Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karakalpakker - Karakirgisere - Karakol - Karakorum (Residensstad) - Karakorum (Bjergkæde) - Karakoto - Karakter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karakalpakker (»Sorthuer«), et tyrk. Folk,
der som splittede Rester af en tidligere langt
mægtigere Nation lever spredt over et stort
Omraade i Turan, især S. og Ø. f. Aral-Søen.
K. er kraftige og fredelige, men ikke meget
ansete af deres Naboer. Deres Ydre røber nogen
Blanding med Russerne. Det opr. Nomadeliv er
afløst af en bosiddende Tilværelse med
Agerbrug og Fiskeri som Hovederhverv. Desuden er
de dygtige Tæppevævere. Islam er den
herskende Religion. (Litt.: Wenjukow, »Die
russisch-asiatischen Grenzlande« [Leipzig 1874]).
K. B.-S.
Karakirgisere, se Kirgisere.
Karakol, se Prschewalsk.
Karakorum, Djengis-Chan’s Residensstad,
indtil 1264 det mongolske Riges Hovedstad, laa
i den nordlige Del af det nuv. Mongoli. Nogle
Ruiner, der er fundne SV. f. Byen Urga, er
sandsynligvis Levninger af det gl. K.
M. V.
Karakorum, Bjergkæde i Centralasien i
Kashmir, strækker sig i en Længde af omtr. 600
km N. f. og parallelt med Himalaja og danner
Vandskellet mellem Floderne Indus og Tarim.
K. er længst mod S. opbygget af Gnejs; i
Midten strækker sig et Bælte af mesozoiske Skifere,
Sandsten og Kalksten. N. derfor atter et Bælte
af Gnejs og krystallinske Skifere. K. er en af
Jordens højeste Bjergkæder og navnlig
udmærket ved sin overordentlig store Kamhøjde, der
mod V. beløber sig til 5600 m, mod Ø. endog til
6000 m. Passerne, af hvilke K.-Passet (5655 m)
er det mest kendte, ligger overordentlig højt,
og selv Dalenes Bund ligger hyppig mere end
5000 m o. H. Toppene staar kun lidet tilbage
for Himalajas Kæmper; et stort Antal af dem
overskrider 7000 m og enkelte endog 8000 m,
deriblandt Dapsang ell. Godwin Austen (8619
m) og Gusherbrum (8040 m). Klimaet er
overordentlig tørt, hvorfor Snelinien paa Sydsiden
først naas ved 590O m. ell. højere end noget
andet Sted paa Jorden, men da Tophøjden er
betydelig større, er store Strækninger dog
dækkede af evig Sne. Bl. Gletscherne er den 58 km
lange, 1 1/2—4 km brede Baltoro-Gletscher den
betydeligste og regnes for Jordens længste
Højfjeldsgletscher. Plantevæksten er p. Gr. a.
Tørken og den store Højde o. H. meget ringe. Af
Træer naar Tamarisken 5000 m; højere oppe
vokser kun paa gunstige Steder enkelte
Stauder og Urter; ellers er alt Ørken. (Litt.:
Schlagintweit, »Die Passe über die
Kammlinien des K.« [München 1874]; Conway,
Climbing and Exploration in the K.-Himalayas
[London 1894]).
M. V.
Karakoto, Ruinby i Mongoliet, vistnok
stammende fra Middelalderen, længe helt ukendt,
først opdaget 1908 af den russ.
Videnskabsmand P. Koslov, hvem man skylder
Beskrivelsen af Ruinerne og deres Indhold. Stedet
ligger 25 km Ø. f. den østligste Arm af Floden
Edsingol, der taber sig i Sandet i Ørkenen
Gobi. Ved de af Koslov foretagne
Udgravninger fandtes Bøger, Breve, Dokumenter,
Mønter fra Min-Dynastiets Dage, Prydelser,
Husgeraad og buddhistiske Kultussager m. m. Man
antager, at K. indeholder Levningerne af Byen
Hsiahsia, fordum Hovedstad i Distriktet Tangu,
hvilken By havde haft ikke ringe Bet. i 11.—14.
Aarh. Man skylder Koslov andre vigtige
Opdagelser i Mongoliet; Se V. Pyevtsoff, K.
L. Bogdanowich, Roborovski og P.
K. Kozloff, The Thibet Expeditions
(1886—1902).
V. S.
Karakter (af græsk χαρασσειν, indriste; et
udpræget Tegn) er de Hovedgrupper af Følelser
(Affekter, Emotioner), der bestemmer det
enkelte Menneskes forholdsvis konstante
Opførsel, Handlemaade. Denne Del af Psykologien
er saa godt som ikke bearbejdet, skønt Stuart
Mill allerede 1843 i sin Logik i et Kapitel om
Etologien fremhævede denne Sags store
Bet. og angav en Vej, ad hvilken Læren om
K. lod sig udvikle til Videnskab. Selv
behandlede han dog ikke Emnet nærmere og kunde
paa Psykologiens daværende Standpunkt ved sin
Metode næppe være naaet til noget Resultat
af Bet. Først i dette Aarh. er Etologien taget
op til indgaaende Behandling. De tyske og fr.
Psykologer har nærmest lagt an paa en
systematisk Fremstilling af de forsk. Former af K.,
medens Englænderne særlig har interesseret
sig for at finde de Love, der gælder for de
enkelte Momenter i K., og disses Sammenspil.
Undersøgelserne supplerer saaledes hinanden.
Store Resultater er dog endnu ikke naaet, da
Arbejdet er forbundet med ualmindelige
Vanskeligheder, saa at det fornødne
Erfaringsmateriale endnu ikke foreligger.
Etologiens Betydning. Mærkeligt er
det, at man ikke forlængst har søgt at
bearbejde denne Gren af Psykologien, da der dog
ikke er nogen psykologisk Indsigt, som har
større praktisk Bet. end netop Kendskabet til
K. Som Forholdet nu er, hvor en videnskabelig
Lære mangler, maa enhver i det daglige Liv
hjælpe sig saa godt, han kan. Søger man en
Mand til at gennemføre et vanskeligt Hverv,
vil man, alt andet lige, foretrække den, der af
tidligere Erfaringer vides at være ordholdende
og pligtopfyldende. Der er større
Sandsynlighed for, at denne Mand skal udføre, hvad han
lover, end en anden, der vides at have været
upaalidelig. Kendskabet til et Menneskes
nogenlunde konstante Handlemaade sætter os saaledes
i Stand til med en vis Grad af Sandsynlighed
at bedømme, hvorledes Vedk. i en given
Situation vil opføre sig. Endnu betydningsfuldere
er det dog at kende Motiverne til den
konstante Handlemaade, fordi vi derved tildels
kan skønne, hvorledes et Menneske skal
paavirkes for at bringes til at handle paa
bestemt Maade. Lad os eksempelvis antage, at
en Mand vides at være hævngerrig, og at det,
da han besidder en vis Magt, ikke er aldeles
ligegyldigt, om det lykkes at sikre sig mod
Hævnen. For den, der har været saa uheldig
at krænke ham, bliver Spørgsmaalet, hvorledes
en Sikring lettest kan finde Sted, og det vil
aabenbart være afhængigt af Motiverne til hans
Hævngerrighed. Naar denne er et Karaktertræk,
altsaa en hyppig gentagen Handlemaade, maa
Manden aabenbart besidde en stærk Selvfølelse,
siden han bliver fornærmet og vred paa ringe
Foranledninger. Men, naar han i St f. at lade
sin Vrede ytre sig aabenlyst mod Synderen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
