Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kaldsret - Kaldæa - Kaldæer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at beskikke Skolelærere, hvor der forhen havde
boet Degne, over til Biskoppen paa Kongens
Vegne, og kun Bestyrelserne for visse offentlige
Stiftelser, hvis Rettigheder 30 ikke berørtes af
Grl.’s § 97, bevarede for deres Vedk. denne
K. Derimod hævedes ved L. af 8. Marts 1856
§ 9 den K. til Lærerembeder, som
Hartkornsejerne i Landdistrikterne havde iflg.
Skoleanordningen af 1814, og henlagdes til
Skoledirektionerne. Alle Skolelærerembeder bliver
herefter at besætte af Kongen
(Førstelærerembederne ved Købstadskolerne), Biskopperne
(de gl. Degneembeder, undtagen hvor visse
Stiftelser har K.) og Skoledirektionerne (alle
andre Skolelærerembeder), dog at Retten til at
kalde Skolelæreren fremdeles er forbeholdt
dem, der har funderet Skoler ell. selv
underholder Skoler, og dem, der som Ejere ell.
Bestyrere af offentlige Stiftelser selv bygger en
Skole. Ved fornævnte L. af 8. Marts 1856 § 9
gjordes der en væsentlig Indskrænkning i K. til
Skolelærerembeder saavel paa Landet som
i Købstæderne, for saa vidt de besættes af
Biskopperne ell. Skoledirektionerne, idet der
tillagdes vedk. Sogne- ell. Byraad en vis
begrænset Indstillingsret. Denne Indstillingsret er —
i en noget ændret Form — bibeholdt i L. af 24.
Marts 1899 for alle de Lærerembeders Vedk.,
der ikke besættes af Kongen, saavel som for
alle Lærerindeembeder.
O. D.
I Norge udøvede Menighederne K., dog
kun indtil de faste Bispeembeders Oprettelse
(omtr. 1080). At der senere skal have været
gjort Undtagelse fra Biskoppernes
Ansættelsesret for de Sognepræster, hvis Kirke var opført
af Kongen ell. Private, idet disse Stiftere og
deres Ætter skulde være vedblevne at kalde
Præsterne, er blevet lært, men er næppe
rigtigt. Derimod øvedes K. af Ejerne af de talrige
Privatkapeller, og da Kirken søgte at omdanne
denne K. til en Forslagsret, blev dette et af
de vigtigste Punkter i Kirkestriden under Kong
Sverre. I Jon’s Kristenret (af 1273) fastsloges
ogsaa i denne Anvendelse Biskoppernes
Myndighed. Ved Reformationen blev de hidhørende
Lovregler overensstemmende med de danske
(Kirkeordinansen af 1607 gentog
Bestemmelsen i Ribeartiklerne og Christian V’s Norske
Lov Danske Lovs Bud om Præsternes Kaldelse),
dog saaledes, at K. udøvet af private
Kirkepatroner kun forekom rent undtagelsesvis og
selv efter Suverænitetens Indførelse blot
overdroges forholdsvis faa. Den gik ved Frd. 3.
Juni 1809 over til en Forslagsret og bortfaldt
ganske iflg. Adelsloven af 1. Aug. 1821. Ved Lov
om Menighedsraad og Menighedsmøder af 3.
Decbr 1920 har Menighedsraadene faaet
Forslagsret ved Ansættelse af Statskirkens
Præster, Provster og Biskopper. De private
Organisationer for indre og ydre Mission
kalder selvfølgelig selv deres Præster og
Missionærer, som med Kongens Tilladelse
ordineres af Kirkens Biskopper. Ligesaa kaldes
Personelkapellaner af Sognepræsten selv. I
øvrigt tilhører K. Kongen. Kirkesangere
udnævnes af Biskoppen, paa Landet helst bl. Sognets
Skolelærere. Andre Lærere ved Folkeskolerne
ansættes af Skolestyret (se Folkeskole).
