Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl II (Konge af Storbritannien og Irland) - Karl Edvard Stuart - Karl Martel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ny Førsteminister, Sir Thomas Osborne, Jarl
af Danby, søgte at udvide Kongemagten i
Forbund med Højkirken og vinde Nationen ved at
optræde mod Frankrig; men her kunde han
ikke faa K. med sig. Da Parlamentet nægtede
ham en Bevilling, han forlangte, tog han mod
en større aarlig Sum af Frankrig og lovede at
regere uden Parlament og holde sig neutral i
den hollandske Krig. Da dette i Længden var
vanskeligt, traadte han i Underhandlinger med
Vilhelm af Oranien, som førte til et Giftermaal
mellem denne og hans Broderdatter Maria (Novbr
1677); siden gjorde han Mine til at ville træde
i Alliance med Holland, men inden dette blev
til noget, blev der sluttet Fred. Paa denne Tid
fremkaldte en foregiven kat. Sammensværgelse
en stærk Ophidselse i England, som gav sig
Udslag i Forholdsregler mod Katolikkerne og
Angreb paa K.’s Broder Jakob (II) og Danby.
For at redde denne opløste K. Parlamentet (24.
Jan. 1679), der havde siddet i over 17 Aar. Det
ny Parlament gik ikke mindre skarpt frem,
anklagede Danby, som blev afsat og ført til
Tower, og angreb Jakob, der forlod Landet; det
tænkte endogsaa paa fuldstændig at udelukke
ham fra Tronen, men inden Udelukkelsesloven
kom til tredje Behandling, opløste K. det (Maj
1679). I det nyvalgte Parlament fortsattes
Kampen om Jakob’s Tronfølgeret; Udelukkelsesloven
blev vedtagen i Underhuset, men forkastet i
Overhuset, og K. opløste atter Parlamentet
(Jan. 1681). Stemningen var imidlertid ved at
vende sig, og da et nyt Parlament, der
sammenkaldtes i Oxford, ikke vilde gaa ind paa K.’s
vidtgaaende Tilbud, blev det hjemsendt, og han
besluttede at regere uden Parlament, støttet til
Ludvig XIV’s Subsidier. Under Kampen om
Tronfølgeretten begyndte Adskillelsen mellem
de to store Partier, Torier og Whig’er. Disse
sidste var gaaede for vidt, og Torypartiet
samlede sig om Kongens Person. En stærk
Reaktion fulgte med Angreb paa Domstolenes og
Bykorporationernes Frihed, og da der blev
opdaget en Sammensværgelse, the rye-house plot,
mod Kongens Liv, blev Whigpartiet
fuldstændig knust. K. syntes at have naaet sit Maal at
kunne sætte sin Vilje igennem overalt, og
Kongemagten var stærkere end nogen Sinde; da
døde han pludselig, og Jakob, hvis
Tronfølgeret tidligere havde været saa omtvistet, besteg
Tronen uden Modsigelse. K.’s Sejr var kun
tilsyneladende; i Virkeligheden havde han
forberedt Parlamentets Overvægt og det
Stuart’ske Hus’ Fald. (Litt.: Henry Sidney,
Diary of the times of Charles II, udg. af
Blencowe [2 Bd, Lond. 1843]; Macpherson,
History of Great Britain from the restoration of
Charles II [Lond. 1873]; Ono Klopp, »Fall
des Hauses Stuart« [Wien 1875]; Ranke,
»Englische Geschichte« [4. og 5. Bd, 3. Opl.,
Leipzig 1877—79]; J. Pollock, The popish
plot [Lond. 1902]).
C. S. C.
Karl Edvard Stuart, eng.
