødelæggelse, og som atter skulde have faaet alt
meddelt ved Aabenbarelser fra Abraham. At
Bogen Zohar, der nærmest kan kaldes en
allegorisk Kommentar til 1. Mosebog, er saa gl, er
en ren Umulighed. Der er mange
Anakronismer; bl. a. forudsættes de hebraiske Vokaltegn,
der hidrører fra Middelalderen, at være
oprindelige; en Komet fra 1248 omtales o. s. v.
Snarest skyldes Bogen Moses fra Leon (d. 1305),
om hvem det er vitterligt, at han gik rundt og
solgte Afskrifter af den. Spanien var i det hele
et af de Lande, hvor K. særlig blomstrede. Det
ejendommelige for K. og dens Udgangspunkt
er, som bemærket, Emanationslæren.
Af det uudgrundelige guddommelige Væsen
udstrømmer efterhaanden ligesom Straaler fra
Solen 10 Urvæsener, som kaldes Sefirot, og
hvoraf fl. svarer til hinanden som mandlige og
kvindelige, hvad der minder om de gl.
gnostiske Spekulationer. Den første Udstrømning 1)
kaldes Kronen (keter); af denne udstrømmer
et Par: 2) Visdom (kokhma) og 3) Forstand
(bina). Disse 3 danner den første Trehed. Fra
de to sidste stammer atter: 4) Kærlighed ell.
Naade (khesed) og 5) Retfærdighed (din), og
fra disse to sidste: 6) Skønhed, (tiféret). Disse
3 danner den anden Trehed. Derefter kommer
et nyt Par: 7) Triumf (nesah), 8) Ære (hod)
og af dem: 9) Grundlæggelse (jesod) — den
tredje Trehed. Hertil kommer endelig som
sidste Led 10) Kongedømmet. Først gennem disse
Urvæsener kan der være Tale om Skabelse af
Verden, der atter udvikler sig gennem fl.
Mellemled, først de rene Aanders Verden, derpaa
Englenes og endelig, som sidste Led, vor
materielle Verden. Zohar blev atter Udgangspunkt
for en Rk. Skr om K., der alle brugte allegorisk
Fortolkning og derfor i Grunden kunde faa alt
ud, de ønskede. Saaledes var der nogle Jøder,
der i K. fandt kristelige Ideer, og enkelte gik
endog over til Kristendommen. Dette vakte
Opmærksomhed i den kristne Verden, og man
gav sig her oftere til at studere K., bl. a.
Humanisterne Pico fra Mirandola og paa
Reformationstiden Reuchlin, hvis De Arte
Cabbalistica udkom 1517. Efter at Jøderne havde
maattet forlade Spanien, blev foruden
Østerland Italien, siden Tyskland og Polen,
Hjemsted for K., men K. forfaldt stadig mere og
mere, udartede til Haarkløveri og
Spidsfindigheder, medens Magi o. l. tog Overhaand. Endnu
den Dag i Dag holdes K. i Ære i visse Kredse,
bl. a. af Kasidim i Galizien. (Litt.: A. Franck,
La Kabbale [Paris 1843; 2. Udg. 1889];
Ginsburg, The Kabbalah, its Doctrine developed
and Litt. [Lond. 1865]; Hamburger,
»Jüdische Real-Encyclopädie« II [2. Udg., Leipzig
1896]; G. Klein, »Bidrag til Israels
Religionshistorie«). — 2) K. kaldes nu ogsaa den Prøve
paa Slagtning efter Lovens Forskrift, som en
jødisk Slagter aflægger for Rabbineren,
hvorefter han faar Autorisation som lovlig
anerkendt Slagter.
V. S.
Kabbalist, se Kabbala.
Kabbeleje (Cáltha L.), Slægt af
Ranunkel-Fam., fleraarige Urter med hele og
haandnervede Blade, forsynede med Skede, og et
femtalligt, gult ell. hvidt, enkelt Bloster;
Honningblade mangler. Bælgkapsler med talrige
Frø. Omtr. 16 Arter. Heraf vokser Eng-K.
(norsk Bækkeblomst, C. palustris L.)
meget alm. paa Enge, i Kær og Grøfter i
Danmark og Norge (her iagttaget indtil
Hammerfest). Stænglen grener sig fra Grunden, de
opstigende Grene bliver 0,15—0,30 m høje og
bærer hjerte- ell. nyredannede, rundtakkede,
glatte og blanke Blade; dens store gule
Blomster fremkommer i April—Maj. Alle Plantens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