Ved de højere Almenskoler udnævnes Lærerne
af Kongen ell. Kirkedepartementet. (Litt.: L.
Daae, »Gejstliges Kaldelse i den norske Kirke
efter Reformationen« [1879]; Kirkekommissionen
af 1908, Indstilling til Lov om Menighedernes
Medvirken ved gejstlige Embeders Besættelse).
(E. H.). Abs. T.
Kaldæa, gr. og rom. Forfatteres Navn paa
et Landskab ved Eufrat og Tigris ved disse
Floders nedre Løb. Snart betegner K. hele den
sydlige Halvdel af Landene ved disse to store
Floder, altsaa Babylonien i videre Bet., snart
derimod kun den mellemste Del af Landet ell.
Landskabet S. f. det egl. Babylonien (Babylon
med tilhørende Distrikt) og N. f. Kystlandet
omkr. Flodernes Udløb i den persiske Bugt,
hvilket sidste Landskab i Parthertiden og
senere kaldtes Messene og Charakene. K. i denne
snævre Bet. var netop det Landskab, hvori den
ældgamle Civilisation i Landene ved Eufrat og
Tigris havde sin Vugge, og hvor den udviklede
sin tidligste Blomstring, som vi kender fra
Udgravninger af Ruinerne i Mukajjar (Mugheir),
det gl. Ur, Abraham’s Fødested; i Niffer, det
gl. Nipur, udgravet af amerikanske
Ekspeditioner, Tell-Loh, det gl. Sirpulla ell. Sirgullah,
udgravet af E. de Sarzec og af Kaptajn Cros,
og hvis højst vigtige Udbytte ses i Louvre i
Paris; Varka, det gl. Uruk ell. Erek;
Senkereh; det gl. Larsa, Tell Ede o. s. v. Talrige
Kileskriftsindskrifter, ikke lette at tyde, er
fundne i disse Ruiner og indeholder højst
vigtige Bidrag til Kendskab af Landets Historie
i et langt Tidsrum, der vistnok naar 3000 Aar
tilbage f. Kr. De omtalte gl. Byer var for det
meste Hovedstæder i egne Riger, hvis Konger
snart tillige herskede over Nabobyerne, snart
selv var afhængige af Naboer. Før Aar 2000 f.
Kr. træder Babylon op som Hovedstad i et Rige,
hvis Konger oftere behersker hele K. Fra 8.
Aarh. af var Assyrernes Konger oftere Herrer
over K. for længere og kortere Tid, indtil
Ninives Fald gjorde Herskerne i Babylon til
Eneherrer over K. Efter Babylons Fald kom K.
ind under Perserriget (se Babylonien og
Assyrien). Ordet K. synes i de ældgamle
— ikke-semitiske — Indskrifter i Babylonien
ikke at kendes som Betegnelse for Landet.
Derimod bruges Ordet (i Formen Kaldu ell. Kaldi)
af Assyrerne paa samme Maade som hos
Grækerne (der aabenbart har faaet Ordet fra dem)
snart i videre Bet., snart i snævrere. Det findes
fra 9. Aarh. f. Kr. oftere i assyriske
Indskrifter anvendt om Landet; om det ogsaa har
været i Brug tidligere, kan ikke endnu afgøres.
Den opr. Form for Ordet var rimeligvis Kasdi
(der efter assyriske Lydlove let bliver til
Kaldi). Denne Form forekommer bl. a. i det
hebraiske Ord for Beboerne af K.: Kasdim d. e.
Kaldæer. I en assyro-babylonisk Liste over
geografiske Navne fra 7. Aarh. findes een Gang
Ordet Kasda, der maaske er den babyloniske
Urform for det assyriske Kaldi. Om Ordets
Bet. og Oprindelse har fl. Lærde opstillet forsk.
Formodninger.
V. S.
Kaldæer, hos gamle gr. og rom. Forfattere
Betegnelse for to helt forskellige Folk, som
sikkert ikke havde andet tilfælles end en vis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
