Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl Albert (Konge af Sardinien) - Karl Emanuel den Store (Hertug af Savojen) - Karl I (Konge af Württemberg) - Karl Eugen (Hertug af Württemberg)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paatvungne Aag og forberede Landet til en
kommende Kamp, især ved Omsorg for Hærens
Udvikling og et ordnet Finansvæsen. Medens
hans egen Levemaade var streng og tarvelig,
udfoldede han en rundhaandet Gavmildhed, og
hans Religiøsitet havde et stærkt Præg af
Bigotteri. Den vanskelige Stilling, han havde,
gjorde ham tavs og indesluttet, forøgede hans
naturlige Tungsind og tvang ham til
Forstillelse, saa at hans hele Færd fik et tvetydigt
Skær. Efterhaanden fjernedes Bærerne af det
nedarvede System og afløstes af Mænd med
friere Synsmaader; men han gik meget
varsomt til Værks, fordi han — som han selv
udtrykte sig 1843 til Hertugen af Aumale —
»levede mellem Carbonariernes Dolke og
Jesuitternes (forgiftede) Chokolade«. Allerede
1840 havde han haabet at komme i Krig med
Østerrig som Frankrigs Forbundsfælle i det
ægyptiske Spørgsmaal; men Uvejret drev over,
og han maatte opsætte sine Planer og efter sin
Æts Valgsprog »vente paa sin Stjerne«. Denne
syntes at oprinde efter det Omslag, som Pius
IX’s Adfærd 1846 fremkaldte i Italien. K.
optraadte Maj 1847 kækt imod Østerrigs
Trusler over for Toscanas Storhertug, fjernede i
Oktbr den sidste af sine gl. Raadgivere, lovede
Pressefrihed, Nationalgarde o. a. Fremskridt
efter fr. Mønster og kastede i Novbr Handsken
til Østerrig, da han fik et Udkast til en
Toldforening med Toscana og Kirkestaten
undertegnet. Endelig tilsagde han 1848 sit Folk en
fri Forfatning (udstedt 4. Marts) og dannede et
nyt Ministerium. Da Lombarderne kort efter
gjorde Opstand, drog han dem til Hjælp med
sin Hær under det tillidsfulde Kampraab:
Italia fara da se (»Italien vil handle paa egen
Haand«). Men Haabet skuffedes. Efter nogle
mindre Held, der gav Lombardiets saavel som
Parmas og Modenas Befolkning Lejlighed til at
vedtage Tilslutning til Sardinien, blev han
uagtet glimrende Tapperhed slaaet ved Custozza
23.—25. Juli og maatte efter en ny Kamp 4.
Aug. rømme Milano, forfulgt af Indbyggerne
med Raabet »Forræder«, medens han faa
Maaneder i Forvejen var hilset som »Befrier« og
som »Italiens Sværd«. Under den flg.
Vaabenstilstand søgte han ved engelsk-fransk Mægling
at opnaa, hvad Krigen ikke havde kunnet give;
men ogsaai dette Haab slog fejl, og han
genoptog da Kampen, tvunget af Folkets
Stemning. Slaget ved Novara 28. Marts 1849 blev et
nyt Nederlag, og efter at han forgæves havde
søgt Døden i den tætteste Kugleregn, blev han
næsten med Magt ført bort fra Valpladsen. For
at skaffe sit Folk bedre Fredsvilkaar overgav
han Regeringen til Sønnen Victor Emanuel II
med den Formaning »Svigt aldrig din Ed« og
forlod straks Landet med Fortvivlelse i Hjertet,
især fordi han følte sig miskendt (»Mit Liv har
været en Roman; jeg er aldrig blevet
forstaaet«). 4 Maaneder efter døde han i
Landflygtighed som en Martyr for Italiens Sag, men
Liget førtes med stor Hyldest tilbage til
Torino. (Litt.: Paravia, Carlo Alberto e il
suo regno [2 Bd, Torino 1855]; L.
