Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kanada
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fører, Montcalm, begge fandt Døden, afgjorde
K.’s Skæbne. Ved Freden i Paris 1763, der
afsluttede Kolonialkrigen mellem Frankrig og
England, kom alle fr. Besiddelser i
Nordamerika Ø. f. Mississippi i eng. Besiddelse.
Efter Fredsslutningen forlod næsten hele den
fr. Overklasse K., men Præsterne blev og har
siden været den fransk-kanadiske Nationalitets
Ledere og Vogtere. Fra de sydlige britiske
Kolonier indvandrede nogle Hundrede
Englændere, der optraadte som Landets Herrer og
ønskede at fratage det fr. Element enhver
politisk Ret. Men allerede 1774 udstedte den
britiske Regering den saakaldte Quebec Act, der
gav Kanadierne Frihed til at udøve deres kat.
Religion og bekræftede deres øvrige
Borgerrettigheder, deres gl. Love, Institutioner og
Ejendomsret til Jorden. Herved vandt den britiske
Regering de fr. Kanadieres Troskab, og da de
sydlige Kolonier faldt fra og dannede de
forenede Fristater, forblev K. under England.
Forgæves søgte Fristaterne at lokke de fr.
Kanadiere til Frafald. Senere, under Krigen
1812—14 mellem Fristaterne og England, søgte en
amerik. Hær at trænge ind i K., men blev slaaet
af fransk-kanadiske Militssoldater under
fransk-kanadiske Ledere.
Nationalitetsfor skellen indenfor K.’s Befolkning
voldte dog adskillige politiske Vanskeligheder.
1791 deltes Landet i Nedre K. (den nuv. Prov.
Quebec) og Øvre K. (det nuv. Ontario), hver
med sin særlige Administration. Den førstnævnte
af disse Provinser havde en næsten helt fr.
Befolkning, medens den sidstnævnte var
overvejende eng., idet den væsentlig var grundlagt
af de saakaldte United Empire Loyalists, loyale
britiske Uridersaatter, der var udvandrede fra
U. S. under og efter Frihedskrigen. I Tidens
Løb, voksede dog det eng. Element i nedre K.
ved Indvandring, og en heftig politisk Strid
udbrød mellem de to Nationaliteter. Hver af
Provinserne regeredes af en Guvernør og et
lovgivende Raad, begge udnævnte af Kronen,
samt en Forsamling (assembly), valgt af
Befolkningen. Fransk-Kanadierne var utilfredse
med, at Guvernøren og Raadet altid var
engelske, og at det engelske Mindretal i Nedre K.
stadig begunstigedes. I øvre K. var der heller
ikke Fred; her udgjorde Loyalisterne et socialt
og politisk Aristokrati, der stod i et skarpt
Forhold til den senere indvandrede Befolkning,
skønt denne var næsten udelukkende britisk.
1837 udbrød der i nedre K. et Oprør, ledet af
Franskmanden Papineau, og i øvre K. et andet
Oprør, ledet af Skotten Mackenzie. Oprørerne
ønskede at opnaa en mere demokratisk
Regeringsform, eventuelt ved Tilslutning til U. S.
Opstandene fandt ganske vist ikke megen aktiv Sympati hos
Befolkningen og blev dæmpede uden stor
Blodsudgydelse, men blev dog Anledningen til en
politisk Reform. Efter Forslag af Jarlen af
Durham, der 1838 blev sendt til K. som
Generalguvernør med diktatorisk Myndighed, fik K.
1841 en ny Forfatning. For at modvirke franske
nationalistiske Rørelser forenedes de to
Provinser under en fælles Lovgivning, og samtidig
fik Befolkningen større Andel i
Lovgivningsmagten. Generalguvernøren Lord Elgin indførte
Parlamentarismen i K., idet han lod Lederen
af det liberale Parti, der havde sejret ved
Valgene, danne Ministerium. Han kom derved i
Konflikt med det konservative Parti, der havde
sin Støtte i den engelske Befolkning, medens
de Liberale havde deres fleste Tilhængere bl.
Fransk-Kanadierne; og 1849 ytrede Montreals
eng. Indb. deres Utilfredshed ved at brænde
Parlamentsbygningen og stene
Generalguvernøren i Anledning af en ny Lov, som favoriserede
Fransk-Kanadierne. Værre var det, at
indflydelsesrige Kredse i K., særlig bl. Industriens og
Handelens Mænd, agiterede ret aabenlyst for
politisk Tilslutning til U. S., fordi den store
Nabos Toldskranker virkede ødelæggende paa
K.’s Næringsliv. Denne Agitation fortsattes
gennem fl. Aartier, men fik aldrig Bugt med
Kanadiernes Loyalitet mod Moderlandet og
forstummede før Slutningen af 19. Aarh., samtidig med
at den kanadiske Nationalitetsfølelse voksede
sig stærk som Følge af Landets kraftige
politiske og økonomiske Vækst.
Tanken om at forene alle de britiske
Kolonier i Nordamerika under en fælles Regering
havde længe været overvejet og kom endelig til
Udførelse 1867, da Parlamentet i London
vedtog The British North America Act,
Grundloven for Dominion of Canada, der var blevet
til gennem Forhandlinger mellem de
interesserede Kolonier og den britiske Regering. Det gl.
K. (Prov. Quebec og Ontario) samt New
Brunswick og Nova Scotia indgik straks i
Dominionen. Prince Edward Island indtraadte derimod
først 1873, og New Foundland har hidtil holdt
sig udenfor.
Sin største Udvidelse fik Dominionen mod
NV. Her havde Hudsonbugt Kompagniet længe
været den betydeligste Magt. Dette
Handelsselskab Company of adventurers of England
trading into the Hudsonbay, var stiftet af Prins
Rupert, Hertug af Cumberland, der 1668
udsendte en Ekspedition til Hudsonbugten og
derefter modtog som Gave af den eng. Konge Karl
II hele Omraadet omkr. Hudsonbugten mod en
aarlig Afgift af to Elsdyr og to sorte Bævere.
Efterhaanden udbredte Selskabet sit
Magtomraade fra de store Søer til Ishavet og fra
Labradors østlige Kyster til Stillehavet. De smaa
befæstede Handelsstationer ell. »Forter« var
Knudepunkter i et Net af primitive
Færdselslinjer, der især beroede paa Kanofart paa
Floderne; og den velorganiserede Pelshandel gav
Handelsselskabet vældige Indtægter. En Tid
lang maatte Hudsonbugt Kompagniet udholde
en skarp Konkurrence med andre
Pelshandlerselskaber, baade franske og engelske. En farlig
Modstander var Nordvest Kompagniet, en
Sammenslutning af Købmænd i Montreal, hvis
Virksomhed naaede til de fjerneste nordvestlige
Egne af Kontinentet; i dette Selskabs Tjeneste
stod Alexander Mackenzie, der naaede Ishavet
ad den store Flod, som bærer hans Navn, og
var den første hvide Mand, der gik over de
kanadiske Cordillerer og trængte frem til
Stillehavet. Kampen mellem de to Selskaber antog i
Beg. af 19. Aarh. Karakter af en blodig Krig,
der vedvarede til 1821; da gik Nordvest
Kompagniet op i Hudsonbugt Kompagniet, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
