Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kalmar-Unionen - Kalmer - kalmere - Kalmia - Kalmios - Kalmius - Kalmuk - Kalmukagat - Kalmukker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke paa Pergament, Seglene er som Følge
deraf paatrykte, ikke som sædvanlig hængende.
Og hvad der er det mest afgørende, af de 17
Rigsraader, der i Brevet siges at have beseglet
det, har i Virkeligheden kun 10 sat deres Segl
derunder. Ved den sv. Forsker Rydberg’s
skarpsindige Undersøgelser er det godtgjort,
at alle de norske og Halvdelen af de danske
Segl mangler, og det er derfor med høj Grad
af Sandsynlighed gjort gældende af Kr. Erslev,
der i øvrigt med stor Styrke har imødegaaet
Rydberg’s Opfattelse af Brevet, at man heri
maa se en Paavirkning af Dronning Margrete.
Thi en Union, som den her skitserede, svarede
ingenlunde til hendes Ønsker, saaledes som
disse kendes af hendes senere Politik. Den
stillede Rigerne lige, hun vilde gøre Danmark til
Hovedlandet og søgte bl. a. at naa sit Maal
ved en vidtstrakt Anvendelse af danske (og
tyske) Lensmænd i Norge og Sverige, noget,
der stod i direkte Modstrid med Kalmar-Brevets
Bestemmelser. Paa et enkelt Punkt betød den
endog et direkte Tilbageskridt for
Kongemagten, thi medens Norge tidligere havde været
et Arverige, hævdedes nu Valgprincippet i alle
tre Riger. Ved at bevæge Nordmændene til
ikke at besegle har hun derfor givet
Dokumentet en meget uklar retslig Værdi, hun har faaet
et Løfte, »som til en vis Grad bandt
Stormændene, især de svenske, uden at binde hende
selv«. Ogsaa den endelige Ratifikation har hun
forstaaet at udhale og har i St f. gennem
Praksis søgt at skabe en Union efter sit eget
Tykke.
Unionsbrevet kom ikke til at spille nogen
større Rolle for Eftertiden. Det var saa godt
som ukendt i Sverige og Norge indtil 1436, og
dets Bestemmelser var alt for summariske til,
at de i Længden kunde være tilstrækkelige. I
Slutningen af Erik af Pommern’s Regering
udarbejdedes der derfor ogsaa forsk. Udkast til
en Unionsforfatning (1436 og 1438), af hvilke
navnlig den første giver langt mere indgaaende
Regler om Kongevalg og Rigsstyre, men intet
af disse Forslag fik nogen praktisk Bet.
Selve K.-U. fik en krank Skæbne, udgaaet,
som den var, fra oven og ikke fra en virkelig
Trang til Sammenslutning hos Folkene og
gennemført saaledes, at den i Praksis betød
Danmarks Supremati. Den maa væsentlig betragtes
som ophørt med Kristoffer af Bayern’s Død
(1448), og om man end ved Møder og i
Traktater hævdede Unionen, denne »kærlige
Bebindelse« mellem Landene, og de første
oldenborgske Konger gentagne Gange fik deres Ret
til Sveriges Trone bekræftet, var det dog kun
et kort Spand af Tid, de beklædte den. I Tiden
1448—1523 ikkun 10—11 Aar. Ved Gustaf Vasa’s
Fremtræden 1521 ophørte Unionen, men først
ved Freden i Stettin (1570) opgav de danske
Konger formelt deres Ret til Sverige. (Om
selve Unionstiden se for øvrigt ved de enkelte
Landes og Kongers Historie). (Litt.:
Paludan-Müller, Observationes criticæ de foedere
inter Dan. Suec. Norv. icto [Kbhvn 1840];
»Vitterhets Historie och Antiquitets Akademiens
Handlingar«, N. F. XI [Rydberg]; »Aarbøger f.
nord. Oldk. og Hist.«, 1889 og 1891 [Erslev].
Unionsbrevet er bl. a. St. trykt og gengivet i
Faksimile i Rydberg »Sverges Traktater med
främmande Magter«, II [Sthlm 1883], samt i
»Danmarks Riges Historie« II [Kbhvn 1898 f.]).
M. M.
Kalmer, (af fr. calme, rolig), paa Dansk
Stillebælte, bruges for at betegne de
Egne paa Jorden, hvor der overvejende hersker
Vindstille ell. i alt Fald ubestemte Vinde i
Modsætning til Passat- og Vestenvindsegnene.
K. findes saavel i Atlanterhavet som i det stille
Ocean; de vigtigste er det ækvatoriale K., et faa
Grader bredt Bælte nogle Grader N. f. Ækvator,
og de subtropiske K. N. og S. f. Passaterne. K.
forskyder sig noget med Solens Stilling; i Juli
ligger de nordligere end i Januar.
D. la C.
kalmere (fr. calmer), berolige, mildne;
kalmerende Midler, beroligende Midler.
Kalmia L., Slægt af Alperosefam., lave og
stedsegrønne Buske med lancetdannede Blade
og enlige ell. klasestillede Blomster. Kronen er
skaalformet med 10 lommeagtige Udposninger,
hvori Støvdragerne er skjulte; ved
Bestøvningen, der foregaar ved Hjælp af Insekter, retter
de elastiske Støvtraade sig op i Blomsternes
Midte. Fl. Arter dyrkes som Prydplanter (se
ndf.).
A. M.
K. er Koldhusplanter fra Nordamerika. K.
glauca Ait. har blegrøde Blomster; de kan
ogsaa dyrkes i Friland, naar Jorden er iblandet
Lyngjord. K. latifolio L. er den smukkeste og
hyppigst dyrkede Art med læderagtige,
glinsende, mørkegrønne Blade om Foraaret og
prægtige, rødlig hvide Blomster samlede i en
rigblomstret, halvskærmformet Stand. K.
formeres overvejende ved Frø og overvintres
frostfrit.
(L. H.). P. F.
Kalmios, se Kalymno.
Kalmius, Kalka, Flod i det sydlige Rusland,
løber paa Grænsen af Guv. Jekaterinoslav og
de donske Kosakkers Omraade og udmunder i
det asovske Hav ved Mariupol efter et Løb paa
185 km. Den er ikke sejlbar, men dens
Munding danner en god Havn. Ved K. vandt
Mongolerne deres første Sejr over Russerne
Foraaret 1223.
G. Ht.
Kalmuk, en Slags Fries, opr. et løst vævet, tykt,
tæt valket Stof til Vinterfrakker, nu oftest
fremstillet af groft, ru Bomuldsgarn og appreteret
som Uldstof.
K. M.
Kalmukagat, d. s. s. Kacholong, se Opal.
Kalmukker, centralasiatisk Folk, der udgør
den vestlige Gren af den mongolske
Sproggruppe. K. deles i de 4 Stammer Dsungarer,
Torgoter, Choschoter og Dørbøter, hvortil
slutter sig de tyrkiserede Teleuter i Tomsk. Opr.
boede K. i Dsungariet, men 1636 vandrede
Torgoterne og 1723 Dørbøterne mod V. og slog sig
ned ved Mundingen af Volga. Utilfredse med
Russernes voksende Magt drog de 1771 atter
under store Besværligheder tilbage til deres
Hjemstavn, idet de dog ved Volga efterlod en
Del Familier, som endnu bor der. I Udseende
og af Karakter er K. ægte Mongoler, og som de
andre asiatiske Steppefolk fører de et nomadisk
Liv. Heste, Faar, Hornkvæg, Kameler og Geder
yder dem det meste af Føden, der bestaar af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