Tronprætendent, f. 31. Decbr 1720 i Rom, d. 30. Jan. 1788
smst., Søn af Jakob (III), søgte tidlig at gøre
sin Ret til England gældende. 1742 foretog han
med fr. Hjælp et mislykket Landgangsforsøg i
England, og 1745 landede han i Skotland med
faa Ledsagere og fandt Støtte hos Højskotterne,
ved hvis Hjælp det lykkedes ham at faa
Edinburgh i sin Magt. Derfra drog han mod V. og
sejrede ved Preston Pans over en engelsk
Troppeafdeling, hvorpaa han rykkede frem til
Manchester og truede London; men da
Klanhøvdingerne nægtede at gaa længere mod S.,
maatte han gaa tilbage og blev ved Culloden
(16. Apr. 1745) fuldstændig slaaet af en eng.
Hær under Cumberland. Efter 5 Maaneders
eventyrlig Omflakken undslap han til Frankrig.
Herfra tog han til Spanien, da han blev udvist
iflg. Freden i Aachen 1748, men slog sig siden
ned i Rom, hvor han forfaldt til Drik af Sorg
over sine skuffede Forhaabninger. Han blev
1772 gift med en Prinsesse af Stolberg, men
blev atter skilt fra hende 1780. Da han ingen
ægtefødte Børn havde, legitimerede han 1785
sin naturlige Datter Charlotte Stuart (1753—89)
og erklærede hende for sin Arving. (Litt.:
Klose, »Leben des Prinzen K. E.« [Leipzig
1842]; Ewald, Life and times of Prince
Charles Stuart [Lond. 1875, 3. Opl. 1903]; Hassel,
»Der Aufstand K. E. Stuarts 1745—46«
[Leipzig 1876]; Norie, Life and adventures of
Prince Charles Edward Stuart [Lond. 1903]).
C. S. C.
Karl Martel, født antagelig 688 eller 689,
d. 22. Oktbr 741, var Søn af Pipin af Héristal
og dennes Elskerinde Alpaïde ell. Chalpaïde.
Pipin havde fra 687 som Majordomus haft den
virkelige Magt baade i Austrasien og Neustrien,
de to vigtigste af de Provinser, hvori det
merovingiske Rige da var delt. Hans ægtefødte
Sønner var døde før ham, og han efterlod derfor
Magten til en Sønnesøn, der skulde staa under
Formynderskab af Pipin’s Enke Plectrude.
Neustriens Befolkning rejste sig imidlertid straks
til Opstand, og Austrasierne tog da til deres
Fører K. M., som fra nu af blev den virkelige
Hersker. 717 sejrede han over Neustrierne, og
da disse 719 gentog Angrebet, allierede med
Akvitanerne, besejrede han dem atter.
Samtidig bøjede K. M. atter Alamanner, Bayrer og
Thüringer, der truedes af Longobarder, Avarer
ell. Slaver, ind under det frankiske Herredømme,
og 718 begyndte han en Række Tog til
Sachsernes Land, hvor han beskyttede Bonifacius
under dennes Missionsvirksomhed. Han nærede
ellers ikke megen Ærbødighed for Kirken; han
indsatte Bisper og Abbeder efter rent verdslige
Hensyn og bemægtigede sig uden Betænkning
store Mængder af Kirkegods. Da K. M. ret
havde fæstet sin Magt, fik han en ny Modstander i
Araberne. Fra Spanien trængte de ind i
Frankrig, hvor de 731 var naaede helt frem til
Poitiers. Over for denne Fare søgte Akvitaniens
Hertug K. M.’s Hjælp. Han fik den, og 732
sejrede K. M. i det store Slag ved Portiers over
Araberne. Akvitaniens Hertug bøjede sig fra
nu af under ham som sin Overherre. K. M.
følte sig nu saa stærk, at han lod Tronen staa
ubesat, da den merovingiske Skyggekonge
døde 737. Derefter gjorde K. M. sig ogsaa til
Herre i Burgund og optog endelig en ny Kamp
med Araberne, der efter Kampen ved Portiers
havde beholdt Septimanien. Det lykkedes ham
fra dem at erobre Provence, efter at Byerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