Capelletti, Storia de Carlo Alberto e del suo regno
[Rom 1891]; L. Cibrario, La vie et la mort
de Charles Alb. [Paris 1862]; Costa de
Beauregard, La jeunesse du roi Charles
Alb. [Paris 1889]).
E. E.
Karl Emanuel den Store, Hertug af
Savojen (1580—1630), f. 12. Jan. 1562, d.
1630. Han blev Hertug af Savojen efter
Emanuel Philibert og udmærkede sig ved den store
Iver, hvormed han søgte at udvide sit Rige,
ligesom ved den Behændighed, hvormed han
under Tidens vanskelige Forhold balancerede
mellem de stærke Naboslatter. Han fik dog
ingen større Fordel af det. 1601 maatte han til
Frankrig efter en kort Krig afstaa la Bresse
og Bugey, og hans Forsøg paa at gøre sig til
Herre over Genève mislykkedes. Ogsaa i
Trediveaarskrigen blandede han sig uden at
opnaa noget. (Litt.: Erdmannsdörffer,
»Herzog Karl Emanuel I von Savojen und die
deutsche Kaiserwahl im 1619« [Leipzig 1862];
Raulich, Storia di Carlo Emanuele I, duce
di Savoia [Milano 1896 og 1902]).
P. M.
Karl I, Konge af Württemberg
(1864—91), f. 6. Marts 1823, d. 6. Oktbr 1891, eneste
Søn af Kong Vilhelm I. Han sluttede sig
ligesom Faderen afgjort til de andre tyske
Mellemstaters Politik imod Preussen og deltog i
Krigen 1866, men føjede sig siden uden
Indvendinger i Enhedsudviklingen i Tyskland og
lod ogsaa i Württembergs indre Forhold det
maadeholdne Fremskridt raade. 1846 havde
han ægtet Olga (1822—92), Datter af Kejser
Nikolaj I af Rusland, men havde ingen Børn.
Folkevittigheden kaldte ham Kong Olgus.
E. E.
Karl Eugen, Hertug af Württemberg
(1737—93), f. 11. Febr 1728 i Bryssel, hvor
hans Fader var østerr. Feltmarskal, d. 22.
Oktbr 1793 paa Slottet Hohenheim. Han blev
1741—44 opdraget i Berlin og ægtede 1748
Frederikke af Baireuth (1732—80), en
Søsterdatter af Kong Frederik II. Skønt han 1744
var erklæret myndig, lod han dog i en halv
Snes Aar sine Ministre styre Landet; men fra
1755 hengav han sig til vilde Udskejelser —
hans Ægtefælle lod sig 1756 skille fra ham —
og til en raa og vilkaarlig Enevælde. Folket
trykkedes med tunge Skatter for at
tilfredsstille hans Pragtlyst (glimrende Hoffester af
alle Slags, Opførelse af Lystslotte o. a. store
Bygninger), og det unge Mandskab bortreves
med Magt fra Hjemmene, for at hans
Lidenskab for Soldatervæsen kunde blive føjet (han
deltog i Syvaarskrigen imod Preussen). Da
Jak. Moser vovede at hævde Landdagens
Rettigheder, blev han i 5 Aar (1759—64) holdt i
Fængsel, og Schiller maatte 1782 flygte fra
Landet for at undgaa Hertugens Vrede. 1770
bortførte han Franciska v. Bernardin
(1748—1811) fra hendes Ægtefælle, fik Ægteskabet
opløst og havde hende til sin Elskerinde, indtil
han 1785 lod sig vie til hende (hun var 1774
blevet Grevinde af Hohenheim). I samme Aar
(1770) blev dog Forholdet til Landdagen bedre
iflg. et Forlig, som sluttedes ved preussisk
Mægling, og takket være den gavnlige Paavirkning
af hans anden Ægtefælle var hans Regering i
den sidste Snes Aar upaaklagelig, og han vandt
i Virkeligheden Folkets Yndest. Bl. de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
