Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kalorimeter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Varmemængde v (t2—t1), som K. har modtaget. Heraf kan
c findes.
En nøjagtig Bestemmelse kræver dog
Hensyntagen til mange Omstændigheder. Trods K.’s
Konstruktion kan Varmeudveksling med
Omgivelserne ikke helt undgaas; den gøres lille,
ved at Forsøgsomstændighederne vælges
saaledes, at t2 ligger nær t1, hvorfor man bruger
et stort Vandindhold og maa anvende et fint
Termometer. Endvidere hjælper det at have t1
omtr. lige saa meget under Omgivelsernes
Temperatur som t2 over denne, idet Varmetilførslen
til K. i første Del af Forsøget da omtr. ophæves
af Varmetabet i sidste Del af Forsøget. Men
ved nøjagtige Forsøg maa man ved at følge
Gangen i K.’s Temp. i længere Tid før og efter
Forsøget bestemme Varmeudvekslingen med
Omgivelserne ved forsk. Temp.
Varmeudvekslingen under Forsøget lader sig da næsten helt
eliminere ved Beregning, men denne
forudsætter konstant Temp. af Omgivelserne, hvorfor
det ydre Kar ofte gøres dobbeltvægget, saa at
det mellem Væggene kan indeholde Vand, hvis
Temp. næsten holder sig konstant, ell. man kan
sende en Vandstrøm af konstant Temp. gennem
det. Termometret aflæses i Kikkert, saa at
Iagttageren kan undgaa at nærme sig K. Til
Opvarmning af det Legeme, der skal
undersøges, har man konstrueret en stor Mængde
forsk. Apparater, der kan anbringes
umiddelbart over ell. ved K. og muliggøre en meget
hurtig Overføring af Legemet til K., saa at
Varmetab undervejs næsten kan undgaas.
Ved Bestemmelse af Vædskers Varmefylde
bruges hyppigst Vædsken selv som K.-Vædske;
man tilfører den da en bekendt Varmemængde
enten ved elektrisk Opvarmning ell. hurtigere,
men mindre nøjagtigt, ved en Kalorifere, et
termometerlignende Apparat, dog af betydelig
større Dimensioner end alm. Termometre, og
med kun to Delestreger og en Udvidelse paa
Røret mellem dem. Kaloriferen opvarmes,
indtil Kvægsølvet er steget over den øverste Streg,
hvorefter man lader den afkøles. I det Øjeblik
Kvægsølvet passerer Stregen, stikkes den ned
i K. og forbliver der under stadig Omrøring,
indtil Kvægsølvet passerer den nederste Streg.
Ved Forsøg med Vand i K. bestemmes en Gang
for alle, hvor megen Varme Kaloriferen afgiver
ved denne Afkøling.
Blandings-K. anvendes, foruden til
Bestemmelse af Varmefylder, til Bestemmelse af
Smeltevarme, Fordampningsvarme,
Omdannelsesvarme, Opløsnings- og Reaktionsvarme o. s.
v. Til mange af disse Bestemmelser maa
bruges ændrede Konstruktioner, som maa
forbigaas her. Talrige Konstruktioner af K. til de
sidstnævnte termokemiske Bestemmelser
skyldes Julius Thomsen. En Række særlige
K.-Anordninger har været anvendt til Bestemmelse
af Varmeenhedens mekaniske Ækvivalent; et
bekvemt Øvelsesapparat hertil skyldes C.
Christiansen. Teknisk meget vigtige er Bestemmelser
af Brændselstoflers Brændværdi; det dertil
hyppigst anvendte K. (Berthelot-Mahler’s K.) er
omtalt under Brændsel. Til Bestemmelse af
luftformige Brændselsstoffers Brændværdi
anvendes især Junker’s Gas-K.
Ganske andre Principper for Maalingen af
Varmemængder anvendes i Is-K. og Damp-K. I
Is-K. anvendes den Varmemængde, der skal
maales, til Issmeltning, og man bestemmer da
enten Vægten af det dannede Vand
(Lavoisier og Laplace) ell.
Rumfangsformindskelsen ved Isens Smeltning (Bunsen). Fig. 2
viser Konstruktionen
af Bunsen’s Is-K.,
det eneste, der kan
give nøjagtige
Bestemmelser.
Reagensglasset P er
indsmeltet i
Beholderen W, der
indeholder luftfrit Vand,
og derunder
Kvægsølv Q, som naar op
i det vandrette
Kapillarrør R
(forkortet paa Fig.). Ved
at hælde f. Eks.
stærkt afkølet
Vinaand i P, faar man
uden om P dannet en
Iskappe E, hvorefter
Vinaanden fjernes og
noget Vand af 0°
bringes derind (I). Hele Apparatet omgives af
smeltende Is ell. af Vand S, der er afkølet til 0°
og omgivet af smeltende Is i A, saa at det hele
faar Temp. 0°. Den Varmemængde, der skal
maales (f. Eks. en afvejet, opvarmet Mængde af
det Stof, hvis Varmefylde skal bestemmes),
bringes ned i P; der vil da smelte noget af
Iskappen E, og den dermed følgende
Rumfangsformindskelse bevirker, at Kvægsølvet i R
trækker sig tilbage. Af Bevægelsen i B, der maa
være inddelt og kalibreret, findes
Rumfangsformindskelsen og deraf ud fra Isens kendte
Smeltevarme og den kendte
Vægtfyldeforandring ved Smeltningen den søgte
Varmemængde. Hyppigst findes dog ved et særligt Forsøg
med en kendt Varmemængde Betydningen af
en bestemt Flytning af Kvægsolvet. Is-K. egner
sig især til Maaling af smaa Varmemængder,
f. Eks. til Bestemmelse af Varmefylden for,
sjældne Stoffer, som man kun har i smaa
Mængder. Varmeudveksling med Omgivelserne
er næstenohelt undgaaet, da K.’s Temp. er
konstant 0°, men p. Gr. a. Isens Smeltepunkts
Afhængighed af Trykket (og Isens Renhed), vil
Smeltepunktet for E aldrig være nøjagtig det
samme som Temp. af A, saa at man ogsaa uden
Varmetilførsel vil finde en langsom Bevægelse
af Kvægsølvet i R; den maa bestemmes og
sættes i Regning.
I Damp-K. lader man det Legeme, hvis
Varmefylde skal bestemmes, blive opvarmet i en
Dampstrøm og bestemmer Vægten af det
derved paa Legemet fortættede Vand. Dette
Princip, der er anvendt i Konstruktioner af
Bunsen og Joly, kan nøjes med meget smaa
Stofmængder, men har ikke fundet synderlig
Anvendelse.
H. M. H.
 |
| Fig. 2. Bunsens Iskalorimeter. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
